★★★★☆☆ Rage – stramt orkestreret kaos med handlingens kraft i sig

Livingstones Kabinet undersøger raseriets facetter og forandringspotentiale i Rage, der spiller på Bådteatret. Den intense, skræmmende og dybt musikalske forestilling rammer rent de følelser af fortabthed og trang til at handle, mange mærker i dag, hvor det kendte landskab smuldrer.

“Do not go gentle into that good night / Old age should burn and rave at close of the day / Rage, rage against the dying of the light.”

Dylan Thomas’ intense digt fra 1952 danner inspiration for Livingstones Kabinets forestilling, Rage, der med undertitlen Et studie i raseriets natur rammer aktuelt ned i tiden. Som i digtet vokser det store ud af det små og forener desperation over tabet med raseriets forandringskraft.

Katarsisk vrede

Tre formummede, orangelokkede skikkelser står i halvmørket. Dumpe dunk lyder i lydbilledets gnavende bund, spædet med sfæriske strejf. En tid uden for tiden. En tilstand. Så løfter de trommestikkerne og slår med metallisk klang, mens den uldne plapren stiger.

Break. De smider parykker og trommer og står nu distingverede i hvide skjorter og grå habitbukser. Kun de farvede sokker afslører den vildskab og galskab, der konstant lurer – og ofte bryder ud i lys lue i deres indkredsning af raseriets væsen. I deres eget talende lydmiks mellem Dada og Søren Ulrik Thomsen messer de tre performere ved mikrofonerne.

Er raseriet larmende? Eller helt stille? Bærer det katarsis i sig? Break igen. Pete Livingstone går til tangenterne og svøber os for første gang i ordene fra Do not go gentle into that good night, som han twister og vrider gennem hele forestillingen. Snart growlende sort, snart melodiøst fløjtende som en skyfri sommerhimmel. Snart med folkemusikkens klagende tone, snart sukkervammelt i suppe-steg-is-pastiche.

Det er en sammensat følelse

Med digtet som ledemotiv udforsker det klanglige rum raseriets mange facetter og stadier. “Det er en sammensat følelse,” hævder også Svend E. Kristensen i sin dybt komiske sekvens, der kobler raseri med kærlighed. For tænk nu, om man har plejet en “sart, lille blomst, der godt kunne være blå,” og nogen så træder på den?

Så kommer vreden jo af kærlighed til blomsten. Ja, en lille smule vred, bliver man så, fremturer han i et passivt-aggressivt underspil, der bygger latteren tvetydigt op over balancen mellem de meget små sko og den ømhed, der er foldet omkring hans små fetich-objekter.

Charlotte Munksgaard siger det derimod ligeud: “Luk røven!” Nej, hun kan ikke rigtig moderere sig, men brøler også uden lyd inde fra den surrealistiske drøm, der nok ikke er en David Lynch-film, men virkeligheden. Hun kan ikke råbe menneskene op. Ansigtet krakelerer og bliver til et lillebitte rædselsskrig, som forplanter sig til de to andre.

Raseri er for børn

Siden spinner Svend E. Kristensen om sig selv i en evighedsdans, der er helt oppe på beatet og går stressfyldt ud af kontrol. Trinene vender tilbage i en spiral af en frihårsdans, der signalerer kraften fra det tilsyneladende ødelæggende raseri.

For vi er “angry with the wrong people,” som Pete Livingstones marxistiske analyse viser, før sentensen absorberes i et forrygende crescendo af de andres messende stemmer – før de mod slutningen står afklædte til undertøjet. “Raseri er for børn. Had fjenden!” siger Svend E. Kristensens wifebeater-klædte persona og sætter kniven ind præcis dér, hvor det gør allermest ondt. I dag. I en tid, hvor venner bliver fjender, og “vi ikke altid kan mødes på halvvejen.”

Rage udspringer måske af andre facetter i digtet, hvor vreden bliver en måde at møde og overvinde døden på. Men med sit stramt orkestrerede kaos rammer den rent de følelser af fortabthed og handletrang, som mange oplever i dag, hvor det velkendte landskab smuldrer. Det afmægtige raseri, der måske kan forløses til handling i verden, eller med Dylan Thomas’ ord:

“Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.”

Forestillingstrailer