★★★☆☆☆ The Last Ship – heller ikke Østre Gasværk kan redde klodset Sting-musical

Stings musical The Last Ship, der fik en hård fødsel på Broadway, er nu kommet til Østre Gasværk i en revideret udgave. Men heller ikke det karismatiske teaterrum kan ikke redde den synkende skude.

”A working class hero is something to be”, sang John Lennon I 1970. Sætningen kunne lige så godt være mantraet for Stings arbejdernostalgiske musical The Last Ship, som har taget turen fra Broadway til Europa og Østre Gasværk i en revideret udgave.

På den anden side af Atlanten måtte forestillingen lukke ned før tid på grund af dårligt billetsalg. Måske giver det mening, at musicalens socialistiske heroisme ikke ræsonnerede vildt godt med det amerikanske publikum. På den anden side er det ikke den firkantede skildring af 80’ernes klassekamp, der er forestillingens største problem.

En ukuelig drømmer

Musicalen, som er baseret på Stings konceptalbum af samme navn, foregår på et skibsværft i sangerens fødeby i Nordøstengland. Vi møder det arbejdende folk, der tegnes arketypisk op igennem den folkemusikalske tone som stolte håndværkere med en charmerende hang til sprut, slagsmål og kække bemærkninger. Skibene, de bygger, er andre menneskers drømme, og selv knokler de i skyggen af de store mastodonter og ser ikke mod horisonten.

De vil helst blive, hvor de er. Undtagen Gideon Fletcher, musicalens mønsterbrydende hovedperson. I en montagepræget plotforklaring skal vi i starten forstå, at selvom Fletcher er dødforelsket i den intelligente, men pragmatiske Meg Dawson, er udlængslen i ham større. Han nægter at gå i sin fars fodspor, og en dag rejser han fra hende. 17 år efter vender han hjem igen. Tiderne er skiftet, værftet er lukningstruet, og Meg er blevet en hårdhudet kromutter.

En praktisk foranstaltning

Det er nok de 17 år, som er kimen til de narrative problemer, musicalen har med at folde sine karakterer ud. Vi hører stort set intet om, hvad vores hovedperson, spillet af Niels Skovgaard Andersen, har foretaget sig i al den tid. Og den tilsyneladende uudslettelige forelskelse, der alligevel har givet ham hjemve, får vi kun antydningen af. De 17 år virker mest som et tidsrum, der meget belejligt kan gøre Gideon til den uvidende far til en teenagedatter, der viser sig at være lige så rebelsk, som ham selv.

Det er svært at abstrahere fra historiens kluntede struktur. Det revolutionære budskab overskygger karakteropbygningen, og musicalen taber momentum i anden akt, hvor især duetten mellem Meg og Gideon bliver overfladisk og langstrakt. Melodierne savner finesser, som de ellers habile sangere kan boltre sig i. Gideons vokalparti er temmelig fladt, og Andersens heltetenorstemme virker uforløst i den rolle. Det hjælper heller ikke, at hans eventyrlystne og kompromisløse væsen næsten bliver helt tæmmet, når han i duetten prøver at nærme sig Meg ved at foreslå en ”praktisk foranstaltning” frem for en ”forvandling”.

Den synkende skude

I The Last Ship er det ikke individet, men fællesskabet, der er helten. Skulle man være i tvivl, så slår værftsformandens kone det fast med syvtommersøm efter hendes mands død. ”Sammen,” siger hun bestyrket, og gentager, så det driver med knytnævepatos: ”Sammen er vi ustoppelige”.

Mens musikken har udfordringer med at folde kærlighedsfortællingen ud, trives den bedre i den kollektive slagsangsenergi med violin, harmonika og folkedans. Titelnummeret er den eneste rigtige ørehænger og får sin reprise i en flot finale, hvor imponerende grafiske virkemidler giver fornemmelsen af, at publikum er med ombord, når værftsarbejderne i protest stævner fra land på skibet Utopia.

Selvom finalen imponerer, efterlader den symbolladede og gumpetunge historie et indtryk af en musical, der hverken musikalsk eller narrativt lykkes med at forløse sine roller. Teksten bliver simpelthen for klodset og de mange ordspil på det maritime miljø bliver trættende i længden. Skibe, der skal sættes i søen, og skibe, der er sejlet for længst. Man fristes næsten til at spørge: skulle den her synkende Broadway-skude hellere være gået til bunds?