Meramieh – palæstinensisk forestilling viser autentiske historier om fordrivelse

I marts turnerer det palæstinensiske teater Al-Harah Theater gennem Danmark med forestillingen Meramieh. Det er et dokudrama baseret på vidnesbyrd fra palæstinensere, der oplevede al-Nakba, der i 1948 fordrev 750.000 palæstinensere fra deres hjemland. Vi har talt med direktør og kunstnerisk leder Marina Barham om forestillingen og de aktuelle arbejdsvilkår i Betlehem, hvor teatret har base.

Marina Barham er her et par uger før turneen stadig i Beit Jala ved Betlehem, hvor Al-Harah Theater har base, så vi mødes online. Hendes øjne møder roligt mine, og hun virker til at have alverdens tid til at berette om teatret, forestillingen og situationen på Vestbredden netop nu, selvom planlægningen af turen selvfølgelig er i fuld gang.

Men det er vigtigt for hende at fortælle om projektet, der udspringer af bogen Living Memories fra 2017. Bogen samler vidnesbyrd fra nogle af de mange palæstinensere, der blev fordrevet til resten af verden i 1948 i det, der siden blev kendt som al-Nakba (dvs. katastrofen, red). Forestillingen Meramieh tager afsæt i seks af bogens vidnesbyrd og formidler dem som en form for dokudrama, hvor to skuespillere fortæller historierne. Det dokumentariske format er valgt, fordi teatret tror på, at det at fortælle sin egen historie skaber ejerskab over den.

Ønsket om at komme hjem

”Titlen på stykket, Meramieh, er navnet på en aromatisk urt, som er en central del af det palæstinensiske køkken, så den signalerer ligesom forestillingens narrativ et ønske om at komme hjem,” forklarer Marina Barham. Forestillingens har et mål om at holde hjemmet levende gennem historien, når de deler den med diasporaen (befolkningsgrupper, der frivilligt eller ufrivilligt lever spredt uden for deres hjemland, red). I dag lever der lige så mange palæstinensere udenfor som i landet.

Sidste år tilføjede gruppen et par sætninger til stykket om, hvordan fordrivelse stadig finder sted på grund af frygt og krig – som det opleves netop nu i Gaza, men også andre steder i verden:

”Forestillingen handler ikke kun om den historiske fordrivelse i 1948, for det sker mange steder i dag, fx i Ukraine. At blive flygtning i et andet land er ikke et valg, men fordi man ikke har et liv i sit eget land. Så det handler også om at udbrede den globale historie om at flygte,” slår Marina Barham fast flere gange.

Teatret er kraftfuldt

Hun forklarer, at de ikke har ændret meget på historierne i dramatiseringen, men i stedet har forsøgt at bevare det autentiske, som er det, der rammer publikum. Og det gælder både udenlands og hjemme i Betlehem.

”Den unge generation kender ikke historien, og fordi alt er elektronisk i deres hverdag, så rammer det talte ord dem meget stærkt, mens de ældre mere spejler sig og genkender historierne. En ældre kvinde kom op og fortalte mig, at hun selv var blevet fordrevet under al-Nakba og siden havde levet i en kuffert. Da jeg selv så forestillingen første gang, forstod jeg også min mors fortællinger meget bedre,” siger Marina Barham stilfærdigt og fortsætter:

”Vi var også i Danmark i 2022, og mange palæstinensere dér kender til historierne. En ung kvinde fortalte, at hun aldrig havde forstået sin families ønske om at komme hjem, før hun så forestillingen. Mange unge har ingen forbindelse til Palæstina, men teater er meget kraftfuldt. Så de kan forbinde sig til realiteten i spillernes historie, mens bedstefar derhjemme, han snakker bare,” forklarer Marina Barham om forestillingens evne til at bygge bro mellem generationer.

Dansk publikum ønskes

Hun understreger flere gange, at teatret også gerne vil have det danske publikum i tale. ”Forestillingen har danske undertekster, og vi laver talks og workshops på engelsk med publikum. Vi vil også gerne bygge netværk med danske kunstnere og skabe gensidig forståelse, for selvom der er mange i Danmark, der går op i situationen i Gaza, er jeg ikke sikker på, de kender hele historien bag.”

Turneen er arrangeret sammen med Det Danske Hus i Palæstina, som Al-Harah Theater også samarbejder med derhjemme. ”De er virkelig gode at samarbejde med, fordi de går ind i arbejdet med os uden at medbringe en egen agenda, men i stedet forsøger at forstå, hvad vi vil,” siger hun.

Teatret i nabolaget

Al-Harah Theater blev grundlagt i 2005 og har seks faste medarbejdere. Al-Harah betyder nabolaget, og teatret har fra starten været drevet af at gøre noget for lokalmiljøet og derigennem skabe politisk og social forandring.

”Vi underviser og producerer til børn, men også til voksne, og fortællingerne kommer fra nabolaget,” siger Marina Barham og remser derefter alle teatrets programmer op.

Der er træning for børn, for kvinder og for folk med funktionsnedsættelse, og temaerne er universelle problemer som vold mod kvinder og økonomisk kriminalitet. Teatret tilbyder også undervisning i fx instruktion og tekniske færdigheder og arrangerer årligt to festivaler: Den internationale børneteaterfestival Yalla Yalla Street Festival og en tilknyttet site specific-festival, der breder sig over hele Bethlehem.

Rummet krymper

Tidligere turnerede teatret mere end i dag, hvor vilkårene er blevet vanskelige: ”Det er blevet svært at bevæge sig rundt, fordi man ofte bliver holdt tilbage i checkpoints i mange timer. Også her i byen kan man risikere at blive arresteret vilkårligt, hvis man bevæger sig rundt i byen,” fortæller Marina Barham, der også har fået flere udfordringer med at rejse midler til teatret.

”Rummet for funding krymper, for der er nye regler for bankoverførsler, og vi ønsker heller ikke at modtage penge fra organisationer, der er en del af konflikten – og så kommer kultur jo altid nederst på den politiske dagsorden,” smiler hun. I stedet satser hun på samarbejder med internationale partnere og programmer som Det Danske Hus.

Derfor ser hun også frem til turneen, der skal skabe nye kontakter i Danmark og Sverige, som forestillingen også skal forbi.