★★★★☆☆ Guys & Dolls – charmerende kærlighedshyldest til musikken og menneskene

NørregadeTeatrets ambitioner fejler ikke noget, og det lille teater binder i år an med musicalklassikeren Guys & Dolls om skrappe duller og gamblende tøffelhelte i 30ernes New York. Det lykkes de rigtig godt med i kraft af en forførende scenografi, stærke sangstemmer og et herligt ensemble med sans for at skabe tidsbilledet.

I november så jeg Bridge Theatres fuldstændig magiske totalteaterudgave af Guys & Dolls i London. Selvom der ikke skal sammenlignes her, skal jeg ærligt indrømme, at det var med lidt blandede følelser, at jeg denne gang drog mod Maribo for at se NørregadeTeatrets version.

Det er på gaden, det sker

Men der var ingen grund til bekymring. Det lille teater lykkes med at gøre forestillingen til sin egen. Ikke mindst i kraft af Søren Glads stemningsskabende videoscenografi, der tryller os fra natklub til kloak og Havanna med et knips på en knap. Og teatrets ensemble fylder rum og scene med liv og karakter som syngepiger, frelserfolk og gamblere.

Scenen er aflang, og vi sidder på alle sider af den. Den er gaden, hvor det meste foregår i den dobbelte kærlighedshistorie, der er forestillingens motor. Vil den notoriske spilarrangør, Nathan Detroit, endelig gifte sig med sin udkårne, sangerinden Miss Adelaide, som han har været forlovet med i 14 år? Og vil det lykkes skørtejægeren, Sky Masterson, at nedlægge den kække frelserkvinde Sarah Brown og vinde væddemålet med Nathan – eller taber han i stedet sit hjerte undervejs?

Komik, gags og boblede forelskelse

Selvfølgelig vil de det, men først skal de alle gå grueligt meget igennem, mens hjerter – og Gud – besynges. Terningerne ruller, og politiet kommer altid til kort i det lovløse 1930’er-New York, hvor handlingen udspiller sig. Christian Damsgaard og Peter Pilegaard sætter løjerne i gang som Nathans to sidekicks. Med en god blanding af fjol, kropslige gags og sang holder de to tempoet oppe i en forestilling, der består af hurtige sceneskift.

Teaterchef Frank Rubæk er en indtagende Nathan. Altid i gang med at hustle, men klar til at agere som den omvendte synder, så straks Adelaide er i farvandet. Han svigter hende let, men fanges til sidst velvilligt ind. Pernille Schrøder giver ham kamp til stregen som natklubsangerinden Adelaide med de småborgerlige drømme om hvidt stakit. Hun raser vildt, men tilgiver let, og begge gnistrer i den skønne skænderiduet Sue Me, der her bliver til Flå mig / Slå mig i Frank Rubæk og Steffen Glieses lydhøre gendigtning.

Marie Louise Snedker Hansen har både timing og sødme som den selvbevidste Sarah, der falder for den helt forkerte mand. Hun synger som en drøm i et ganske bredt register og følges smukt af Peter Thiemes fine baryton i deres tete-a-tete, I’ll Know (Jeg ved). De to par får fint nuancerne frem – det ældre par via komikken, og det yngre par med en boblende, sårbar og troværdig forelskelse.

En stor musical på en lille scene

Ensemblet slipper også hæderligt fra den inciterende gospel Sit Down, You’re Rockin’ the Boat (Hold op, før båden går ned), hvor spillefugle og frelsertyper forenes af rytmer. Fremhæves skal også Adelaides fire syngepiger, der giver ungdommelig glød til musicalen i Charlotte Stahrenbergs sjovt tidstwistende kostumer. Der præsteres i det hele taget solidt og i fuld pagt med tidsbilledet på alle pladser.

Guys & Dolls er jo egentlig en noget bedaget fortælling om skrappe duller og tøffelhelte, men dens charmerende karakterer og integrerede flow får os til at æde anakronismerne. Vi hengiver os til dens kærlighed til musik og mennesker, der løber som en fin silkesnor gennem både brovtende gangstertyper og seje sild, der kan selv. NørregadeTeatrets let moderniserede version fanger fint dette universelle budskab, og det lykkes med endnu en kraftpræstation at sætte en stor musical på den lille scene.