Populært lige nu

Annonce

Fællesskab, samskabelse og scenekunst – interview med Teaterhusets bestyrelse

Teaterhuset er Danmarks største forening for unge samskabere af scenekunst. Den frivillige forening har 2-300 medlemmer i alderen 15-35 år og kæmper lige nu for atter at opnå driftstilskud fra Københavns Kommune. ISCENE mødte husets bestyrelse til en snak om at finde et fællesskab i storbyen, om samskabelse og om at løfte i flok for det, man tror på.

Annonce

Engagementet er tydeligt, da jeg træder ind i det lille rum oppe under taget i Huset i Magstræde, hvor bestyrelsen for Teaterhuset har sat mig stævne. Frederikke Schioldann von Eyben, Anna Gohr,
Carl Asmussen, Kristine Meinert Pedersen, Sarah Sieben, Constance Holm og Ida Buchart sidder klar til at fortælle om det hus, de alle er formet af. De kæmper lige nu for at få det på bæredygtig fod igen, efter foreningen mistede sit kommunale driftstilskud ved årsskiftet.

Samskabelse
Teaterhuset. Foto: Frederikke S. von Eyben.

Det handler om fællesskab

Anna Gohr har været kasserer i bestyrelsen de seneste to år og er som flere af de andre med, fordi hun ikke kan lade være. ”Teaterhuset startede hele mit netværk i København. Jeg har mest været bag scenen og bliver snart færdig med min ledelsesuddannelse på DDSKS (Den Danske Scenekunstskole, red),” fortæller hun. Det er et godt eksempel på, at mange af de aktive i Teaterhuset fortsætter i scenekunstbranchen som professionelle. To af de nuværende bestyrelsesmedlemmer skal også starte på DDSKS til sommer.

”Da vi havde driftsmidler tog kontoret sig af den daglige drift, mens bestyrelsen tog sig af det visionære. Nu skal vi gøre begge dele, og det er hårdt,” fortæller Anna Gohr. Hun glæder sig dog over at komme tættere på medlemmerne, fordi bestyrelsen nu er dem, der bemander kontoret.

Bestyrelsen har kortlagt husets brugere og inddelt dem i arketyper på en skala fra dem, der udelukkende bruger huset som øvelokale, til dem, der, som bestyrelsen selv, er engageret i fællesskab og samskabelse.

Annonce

”Det er fedt med faciliteterne her, men det handler også om fællesskab. Om at give andre de muligheder, jeg selv fik herinde, og om at råbe op om vækstlaget,” siger Constance Holm. Hun har været med i bestyrelsen i 3 år og blev oprindelig opfordret til at gå med for at bidrage med et performerperspektiv.

Samskabelse
Forestilling i Teaterhuset. Foto: Frederikke S. von Eyben.

At løfte i flok

Netop fællesskab og mulighed for at arbejde med scenekunst er grunden til, at de alle sidder her i dag. Sarah Sieben fandt frem til Teaterhuset ved at google ”Teater i København”, da hun flyttede til byen. ”Jeg fulgte huset på insta i halvandet år, før jeg turde melde mig ind,” ler hun. Siden har hun været med i flere kompagnier og er nu optaget af at give erfaringer videre – og af selv at lære af bestyrelsesarbejdet.

Annonce

Ida Buchart lærte Teaterhuset at kende da hun, sammen med sin teatergruppe, tilmeldte sig husets ene profilarrangement, Teaterbattle – og vandt. ”Jeg søgte noget kreativt efter nogle år på universitetet, så jeg var også i praktik herinde, og der blev jeg prikket til at gå ind i bestyrelsen. ”Hun understreger vigtigheden af at være i et netværk, der løfter i flok og lærer af hinanden.

LÆS mere om Teaterbattle her

Give tilbage til huset

Carl Asmussen er næstforperson i bestyrelsen. Han startede også i Teaterhuset som en del af en gruppe. ”Jeg er lysdesigner og fik udvidet mit netværk gennem huset, så jeg begyndte at få betalte jobs,” fortæller han. Som flere af de andre har han også været i praktik i Teaterhuset og priser den tidligere daglige leder, Sasja Tjerrild, for at være god til at inspirere folk til at bidrage yderligere gennem bestyrelsesarbejde. ”Min praktik gav mig lyst til at give tilbage til huset og finde ud af, hvordan vi kan være et alternativ til de eksisterende uddannelser,” fortæller han.

Kristine Meinert Pedersen startede med at gøre rent i teaterhuset, da hun var 15: ”Jeg ville så gerne være med i bestyrelsen og så op til dem, der var med. Men jeg måtte vente et par år og føler mig så privilegeret, fordi jeg kan bidrage nu. Teaterhuset var min vej ind i København, for her fandt jeg tryghed og gejst.” Hun har også været aktiv både på- og bag scenen. Hun peger på, at bestyrelsen netop nu er i en proces, hvor de bliver bevidste om, hvad de kan og vil.

Samskabelse
Teaterhuset. Foto: Frederikke S. von Eyben.

Stormen rejste sig

Dette arbejde har Frederikke Schioldann von Eyben stået i spidsen for, siden hun blev valgt ind i bestyrelsen for 2 år siden og med det samme blev forperson. Hun stod derfor i stormen, da Teaterhuset mistede sit driftstilskud og samtidig skulle fraflytte lokalerne i Magstræde på grund af renovering. Det sidste er foreløbig udskudt, mens kampen for at få finansieret driften er bestyrelsens fokus nummer et. De har organiseret arbejdet i tre undergrupper, der arbejder med økonomi, politik og kunstnerisk arbejde. Frederikke Schioldann von Eyben lægger sin arbejdskraft i det politiske udvalg.

”Jeg havde ikke regnet med at blive forperson eller at tingene skulle eksplodere, som de gjorde,” fortæller hun, der har bestyrelseserfaring andre steder fra, og derfor også er med ud fra den interesse. Hun og Carl Asmussen var begge med på første hold i Foreningen af Danske Kulturbestyrelsers uddannelse Ung i Bestyrelsen, hvor de blev bekræftet i, at de havde håndteret Teaterhusets økonomiske krise godt.

”Det er nice at møde andre i samme situation, for der er en første gang for mange ting, når det er learning by doing,” forklarer hun.

LÆS Teaterhusets åbne brev til de københavnske politikere her

Prince Charming kommer ikke i dag Samskabelse
Forestillingen Prince Charming kommer ikke i dag på Teaterhuset. Foto Frederikke Schioldann von Eyben.

Cirkulært perspektiv

Teaterhusets to centrale koncepter, TeaterBattle og Vildskud Festival, organiseres af en medskabergruppe, som bestyrelsen sammensætter af husets brugere.

”I år har vi lavet én stor medskabergruppe, der har ansvaret for begge events, så de kan tage erfaringer med fra den ene til den anden,” fortæller Carl Asmussen. Frederikke Schioldann von Eyben fremhæver, at bestyrelsens fremtidsdrøm er at skabe flere læringsforløb, hvor foreningens medlemmer især kan blive dygtigere til de opgaver, der foregår bag scenen. ”Det skal være med højskolevibe og diplom og hjælpe dem, der skal lære at producere selv,” forklarer hun.

”Der er altid en scene eller et Open Call til udøverne, men vi skal være et fællesskab, der griber processen mere end produktet,” siger Kristine Meinert Pedersen og bakkes op af Carl Asmussen og Frederikke Schioldann von Eyben. De ser Teaterhusets rolle som stedet, der, med et mere cirkulært perspektiv end branchens enkeltstående Open Calls, kan tilbyde længevarende forløb. Det skal professionalisere deltagerne og dyrke og udvikle husets fællesskab.

Det kræver samarbejde med både scener som Krudttønden, talentlinjer og uddannelsesinstitutioner som Ryslinge Højskole. ”Vi vil gøre huset synligt for mange flere. Vores økonomi hviler på medlemskaber fra dem, der bruger faciliteterne – men vi vil også gøre noget for de 10%, der vil mere,” forklarer Carl Asmussen. 

LÆS mere om Vildskud Festival her

Quality Cattle Samskabelse
Forestillingen Quality Cattle. Assemble Theatre Collective på Teaterhuset. Foto Assemble Theatre Collective.

Åbent for muligheder

Men øverst står det politiske arbejde på toppen af bestyrelsens agenda. De vil selvfølgelig benytte sig af, at det er kommunalt valgår, når de går i dialog med Borgerrepræsentationen i København om et fast driftstilskud.

”Der er mange af politikerne, der vil noget med børn og unge i deres programmer, og det vil vi holde dem op på,” siger Kristine Meinert Pedersen. Anna Gohr peger på, at bestyrelsen også bruger kræfter på at vise, at de kan administrere huset. ”Kultur- og Fritidsudvalgets begrundelse for ikke at forlænge vores tilskud var, at de ikke stolede på, at vi kunne administrere det ordentligt, så det viser vi dem nu, at vi kan,” slår hun fast.

Kunstnerisk har bestyrelsen fokus på de to centrale koncepter, som har udviklingspotentiale for nye samarbejder og som også kan integrere de mange internationale medlemmer. ”Huset er åbent for muligheder, så enhver go-getter kan bare komme forbi,” opfordrer Anna Gohr. Ida Buchardt peger på, at de kan aktivere medlemmerne mere i at lave andre events, som bestyrelsen ikke selv kan prioritere i en tid, hvor deres fokus er på udvikling og sikring af drift.

Bestyrelsen har meget at tage fat på, men visionen for fremtiden er nu konkretiseret i handleplaner og ansvarsområder. Jeg forlader dem, mens de straks kaster sig over den videre planlægning af arbejdet. Det skal sikre Teaterhuset for kommende brugere, som – ligesom dem selv – søger fællesskab, samskabelse og scenekunst.

Mia Juhl og Sofia Boroch Næss, der også er med i bestyrelsen, kunne ikke være med til interviewet.  

Underskrift til støtte for Teaterhuset kan gives her: Del din underskrift

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Årets Fair Practice Scenekunstpris gik til Vendsyssel Teater

Fair Practice Scenekunstprisen blev i fredags uddelt for anden...

Kulturministerens kvalme

Palæstinas kunst og kultur angribes systematisk. Hvornår reagerer vi?...

Foreningen af Danske Sceneinstruktører søger en sekretariatschef

Foreningen af Danske Sceneinstruktører søger en kompetent og ansvarsbevidst...
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Årets Fair Practice Scenekunstpris gik til Vendsyssel Teater

Fair Practice Scenekunstprisen blev i fredags uddelt for anden gang. Prisen er inspireret af det hollandske Fair Practice Code, men tilpasset danske forhold af de...