★★★★☆☆ Mors omplantning – absurd teater til tiden

Gruppen Terz+ har skabt en skøn lille forestilling. Med søskendeskab som motor drøfter den liv, død, potteplanter og kartonkakao i et absurd begravelsesritual. Mors omplantning er et virkelig morsomt, friskt og rørende bud på moderne absurd teater.

På Teater Momentum mødes fire søskende i en kælder indrettet med plastic i forskellige former for at sige farvel til deres flygtige, farverige mor. Hun er pludselig død på Oslofærgen. Ja, helt pludseligt var det måske ikke, mener bror Mathias. Han er sikker på, mor har planlagt sin død og ser tegn på sin teori allevegne.

Begravelsesritual med forhindringer

Den teori kan ikke hidse hans tre søstre op, men det er der så meget andet, der kan i Trine Marie Thostrups fornøjelige, absurde perle, Mors omplantning. Her behandles liv, død og moderskab på linje med violinfigner og kakao på karton, mens mors nedskrevne ønsker til afskedsceremonien følges til punkt og prikke.

Eller det vil sige, måske ikke helt til punkt og prikke. Ansvaret for ritualets gang er – som for så meget andet – Lis, den ældste søsters. Hun tager ikke det hele så nøje, men prøver blot at få tingene til at glide og vil helst huske de lyse timer med mor, der nok umiddelbart ikke var et traditionelt pragteksemplar af slagsen. Julie Avoghlian Kristensen giver Lis’ stilfærdige tålmodighed enkelte sprækker af sprutraseri. Ingen ville have bebrejdet hende, om hun havde kastet med kakao et par gange mere.

Et skvæt af kakaoen

For hendes søskende er temmelig øretæveindbydende – og naturligvis også elskelige på hver sin måde. Johanne Munchs Katrine er “en lille smule opmærksomhedskrævende”. Hun kan få alt til at handle om sig selv og sin oplevelse af morens svigt, mens hun skiftevis laver åndedrætsøvelser og ligger hulke-sparkende på gulvet.

Gustav le Caires korreksende Mathias er særdeles glad for regler og har det tilsvarende svært, når de brydes. Allerede ved ankomst er han tæt på eksistentiel nedsmeltning, da han opdager, at Lis også har medbragt fem liter kakao, for det er jo hans ansvar. Mathias er dog god til at komme igen og når mod slutningen en vis glad accept af sin rolle i familien som den, ingen kan undvære.

Sarah Siebens positive Frida tager aktivt stilling til mange ting. Dog mest ved at gå ind i skabet med potteplanten Leif, der ikke viger fra hendes side og inddrages i alle hendes beslutninger. Frida – og Leif – holder en smuk tale for mor. Hun mindes som aktivist og feminist, før hendes aske endelig kan omplantes med den forkætrede violinfigen og et skvæt af den kakao, som Leif lever af.

Lys for enden af tunellen

Det er et godt greb at bruge søskendeskabet som motor for det absurde, men faktisk også et ganske rørende dødsritual. Vi kender rollerne og magtspillene, der kun bliver morsommere af at få et absurd twist. Det udstiller kærligt det komplicerede følelsesregister, der er vævet ind i tætte relationer med mennesker, vi ikke har valgt, men alligevel har i vores liv.

Jeg tror på fremtiden for de fire i mors kælder på Amager, der trods uoverstigelige forskelle alligevel rækker sig mod hinanden – og dermed lader lyset skinne for enden af tunnelen. Mors omplantning er virkelig morsomt skrevet og forløses godt af et indtagende ensemble i Julie Busck Porsbos instruktion. Der er sans for timing, men også for at give tid, så vi får lov at mærke den eksistentielle smerte mellem de mange grin.