★★★★★☆ Grand Danois – poetisk cirkus til tiden

Cirkus Grand Danois første forestilling lander som et poetisk brag, der kommer til at henrykke og røre mangt et cirkuselskende hjerte rundt i landet med sit originale mikrokosmos, hvor klovnens melankolske håb gennemsyrer drømmen om vægtløs frihed.

De længselsfulde toner af gammelt cirkus når os først. Det røde tæppe bølger, og så kommer de frem. I optog med betuttede fjæs og røde uniformsjakker med blanke knapper. Helt old school, men også tidløst og lige nu og her. De fire artister i Cirkus Grand Danois taler med kroppene og med klovnens sørgmodige mimik til os på tværs af tiden.

Tager traditionen med ind i samtiden

Den hele verden er i deres lille rullende scene, der kan åbne sig mod himlen med trapezen og folde sig sammen, så en line vokser frem. Hænder sniger sig ud af tæppets folder og låger åbner sig, så ansigter kan titte ud. På toppen står de i skiftende formationer med den melodiske harmonika, de melankolske blæsere og den rivende elguitar, der i Kristoffer Rosing-Schows kompositioner skaber musikalske forbindelser mellem fortid og nutid.

En stabel spande kommer frem og bliver rullet langs det halvbuede scenegulv. Så stabler Stijn De Boeck dem sindrigt som pyramide og vandrer op og ned. På fødder, på hænder, mens guitaren jammer på toppen. Johan Risum Stockmar træder ind med sine æsker, som han jonglerer omkring sin lange ranglede krop i flyvende fart, mens et måbende smil glider over hans ansigt.

Æskerne erstattes af et stort søm, der forsvinder dybt ind i næsen, mens han og Karl Emil Dahl måber om kap over dette store nummer, der som mange af de øvrige genopliver det traditionelle gadecirkus og også sender tankerne til Erik Clausen og Leif Sylvester Pedersens gadecirkus fra 70erne. Blot råbes der ikke så højt i Cirkus Grand Danois. Her er det kroppene og mimikken, der taler med store fagter og forsigtige miner.

Drømmen om vægtløs frihed

Man kan drømme om at have sit eget store telt, men man kan også bare have en lille magisk cirkusvogn og selv være hest. Den lille scene fyldes af prustende heste med sensible øjekast, før to transformeres til fugle med forpjuskede fjer i en voldsom parakrobatisk variation af parringsdans.

Luna Risum Stockmar kaster sig rundt i trapezen, tilsyneladende kluntet, men tag ikke fejl. Nummeret er superkontrolleret under den klovnede attitude. Siden gasser hun op i kulissen som optakt til det store osende benzinnummer, der med stor ståhej, knallert og bræt breder sig ud blandt publikum.

De røde, glimtende sko sidder på fødderne af Karl Emil Dahl, der i et glidende svaj næsten flyder hen ad den slappe line. Fødderne griber, balancerer, kroppen ruller og slår kolbøtte. En elegant poetisk drøm om vægtløs frihed, der indkapsler hele showets essens.

Drømmen er gemt i popcorn

Drømmen, der også er gemt i kræmmerhuset med popcorn. Det uopnåelige popcorn, som altid er lige inden for rækkevidde, men så bliver spildt eller fejet bort. Karl og Luna bærer popcornsymbolikken med klovnens melankolske håb, der også med instruktør Troels Hagen Findsens komisk-poetiske signatur og Sigurður Óli Pálmasons stringent-fabulerende Pandoras æske af en scenografi gennemsyrer denne vidunderlige higen efter cirkus’ sjæl.

Grand Danois rækker tilbage i tiden i en original blanding af tradition og samtid. Fellinis La Strada møder Storm Ps konstruktioner i et helt eget mikrokosmos, hvor cirkus er sproget, og danskerne måske ikke er så store, men deres drømme er.