★★★★★☆ Marie-Antoinette er ensembleteater i topklasse

Samspillet i Regimentets Marie-Antoinette på Det Kongelige Teater er formidabelt. Skuespillernes legende tilgang til fortællingen og en scenografi, hvor der både kan løbes, klatres og pjaskes med vand, giver én lyst til selv at være med på scenen, trods den tragiske historie om Frankrigs sidste dronning.

Krigen raser i Europa og for at skabe fred må den franske kronprins Louis 16 ægte den østrigske kejserdatter Maria Antonia. Den 14- årige Maria, spillet af Nanna Skaarup Voss, bliver helt bogstaveligt afklædt sin østrigske identitet, før hun kan træde ind i det hvide Versailles, og forvandles til Marie-Antoinette, den kommende dronning af Frankrig i al sin renhed og pragt.

Morskab og medlidenhed

Uheldigvis har hendes unge mand forhudsforsnævring, så med skørter til alle sider og nogle ynkelige små støn fra den smerteramte kronprins, spillet af Mathias Bøgelund, fremstilles komplikationen ved at fuldbyrde ægteskabet, så hele salen fniser af både morskab og medlidenhed.

At Marie-Antoinette senere falder for greven Axel von Fersen, spillet af Alexander Bryld Obaze, i et lidenskabeligt møde, der er tv-serien Bridgerton værdigt, bekræfter vores syn på Bøgelunds velspillede skildring af den ikke særligt handlekraftige Louis 16, der hellere vil gå fuglefløjtende på jagt end dyrke sex med sin kone.

Eminent skuespillerarbejde

Netop balancen mellem morskab og medlidenhed gennemsyrer forestillingen og rammer også mig som publikum. Skuespillerne hopper ind og ud af roller, men formår alligevel at skildre den franske adels overfladiskhed med dybde og sårbarhed.

Anne Plauborgs fremstilling af den gamle konges elskerinde, Madame du Barry, der først frydes over Maries mislykkede forførelse af ægtemanden, men sidenhen må bøje sig i støvet, er på en gang en underholdende karikatur og en ganske relaterbar kvinde, der desperat forsøger at spille de kort, hun har, rigtigt.

Freja Klint Sandberg spiller den bramfrie hofdame Polignac, hvis tætte relation til Marie-Antoinette ender i et farligt magtforhold, hvor Voss’ manipulerende, sødmefulde stemme og Sandbergs fattede, men skræmte blik, får hårene i nakken til at rejse sig. Man er ikke i tvivl om, at den lille uskyldige Maria Antonia er væk og erstattet af en kvinde og en dronning, der nyder sit liv i magtens centrum.

Den genkendelige privilegieblindhed

Det overdådige liv, som Marie- Antoinette bygger op om sig selv som dronning, fremstår særdeles privilegieblindt, når man hører om, hvordan resten af landet sulter. Men behovet for at lukke øjne og ører for virkeligheden er desværre ganske genkendeligt. Hvor mange af os går ikke rundt med skyklapper på, når det gælder den elendighed, der gør sig gældende udenfor vores egen lille cirkel?

Hoffets rådgiver Choiseul advarer igen og igen om den krise, der rykkere tættere og tættere på, og hans bekymring for hoffets fortsat overdådige livsstil fremstiller Simon Kongsted fint og implicit med en afmålt fysik, der står i stor kontrast til resten af spillernes plasken rundt i scenografiens indbyggede vandbassin.  

Marie-Antoinette bliver symbolet på og syndebukken for det fråseri, som hele det franske hof lever i, og da Voss ligger afklædt i en pøl af blodrødt vand til sidst – nu mere som den østrigske kejserdatter end den franske dronning – kan jeg ikke helt lade være med at tænke på, om vi ikke stadig byder fremmede velkommen i Europa, når vi har brug for dem, og kasserer dem igen, så snart vi ikke har?

Regimentet har etableret en klar, kunstnerisk profil

Sonja Ferdinans dramatisering af historien om Marie-Antoinette gør brug af romanens fortællestil, hvilket understøtter det umiddelbart legende præg, hvor skuespillerne i rollen som fortæller på skift og i kor kan diktere hinanden til at handle, som man kender det fra børn, der leger rollelege.

Stilen gør forestillingen levende og underholdende, og i samspillet med Anna Balslevs og Sebastian Kloborgs fysiske og koreografiske formsprog og musiker Viktor Dahls leg mellem det klassiske og det mere elektroniske, som vi også så i Regimentets iscenesættelse af Stolthed og fordom på Betty Nansen Teatret i 2022, har den unge gruppe kunstnere allerede etableret en klar kunstnerisk og yderst velfungerende profil. 

LÆS ISCENEs anmeldelse af Regimentets Stolthed og fordom her