Betty Nansen Teatret genåbner efter efterårets ombygning med en sej, sprød og hamrende aktuel fortolkning af Jane Austens Stolthed og fordom. Det unge dream team på scenen forløser den fysisk krævende iscenesættelse med charme, timing og sans for den dybe smerte.
Jeg har aldrig sværmet for Jane Austens kække feministiske heltinder, men jeg skal da lige love for, at jeg blev smaskforelsket i Anna Balslevs dramatisering af forfatterens klassiker Stolthed og fordom. En forestilling, der inkarnerer forelskelsen kropsligt og samtidig banker lige ned i samtidens feministdiskurs uden at bruge staveplade.
Kropslighed i svimlende frit falds-scenografi
”De kommer gående”. Sådan starter Peer Hultbergs roman Requiem, (der således sender sin hilsen til T. S Eliots The Waste Land, men det er en anden historie). På Betty Nansen kommer de også gående. De unge mennesker. På række. Koreograferede. På vej ud i livet. Det liv, der vil byde dem kærlighed, men også smerte. Og stolthed, prisværdig som misforstået, og fordom, der vil blinde selv det klare blik og den rationelle forstand, som parret i centrum, Elizabeth Bennet og Mr. Darcy hylder, om end med hver sin forståelse og billede af verden.
Meget må de gå igennem, før de vælger hinanden til. Ganske kedsommelig romcom kunne det være blevet til. Men Anna Balslev holder sigtet klart og folder fortællingens nuancer ud. Hendes karakteristiske kropslige instruktion kommer til fuld ret i de låste hænders talende position og forlænges fremragende i Laura Løwes dumdristige frit falds-scenografi og Sebastian Kloborgs nonchalant-charmante koreografier. Som modspil Viktor Dahls blide, sprøde kompositioner, der trækker sårbarheden under de låste hænder og de liderligt bankende kroppe frem. Viktor Dahl har siddet bag klaveret i nogle af de sidste års mest markante forestillinger. Det er ikke tilfældigt.
Et dream team, der bider til bolle
Mathilde Arcel Fock giver sin Elisabeth netop den irriterende kække selvbevidsthed, der andre kvaliteter ufortalt har afholdt mig fra at blive Austen-fan, men hun mestrer også den stille empati, den gryende forståelse af egen fordomsfuldhed og den endelige overgivelse til en boblende forelskelse, der dog ganske realistisk holdes i ave af slutningens slørede nedtoning i mol. Nok er Elisabeth brudt gennem egen og Darcys stolthed og fordomme, men derfor behøver man jo ikke være lykkelig til sine dages ende. Fint lille outrosvirp.
Freja Klint Sandberg og Nanna Skaarup Voss er Elisabeths bramfri lillesøster Lydia og alvorlige storesøster Jane og den charmerende trio vinder hjerter ved første blik. Den indforståede humor og dynamik mellem søskende perler mellem de tre og står i fin kontrast til deres indledende nølende omgang med bejlerne. Mathias Bøgelund er guddommeligt gummielastisk i mimik og stemme som Janes udkårne, Simon Kongstad balancerer lige på den rigtige side af parodien med sin klamme præstefætter Mr. Collins og distanceblænderen Mr. Wickham. Ferdinand Falsen Hiis bærer den svære rolle som Mr. Darcy, der fremstår så arrogant, men rummer en del mere under konventionens panser.
Det er med andre ord et ungt dream team, der bider til bolle i en fysisk udfordrende iscenesættelse, der samtidig kræver kaskader af humoristisk timing og momenter af stille sorg.
Det er bare en sej forestilling
Anna Balslev lykkes med det meste i denne forestilling, der indfanger ungdom og forelskelse og samtidig fortæller en dagsaktuel historie om at være kvinde underlagt patriarkatets regler og fordomme, herunder at være fuckable. Trods tekstens forankring i en datidig kultur med tvangsægteskaber og synlige klasseskel fremstår den både følelsesmæssigt og samfundskritisk aktuel uden at anstrenge sig.
Mest af alt er det dog en virkelig underholdende, spektakulær og rørende forestilling, der også vil appellere til yngre publikumsgrupper, fordi den simpelthen bare er sej. Der kunne være strammet lidt især i anden del, men det er en lille anke mod en virkelig vellykket holdpræstation, der sender en ud af teatret med en boblende følelse af forelskelse kombineret med en refleksion over, ja hvad mon? Stolthed og fordom selvfølgelig.
Se også: Bag om forestillingen
