★★★★☆☆ Hundeliv – rasende raffineret i sit musikalske greb

OPE-N’s Hundeliv har meget på hjerte og er rasende raffineret i sit musikalske greb. Forestillingen er ikke let at forstå, men gribende i al sin gru og fortælling om vold mod børn i hjemmet.

Det er et virkeligt modigt og vedkommende projekt, som Louise Beck har kastet sig selv og resten af OPE-N-holdet ud i. Hjemmehygge krydret med vold mod børn er ikke hverdagskost. Og ubehaget er eklatant fra start til slut.

En sansebåret fortælling

Teatersalen er forvandlet til en dagligstue. Vi sidder midt hyggen i bløde sofaer mellem fyldte bogreoler og familiefotos og udstyret med kaffe og kage. Genkendeligt og rart, og alligevel er der noget, som skurrer. Midt på gulvet ligger en mand, udstrakt på ryggen – er han død?

Publikum skal være vågne og lytte grundigt med, hvis den cirkulære og sansebårne beretning skal give mening. Manden på gulvet (Andreas Borregaard) er ikke død. I hvert fald ikke i begyndelsen. Han er hund, akkordeonist. Han er farens stemme og brutale slag. Pigen (Sophia Heide Hertzum) er thaibokser og voldsoffer.

De står over for hinanden forbundet af hinandens blikke. Manden slår lyden af på akkordeonen. Tinnitus, skarpe disharmonier. Et auditivt ubehag, som øjeblikkeligt trækker alt behag ud af kroppen. Pigen gør klar til kamp og tager boksehandsker på. Ingen taler. De synkroniseres i et koreografiske bevægelsesmønster, vuggende hofter og hænder for øjnene. Der er noget vi ikke må se? Eller vil se? Fortællingen findes i lyden, i koreografien og mellem linjerne i de få ord, som siges.

Hunden er hendes ven

Pigen læser op fra en bog om hundens historie fra ulv til tamhund. Manden gør og hyler, han er tamhund og bæst på samme tid. Han forvandles. Bliver til faren. Vi fornemmer ham i akkordeonen, som trækkes ud uden toner. Lyden af luft fungerer som farens åndedræt. Uhyggeligt i sin uhåndgribelighed og pludselige nærvær. Skarpe toner rammer som de slag, han giver pigen. Hun gemmer sig under bordet. Vi mærker fortællingen, som lyden fra instrumentet har plantet i vores kroppe.  

Hunden er hendes ven og redningsplanke. Hun tænder en masse batteridrevne hundebamser og sender dem rundt i stuen med hundeglam og nuttethed en efter en. Der er noget ensomt over situationen, som først synes sjov med de små bamser, senere skræmmende, da lyden fra faren pludselig tager over.

Rare klange bliver til dybe disharmoniske klangflader. Ondskaben overrumpler. Hunde kan ikke redde børn fra forældrenes vold i hjemmet. Og vi forstår pointen. Vi må se det, vi ikke vil se. Vold mod børn i hjemmet findes, uagtet hvor hyggeligt hjemmet tager sig ud på overfladen.

Et rasende modigt projekt

Det er flot fortalt og modigt at holde fast i formens fortællende kraft. Derfor virker afslutningens meget konkrete form også lidt afmonteret og flagrende i forhold til resten af formatet.

Pigen læser op fra posters, der sidder på væggene rundt om i stuen. De indeholder små citater fra virkelighedens børn og unge, der lever med vold i hjemmet. Citater, som forklarer rammer for fortællingen, men også kommer for sent i forløbet til at blive rigtig vedkommende for alt det, vi lige har oplevet.

Hundeliv er et rasende modigt og vedkommende musikalsk bud på at fortælle om voldsomme temaer på en lidt anderledes facon. Jeg kan være nysgerrig på, om den yngre del af målgruppen, der er sat fra 13 år, helt når at fange formatets fortælleform. Men det er svært ikke at bliver berørt af musikkens mørke klange, den underliggende voldsfortælling og formens klaustrofobiske ensomhed.