Rewilding af kunsten – Interview med Metropolis om festivalen Performing Landscapes

Metropolis – Københavns Internationale Teater (KIT) inviterer til festivalen Performing Landscapes i weekenderne den 9-11. og 13-18. maj på Refshaleøen. Hele 30 forskellige performances kan opleves over to weekender. ISCENE har været forbi for at høre om tankerne bag naturen som teaterrum og den nye kunstneriske bevægelse, Ecopolis.

Ude midt i Refshaleøens rå vildnis af efterladte bygninger og selvsåede træer holder Metropolis til. For snart 20 år siden stiftede Trevor Davies Metropolis som en international festival og platform for performancekunst i det offentlige rum. Under festivalen Performing Landscapes arbejder kunstnere tværæstetisk med at sanse, forbinde, hvile og vandre med publikum i samklang med naturen og skaber nye forbindelser.

Metropolis arbejder fra 2024-2028 med begrebet Ecopolis – en ny kunstnerisk genre, der testes og udvikles. Performing Landscapes præsenterer forestillinger inddelt i temaer som aspekter af Ecopolis som heling, lydkroppe, materialer og alternative fremtider. Vi har talt med kunstnerisk leder Trevor Davies og kunstnerne Nana-Francisca Schottländer (KRITISK MATTER) og Tora Balslev (Daily Fiction) om performance med naturen i centrum, og om hvad Ecopolis skaber af forandring.

Ecopolis – nyt perspektiv

“Ecopolis er et nyt perspektiv, en fiktion, måske en ny form for utopia,” indleder Trevor Davies, der mener, begrebet peger på en vej ud og væk mod noget ukendt:

“Vi er søgende, for der er ingen bestemt politisk, religiøs eller filosofisk kapitalisering eller argumentation bag det. Det er befriende, for det betyder, at vi selv kan definere det. Kunsten får sin frihed tilbage og kan placeres i en transformationskontekst – på en rejse uden ende.” Trevor Davies ønsker, at kunsten selv kan være med til at definere, hvordan en ny form for -isme kan fortolkes. Det er bedre end at afvente en institutionalisering eller retning, hvor kuratorer og andre siger, hvordan vi skal tænke og handle:

“En sådan søgen væk fra normale terminologier og begreber kræver tid, måske generationer eller geologisk tid? Vi har en magtstruktur omkring begreber, og det at ingen ved, hvad det nye er, giver en større frihed. Vi taler så meget om det globale, men hvad nu, hvis det her er universelt? Det er essensen af, hvad kunst kan – så måske skal vi lære at formulere de her ting i et nyt sprog.”

Tora Balslev genkender behovet for et nyt kunstnerisk sprog og noget nyt at være sammen om og kæmpe for:”Hvad er det, de andre arter kan lære os – nogle nye måder at handle på, som vi virkelig har brug for og hungrer efter. Vi skal ikke nødvendigvis tænke, men sanse det kropsligt.”

Kollektiv for ny kunstform

Tora Balslev ser derfor en stor værdi i det fællesskab, Metropolis har skabt:

“Der er skabt et hus, som ikke er et hus. Der er ikke vægge, men forståelse for en bevægelse, hvor der sker noget i sprækkerne. En platform, hvor rigtig mange af os er i et community, hvor vi mødes og skaber fælles forståelse. Fx var begrebet, “re-narrating the city,” titlen på et open call hos Metropolis, der åbnede en hel verden for mig. Og på mit første residency var det dig, Nana-Francisca, der var facilitator og inspirator og kunne hjælpe med et sprog for det, der allerede var i gang. 

Det er en svær kunstform at stå med som enkeltkunstner, formidler og arrangør. I skaber en bevægelse, man som kunstner kan mærke. Det gør virkelig en forskel at være en del af.” Nana-Francisca Schottländer husker udfordringerne med at beskrive de nye kunstneriske ideer:

“Dengang jeg gik i gang, var det virkelig mærkeligt, det jeg lavede. Og når jeg skulle formulere, hvad det var, havde jeg næsten ikke et sprog. Nu har vi et meget rigt og nuanceret fælles sprog, som vi er mange der bruger. Ecopolis har været en organisk vækstproces, som fortsat skal have tid og rum for at blive til noget, vi kan se, føle og interagere med. Dermed kan vi udbrede en diskurs om det, vi gør.”

Artslig selvoptagethed

Hvad driver de nye strømninger og nysgerrigheder, der har sat rejsen i gang fx i Performing Landscapes? Flere og flere kunstnere arbejder nu i det regenerative felt i tæt relation til naturen. Nana-Francisca Schottländer siger:

“Verden kalder på, at der finder et skift sted. Det ræsonnerer i os som kunstnere og i vores måder at skabe, undersøge og agere på. For mit vedkommende opstod det af en dyb, nærmest allergisk, reaktion på den artslige selvoptagethed, som tidligere har været drivkraft i mit kunstneriske virke. Hele den enorme fokusering på den menneskelige præmis, menneskelige følelser og menneskelig historie. 

Jeg var nysgerrig på, hvilke andet-end-menneskelige relationer, der kunne opdyrkes, og hvordan jeg kunne formulere det i mit arbejde, og i min opfattelse af at være i verden, og det jeg relaterer til. Det er radikalt anderledes, både tidsmæssigt og skalamæssigt at forsøge at samarbejde med tidevand, brændenælder eller sten. Så hvordan kunne jeg skabe rum for, at andre kunne opleve de her ting, gøre sig erfaringer og reflektere?” Tora Balslev fremhæver også momentum under coronatiden:

“Det blev en naturlig selektion, når man kun måtte være 10 sammen, og alt ellers foregik via skærm. Sammen med Mette Aakjær (fra Wunderland, red) fik vi den idé, at man kunne gå ud i naturen og mødes. Det var ret skønt at stå der i en cirkel med 10 mennesker i skoven, hvor jeg så guidede dem to timer ud i et forløb. Folk sagde, at det var lige, hvad de trængte til – og det voksede som proces. Vi kunstnere i feltet var alle i gang før corona, men nu kunne vi få fondsmidler til kunst udenfor scenerne, fordi det var præmissen. Det blev mere legalt og accepteret.”

Rewilding af kunsten

“Den nye bevægelse vokser ukontrolleret og frit frem,” siger Trevor Davies. Til forskel fra den mere kontrollerede kunst i rum. “Der findes meget få udefinerbare, komplekse rum – alt er ryddet, pænt og kontrolleret. Herude er alt liv endnu ikke helt knust. Man kan gøre ting, man ikke kan andre steder. Her foregår rewilding af sig selv.” Han peger ud ad vinduet: “De træer har plantet sig selv gennem 30 år. Det bliver det eneste sted, hvor der kommer en folkepark i den nye plan for Refshaleøen. Naturen har skabt den – ikke designerne.

Trevor Davies reflekterer over, om vi kan afholde os fra trangen til at designe og kontrollere alt og i stedet acceptere, hvad vi har: “Ønsket om perfektion er interessant, for når man er udenfor blackboxen, accepterer man, at det ikke behøver være perfekt eller smukt.” Nana-Francisca Schottländer tilføjer:

“Vi er ekstremt dygtige til at kontrollere, administrere og planlægge alt som en værdi i sig selv. Hvor tæt kan jeg komme på det, jeg har sagt, jeg vil gøre? Det øjeblik, vi rykker udenfor, skal jeg i dialog med entiteter, som ikke er kontrollerbare. Det er ydmygende i ordets bedste forstand og udfordrer konstant vores planer og store tanker. Vi kunstnere er derfor optagede af, hvordan vi træner en anden måde at forstå og samskabe med verden på.

Hvordan kan vi skabe noget, som ikke er store planer, vi moser ned over det, der er og i stedet undersøge, hvordan det kan spire ud af mødet med det, der allerede findes derude. Asfalten og stenene har været igennem menneskers forarbejdning, men er stadig natur. Det er vores måde at forme verden på – ligesom myrerne bygger myreturer, og bierne bygger deres bo.”

Aktivisme gennem autenticitet

Trevor Davies mener, den kunstneriske diskurs er blevet langt mere aktivistisk: “Det er ikke aktivisme, hvis du accepterer gældende normer, finansiering og struktur. Det er påstande eller “skuespil”. Vi skaber performances, hvis essens er, at jeg agerer som mig og ikke i en rolle. Der er en anden autenticitet i mødet med publikum og en frihed til at udtrykke sig. Der er dyb alvor i det uperfekte, som ved tidligere bevægelser, men det her er mere eklektisk og kommer fra en position af accept.”Nana-Francisca Schottländer supplerer: 

“Jeg plejer at sige, at jeg ikke er så interesseret i at pege på problemerne, men at stille mig midt i spændingerne og derfra pege på andre perspektiver. Fx midt i det, der sker et sted som her. Derfra peger jeg ind i sprækker og revner til andre måder at forstå verden på – fra fortider til nutider og potentielle fremtider.” Tora Balslev og Nana-Francisca Schottländer arbejder ofte med at være i hvile med materialerne, og Trevor Davies siger:

“Det er også en form for aktivisme at ligge ned og ikke gøre noget. Skal aktivisme være fuldpower, konfliktsøgende og acceptere præmissen om opposition? Den kan gøre noget andet, og det synes jeg er interessant.” Tora Balslev overtager: “Vi taler om vores værker som mikrotopier, hvor vi og publikum kan agere med andre værdier og normer for en tid. Det er et modtræk til en hverdag, hvor vi bliver konfronteret med verden, som den egentlig altid er – i håb om at forandre den, selvfølgelig.”

Mikrotopiske laboratorier

Nana-Francisca Schottländer forklarer videre: “På den måde er det jo laboratorier. Som kunstner forstår jeg også det, jeg undersøger på ny, hver gang jeg inviterer andre ind i værket sammen med mig. De fælles undersøgelser er mindst lige så afgørende, fordi værket også finder sted i publikums kroppe og refleksioner.” Bliver kunstneren dermed også både guide og formidler – og måske en form for oversætter for publikum? Nana-Francisca Schottländer fortsætter:

“Ja, eller i hvert fald stiller kunsten noget frem, som vi i fællesskab kan forholde os til. Vi implicerer folks egne kroppe i det, så de selv bliver performere i den forestilling, de oplever. Der sker noget spændende i forhold til forståelsen af ens egen verden, når man er en del af det i stedet for at kigge på udefra. Det tror jeg kan være transformativt. Det er ikke kun intellektuelt det her, men et forsøg på at se, hvad det er for nogle sprog som bevæger os og fører os videre ud i verden en lille smule forandrede.”

Alting har bevidsthed

I løbet af samtalen bliver det tydeligt, hvor dialogisk arbejdet med Performing Landscapes er – både med omgivelserne og publikum. Som Trevor Davies siger: “Alting har en følelse og bevidsthed. Vores tro på, at sten også kan græde, kommunikerer vi videre i forbundethed med materialet.” Schottländer tilføjer: “Vi forsøger ikke at menneskeliggøre materialet, men at tillade at møde dets andethed med nysgerrighed og gensidighed for at se, hvad det gør ved os.” Trevor Davies giver et eksempel:

“Sara Vilardo har en app, man kan holde over en plante for at høre dens grundlæggende lyd afhængigt af den specifikke plante, og den spiller hovedrollen i et værk. Det er interessant at spørge sig, hvad er kunst, og hvad er natur, hvad er vind, og hvad er lyd? Det dekonstruerer mange ting, når et materiale kan skabe sit eget værk.” Tora Balslev tilføjer:

“Det gør os måske også i stand til at forstå ting bedre. Jeg kan pludselig opdage, at en plante har en lyd, eller at asfalt har en bevægelse. Jeg får dermed lettere adgang til at føle mig som en del af den samme organisme som dem, og det er måske det, vi gør i alle de her forskellige kategorier under festivalen. Det åbner en forbundethed.”

Forbundet gennem sanser

Metropolis’ kunstnere oplever ofte det skift, der sker hos publikum i løbet af forestillingerne. Nogle bliver sågar mærkbart knyttet til de materialer, der indgår i værket. Nana-Francisca Schottländer fortæller:

“Vi er vant til at tænke i forbundethed – at dele noget med andre mennesker. Så det at opleve eller bevidne dyb forbundethed med et stykke asfalt eller en sten er spændende. Når jeg laver rock-bonding-sessions bliver folk tit dybt forbundne med en sten. Det kan blive virkelig inderligt og meget smerteligt og sorgfuldt, når de skal sige farvel. De ved, at nu rejser stenen den ene vej ud i verden, og de selv den anden vej. Der er noget i det at blive mindet om sin evne til forbundethed, som er meget transformerende.”

Tora Balslev har flere eksempler på, at folk bliver berørte af omsorgen for naturens materialer: “Publikum bliver tit berørte af at komme ind i sanserne og få tid. Der er sådan en wow-fornemmelse og ømhed i det. Mange reagerer fx på, at jeg er nænsom over for et materiale, som vi mennesker ikke plejer at yde kærlig omsorg. Især det med at komme ned i hastighed og være i tiden får folk til at udtrykke, at de kommer tilbage til sig selv og deres sanser. 

Det at genskabe nogle tabte forbindelser er det, mange reagerer på. Vi kommer i resonans med os selv. Når vi ikke har forbundethed med den ydre verden, kan vi heller ikke mærke, at vi selv lever, fordi vi eksisterer i relationer. Jeg tror også, det er derfor, det er vildt for folk at møde en sten. De bliver et med sig selv.”

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Metropolis med fuld redaktionel frihed for ISCENE.