★★★☆☆☆ Narrative Scripts – tv-show-teater savner skarpere fokus

Kassandra Productions Narrative Scripts er en forestilling med meget på hjerte. Her italesættes menneskers flokmentalitet, de sociale mediers ekkokamre og kognitiv dissonans i vekslen med vidt forskellige sceniske virkemidler. Og det er nok lidt for meget på én gang.

Lokalet i Store Sal på Teatret Svalegangen er med Signe Kroghs scenografi omdannet til et rødt tv-studie, hvor to værter er klar til at optræde for et live publikum. Bagerst står to papfigurer af værterne ved siden af et massivt langbord og to stole, der er placeret under glitrende prismelysekroner. Forrest – adskilt med et forhæng af røde snore – er en forscene, hvor værterne kan komme helt tæt på publikum.

Til venstre for scenen er teknikeren placeret ved en pult med stribevis af skærme, der viser alt fra farvestrålende prøvebilleder til nærbilleder fra scenen. Det underbygger illusionen af tv-show, men bliver indimellem også distraherende, når lyset fra skærmene tager fokus fra performerne. Det samme gør garderoben til højre, hvor et stort spejl med pærer langs kanten er placeret.

Festligt og forvirrende

Musikken – i form af en dansevenlig jingle – brager ud af højtalerne, mens hvid røg vælter ind over scenegulvet. De to jakkesætklædte værter danser frem fra bagscenen på overgearet vis. Med store smil byder Lisbeth Sonne Andersen og Kasper Daugaard Poulsen os velkomne og introducerer os for aftenens tema, påvirkning!

Pludselig afbrydes de og lyset i salen tændes. Instruktør Annika B. Lewis rejser sig fra forreste række og beder dem tage hele scenen en gang til med højere energi. ”Vi vil jo gerne være inkluderende,” siger hun, mens hun ser indforstået på publikum.

Hele scenariet gentager sig, og de to værter giver den max gas på scenen. Således forløber den næste times tid i en vekslen mellem noget, der kunne være scener i et tv-show, forklarende samtaler i podcastformat, udflydende, performative indslag og dansesekvenser, hvor publikum opfordres til at rejse sig og danse med. 

Det er for så vidt underholdende og til dels tankevækkende, men også bare en smule forvirrende. Hvad er det egentlig, de ønsker at fortælle os? Annika B. Lewis har tidligere skabt forestillinger med et noget mere skarpt fokus, som The Soul Catcher i 2020 om at leve i et forhold med en narcissist, eller The Swamp i 2023 om Internettets mange faldgruber.

Flokmentalitet eller ej?

I beskrivelsen af Narrative Scripts står der blandt andet, at det er en forestilling, der tager ”livtag med manipulation og magt, tavshedskultur og flokmentalitet”. Langt hen ad vejen lykkes det egentlig også. Det er i hvert fald nogle af de emner, de to værter tager op. Så måske vil nogle blandt publikum opleve åbenbaringer om de sociale mediers algoritmer eller om de ekkokamre, vi alle bevæger os i, men umiddelbart bidrager iscenesættelsen ikke for alvor med nye indsigter.

På hvert sæde på publikumsrækkerne ligger en fåremaske i papir, som publikum kan tage på, hvis de ønsker at være anonyme. Samme type masker iklæder de to på scenen sig også i kortere sekvenser. Det er oplagt at benytte fåret som symbol på menneskers flokmentalitet og føjelighed, men det lykkes bare ikke fuldt og helt de to på scenen at forføre og manipulere publikum. 

Det mærkes tydeligst i dansesekvenserne, hvor værterne går all in, men kun dele af publikum har lyst til at lege med. Derfor skabes nærmest et antiklimaks, når Annika B. Lewis efterfølgende rejser sig og spørger, om vi kunne mærke fællesskabet i fællesdansen. Det er måske en pointe i sig selv. Måske er det formålet med iscenesættelsen at være dobbelttydig i sine budskaber. Eller måske er den simpelthen bare ikke skåret skarpt nok.