★★★★☆☆ Nykøbing Falster Revyen 2025 – musikalsk særklasse og satire med bid

Nykøbing Falster Revyen 2025 fejrer revygenrens 175 år med en svingende musikalsk revy med parodier, der rammer plet og satire, der ikke er bange for tidens svære temaer.

Nykøbing Falster Revyen 2025 står i fejringens tegn. Revygenrens eget 175-årsjubilæum afhandles allerede i åbningsnummeret, hvor et hav af revyklassikere afvikles i turbofart. Så er vi i gang, og første del stopper på toppen med en tour de force gennem Danmark Radios første 100 år. Der er et twist på alt fra Ingrid og Lillebror og Melodi Grand Prix til Kim Schumacher og Clemens Kjærsgaard. Begge numre er skrevet af Rasmus Krogsgaard, der doserer fint med samtidsaktuelle indstik i al nostalgien.

Det sentimentale får til gengæld frit løb i det fejende flot arrangerede afslutningsnummer, der hylder Elvis Presley, der i år kunne være blevet 90, og den idé har en del revyer fået. Nykøbing Falster-holdet forløser den med bravur. Som det bedste bevis på, at “musik forstås på alle sprog,” som revydirektør Mickey Pless selv synger i Leif Maiboms fine Pianistens vise.

Rammende parodier

Gennem det hele vandrer Anders Agger, der efterhånden kan udnævnes til en af årets yndlingsparodier. Gordon Kennedy er parodiernes mester, og hans Agger-version er perfekt øretæveindbydende. Henslængt selvopfyldt afbryder han konstant de andre og stiller spørgsmål, som ingen ønsker svar på. Lidt mindre vellykket er hans Krejlerkongen. Her skal han jonglere fire parodier, herunder det snøvlende par Martin Lidegaard og Ulla Terkelsen. Sketchen har potentiale, men sidder endnu ikke helt i skabet.

Det gør til gengæld Kennedys og Karen-Marie Lillelunds indebrændte sangerpar, der vejrer morgenluft for at sprede dårlig stemning på plejehjemmene, nu hvor Keld & Hilda er gået på pension. “Do you speak English/Gu’ gør jeg røv,” hedder det så smukt i Jan Svarrer og Søren Anker Madsens velfungerende tekst.

Karen-Marie Lillelund har for alvor fundet sin plads i revyen og skaber mange skønne karakterer. Allerbedst er hun dog i sin egen Boykot, der trækker på hendes syngepigeerfaring og rammer plet med sin satiriske udstilling af danskernes dovne sofa-aktivisme.

Politisk ondulation

Bedårende irriterende er hun også som kendis-stalker/wannabee i Birthe Jønssons Lagt på frost. Den spiller sjovt nok på, at Kristine Yde næste år har en af hovedrollerne i musicalversionen af Disney-hittet Frost. Anders Agger kigger naturligvis også forbi, men Kristine Yde trumfer som den sande primadonna og synger blæret stikket hjem. Det gør hun igen – men på langt mere vemodig vis – i Rasmus Krogsgaards klimavise om dem, der gør det godt.

Han er selv på banen med sin egen gendigtning af De tre musikanter, som suverænt er revyens bedste satire. Her møder vi “privatbil, klovnebus og traktortræk,” mens regeringen spiller “i hver sin toneart,” før slutningen “spilled’ de for livet / som dem der spilled mens Titanic gik ned.” Velskrevet og fremragende udført.

Satiren er også skarp hos Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, der atter har været en tur på Det politiske posthus. Her ondulerer hele holdet, med Rasmus Krogsgaard og Karen-Marie Lillelund i spidsen, den hjemlige politiske scene. Udover en abe, der går på omgang, en bar røv at trutte i til Palæstina og en varmluftballon til klimaet, får Moderaterne også et dagaktuelt rap over nallerne: “Deres sager er beskidte og de betaler godt.”

Henrik Lykkegaard leverer en lummer schlager, som kun han kan, i sin egen Jeg sender dig et billede (gæt selv af hvad), men nummeret mangler lidt bid. Han pludrer sjovt med Gordon Kennedy i Mikkel Reenbergs De-sidste-sciple, men med al respekt havde sketchen noget mere nerve i Amager Revyen bizart-indolente udgave.

Tør bide til bolle

Der er som altid Sidste nyt fra Falster, der i år nok mest har genkendelsens glæde. Mere schwung er der over Vase/Fuglsangs EU-hymne Sammenhold. I en præcis iscenesættelse af Rasmus Krogsgaard rammes skismaet mellem at tage fælleskabets forpligtelse på sig og ønske at gå sin egen vej – ligesom i øvrigt Kennedy og Lillelunds vrangvillige popduo.

Lars Rødbroes futuristisk lysende signaturscenografi lægger også i år en udsøgt, abstrakt ramme om revyen. Det gælder også kapelmester Mickey Pless’ særdeles fornemme arrangementer, der leveres på højt niveau af det som altid stærkt swingende orkester.

Holdet brillerer også i de mange musikalske fællesnumre, der også tæller Gordon Kennedys barske kapitalismekritik i Min allerbedste ven om et andet af årets temaer, TEMU. Det samme gælder den tilsyneladende pjattede Det er surt at være skurk, hvor fortidens fiktive skurke fortrænges af nutidens ægte. Av, det er ikke så sjovt, når man lige mærker efter.

Nykøbing Falster Revyen 2025 er i særklasse musikalsk og har nogle af årets hidtil bedste satiriske numre, der virkelig går til biddet. Rasmus Krogsgaard har som instruktør givet revyen et flot flow, men den skæmmes lidt af et par tekster under niveau især til slut, hvilket giver en lidt ubalanceret afslutning. Det sagt, er revyen både underholdende og modig, fordi den tør bide til bolle på tidens svære temaer, hvilket lidt er en mangelvare i år.