★★★★☆☆ Savnet materialiserer sig i Requiem for papir

Den nye GribGruppen sætter tyst savnet i svingninger i deres let immersive, sanselige performance Requiem for papir, hvor materialet konkret og fabulerende blander sig med tekst og lyd til en rørende ode til det forgangne, og det, der opstår ud af det.

Tre kvinder. Tre printere, der spytter ark efter ark ud, mens vi sætter os i et rektangel langs væggene mellem reoler fyldt med ringbind og tavler fyldt med opslag.

“Jeg er papiret. Men hvad nu? Er jeg blot historie,” står der på deres print, som de tavst lader tale. Papiret er fortalt historie, men også noget mere uartikuleret og sanseligt, som vi erfarer, da vi dykker ned i fortællingen med de tre.

Hverdagens manualer

Kvinderne rydder op. Konkret og følelsesmæssigt. En far er død, en andens mor skal på plejehjem, og en forsvinder i demensen. Deres forladte hjem står fulde af papirets minder i alle former. Dets sagte raslen mimes af Birgit Løkkes whiskers. Hendes første whiskers, som det viser sig, at far har gemt, da hans hus skal ryddes. Deres blide, insisterende rytme lægger sig som en puslen i sindet, når hun inciterende slår dem mod papiret.

De to andre tømmer kasser og sorterer. Henfalder til at bladre i ringbindene og læse brudstykker op. Af opskrifter, telefonbøger og brugsanvisninger. Hverdagens manualer, der i sig selv bærer mindet af en duft, en smag, et længst glemt menneske.

Vreden i sorgen

Så vælter påklædningsdukkerne op af papkasserne og går fra hånd til hånd rundt mellem os. Store og små, kække og blide. Vi har svært ved at slippe de små piger og damer af papir, men så kommer glansbillederne. Åh glansbillederne. Engle og piger i folkedragt. Blomsterpiger og bibelbilleder. Hver husker sin favorit, mens de knæler på det farvestrålende tæppe af billeder og funderer over morens samlemani, der også rettede sig mod servietter, sprællemænd og gavepapir.

Der er stilehæfter, dagbøger, postkort og breve, der alle vækker et minde. Om en sang, om en rejse, om en tabt kærlighed. Et stort kort bølger mellem dem, mens store ark foldes til hatte, og væggene draperes med papirets erindringer. Vi folder papirflyvere og mindes krigens illegale blade.

Bunden går ud af den tunge flyttekasse med bøger og forvandler sorgen til vrede. Tabet af en elsket er også vrede og forvirring. Hvem er den efterladte nu? Kan sorgen initiere en genfødsel? Kan papirets forbindelse til træet, til naturen forsone os med livet, der gror og forsvinder og atter genopstår?

Savnet finder sin plads

Fra påklædningsdukkernes taktile kraft og sangenes sproglige styrke transformeres savnet over i den visuelt bårne slutsekvens, hvor en æsteticeret skov vokser op omkring os, mens mørket sænker sig. Papirets raslen blander sig med vandets rislen, klokkernes ringlen og Birgit Løkkes elegiske sang i en melankolsk, men blødt håbefuld afslutning, hvor savnet finder sig plads.

Requiem for papir er en savncollage, hvor sorgen arbejder sig igennem papirets materialitet, ordenes søgen og musikkens transcendens. Det er personlige fortællinger, der bliver almene i de genkendelige nedslag i hverdagspapiret, der bærer så uendelig meget betydning.

Og som i modsætning til det digitale spor findes, når den elskede forsvinder. Findes som håndgribeligt materiale og bittersøde minder, der her bliver en rigt facetteret elegi, hvor de tre kunstneres individuelle udtryk mødes frugtbart i en rørende ode til det forgangne og til det, der opstår af det.