★★★☆☆☆ Kløvedal – Det bedste man kan sige viser nuancerne i 70ernes kollektivisme

Det Flydende Teater under Teatergrad har denne gang kastet sig over kollektivismen og dens menneskelige konsekvenser for kollektivisternes børn i en god dramatisering af Nadia Kløvedal Reichs erindringsbog Det bedste man kan sige. Det er der kommet en lidt uegal forestilling ud af, hvor et stærkt kammerspil kunne have fortjent en mindre åben lokation og en anden prioritering af det musikalske lag.

“Det bedste, man kan sige om en far er, at han er en god onkel,” mener Ebbe Kløvedal Reich-karakteren i Teatergrads dramatisering af hans datter Nadia Kløvedal Reichs erindringsbog (2023). Det kan man knap nok sige om Ebbe selv, der ligesom i bogen fremstår som en selvopfyldt fader, som “man kan vente på resten af livet” – og med meget sporadiske onkel-kvaliteter.

Få voksede op i stammen

Skal man anlægge den rummelige brille, er han og Nadias mor, Alice, tro overfor deres hippieværdier og opgøret med samtidens borgerlige normer. Er man mindre rummeligt anlagt, undres man over mennesker, der sætter en strøm af børn i verden uden at interesse sig for dem.

Men det var – som en replik naturligvis også lyder – “en anden tid”, og det fine ved bogen er da også, at Nadia Kløvedal Reich anerkender, at de voksne omkring hende troede på noget. Netop derfor bliver hendes søgen efter mening også vedkommende. Den er nuanceret og smertefuld på den modne måde, hvor man ved, at intet er sort eller hvidt.

Den balance får Thomas Markmann også godt med over i sin dramatisering, om end hverken bog eller drama lægger noget særskilt nyt til fortællingen om de relativt få børn, der voksede op i denne type kollektiv eller “stamme”, som Ebbe kalder det. Kollektivisterne ejede tidsånden, og deres værdier gennemtrængte over tid samfundet og smittede også af på majoriteten – os, der sideløbende voksede op i borgerlige, kulturradikale- og arbejderfamilier på helt samme tid.

Generationsopgør

Kollektivismen er derfor også interessant i dag – ligesom det bliver interessant, når kollektivisternes børne/oldebørn snart skal gøre op med forældre, der på andre pseudo-inddragende måder har givet børn voksenansvar og samtidig skærmet dem fra verdens stød uden at se den konkrete trussel fra skærmen i barnehænderne.

Det Flydende Teater, der ikke længere flyder på vand, er atter rykket til en ny lokation. Denne gang ved Lyngby Mølle, hvor stoleopstillingen langs teltets langsider mimer den måde, vi sad i den båd, der oprindeligt gav teatret navn.

Midt i rummet står et fint dækket bord, der snart bliver til et julebord, for Nadia har taget traditionerne tilbage, og kunne ikke drømme om at udsætte sine kernefamiliebørn for “jul med marokkansk tema”, som hendes egen mor gjorde. Nikolaj Heiselberg Traps fine scenografi er en markant medspiller, der med sine kasser, mønstrede tæpper, demo-skilte og afkrydsningsliste for øl og børnepasning fremkalder visuelle minder og hurtigt bringer os fra sted til sted.

En god egoist

Thomas Markmann har skåret oplægget godt til og holder fornem højde på replikniveau. Dramaturgisk bliver det lidt mere trægt. Et livsløb er sjældent dramatisk i sig selv, og netop denne historie har ikke særligt definerende vendepunkter og ender heller ikke i en form for opgør eller forløsning. Begge dele er vævet ind undervejs, hvor vi kan gyse over de omsorgssvigte børn eller fnyse af de voksnes egoisme – “det kræver en god egoist at være en god kollektivist” er et andet af Ebbes bonmots.

Brian Hjulmann rammer den narcissistiske Ebbe lige på kornet, så vi mærker hans store karisma, men også hans manglende empati med alt andet end sit eget livsprojekt. Anne Gry Henningsen er helt på niveau som Alice, der også står på mål for sine livsvalg, men dog er et menneske, man kan nå. Malin Rømer Brolin-Tani giver sin svære Nadia-rolle, der nemt kunne kamme over i lidelsesfuld patos, kant og tvivlrådighed. Alle skaber de mennesker og ikke klicheer i det kammerspil, der godt kunne have fortjent at udspille sig i et lukket rum.

Uegal oplevelse

Teatrets huskomponist, Marie Louise von Bulow, står atter bag musikken i fem stemningsfulde sange, der indfanger datiden i et poetisk åbent sprog. Christine Worre Kann fremfører sangene som en art tidsånd i hippiekostume, der bevæger sig ud og ind mellem karaktererne uden at interagere direkte med dem. Ideen er forståelig, men udførelsen var underligt ikke-integreret og fylder på en uhensigtsmæssig måde, der bryder historiens flow.

Alt i alt bliver det en lidt uegal oplevelse ved Lyngby Mølle, hvor den montageagtige form giver mening, når forlægget er et erindringsværk, men hvor det er kammerspillet, der brænder sig fast og med fordel kunne have stået alene.