Normbrud har på mange måder været essentielt for den vestlige kunstforståelse og spiller stadig en rolle på både æstetisk og eksistentielt plan. Waves Festival 2025 har et bredt kunstnerisk program med flere forestillinger, der eksplicit arbejder med at bryde normer på meget forskellig vis. Vi har talt med to af kunstnerne bag, franske Olivier de Sagazan, der er inspireret af Antonin Artauds Grusomme Teater, og den britiske koreograf Botis Seva, der også deltager få festivalens branchedage, Waves Xtra.
”Vi kunne skrive en hel bog baseret på dine spørgsmål,” udbryder Olivier de Sagazan begejstret i starten af vores samtale. Den franske kunstner er dybt optaget af normbruddets transformative kraft, som da også materialiserer sig ganske voldsomt visuelt i hans performance Transfiguration.
Her er han på samme tid kunstner og materiale og udvisker ikke bare sine individuelle ansigtstræk, men også skellet mellem menneske, dyr og væsner, og mellem liv, krop og død, ved at dække sit ansigt med ler, maling og andre materialer. Transfiguration, som Olivier de Sagazan skabte i 1998, kommer til dette års Waves Festival, hvor den er en blandt flere forestillinger, der udfordrer normer æstetisk og eksistentielt.
Et transformativt ritual
Olivier de Sagazan er inspireret af Antonin Artauds tanker om teatrets evne til at konfrontere mennesket gennem symboler og sanser. ”Artaud fortæller os, at ”det menneskelige ansigt ikke har fundet sit ansigt, og at det er op til maleren at skabe det. Jeg forsøger i min performance at forstå, hvad et ansigt er, og samtidig vise tilskueren alt det mærkelige ved et menneskeligt ansigt,” forklarer Olivier de Sagazan og fortsætter:
”Det, der vil overraske tilskueren, ud over ansigternes foruroligende karakter, er performerens engagement. Jeg er ikke en spiller, der repræsenterer noget. Jeg mimer ikke en karakter, der dækker sig selv med ler, indtil han kvæles. Jeg mimer ikke en, der slår hovedet, og den ild, der flammer i mit ansigt, er en rigtig ild. Mit fysiske og psykologiske engagement er totalt, fordi det spørgsmål, jeg stiller mig selv i denne forestilling, er det spørgsmål, der altid har hjemsøgt mig.”
Jeg er ikke en spiller, der repræsenterer noget. Jeg mimer ikke en karakter, der dækker sig selv med ler, indtil han kvæles.
Det dybe personlige engagement, der i sig selv kan forekomme normbrydende, opstod da også uden publikum i kunstnerens atelier: ”Jeg ville undersøge, hvorfor vi kan opleve, at der er liv i en skulptur, så jeg stillede mig foran et kamera og dækkede mit ansigt med ler, så jeg kun kunne se jorden og så koncentrerede jeg mig om at forstå, hvad der får os til at føle, at der findes et levende væsen under jordmassen. Det forsøg fik ufattelige konsekvenser for min måde at betragte mit arbejde og forstå verden på,” fortæller Olivier de Sagazan.
Han har siden opført performancen mere end 400 gange og den har over tid udviklet sig, så transformationen er blevet en form for ritual, der ikke kun udføres på ansigtet, men involverer hele performerens krop og integrerer dans og sang som modpunkter til den kropslige forvandling.
Vansiring i kunsten
Inspirationen fra Artaud, der også handler om at skabe resonans i publikum gennem fysisk voldsomhed og gru, går hånd i hånd med Olivier de Sagazans undren over, at de fleste opfatter det at leve som helt normalt.
Derfor er min strategi at presse kroppens transformationer til et punkt, hvor det fremkalder forbløffelse hos tilskueren
”Ingen ved, hvorfor verden eksisterer, og hvad vi gør i den, men størstedelen af menneskeheden er mere bekymret over resultaterne af en fodboldkamp eller over vejret i morgen. Det er som om vores hjerner afviser vores grundlæggende eksistentielle angst. Derfor er min strategi at presse kroppens transformationer til et punkt, hvor det fremkalder forbløffelse hos tilskueren. Vansiring i kunsten er for mig et våben til at undslippe vores omgivende normopati (ønsket om at fremstå normal socialt eller helbredsmæssigt, red.),” forklarer Olivier de Sagazan, der samtidig ønsker at udfordre meningen med kunst i sit værk.
”Performancen skaber en form for totalkunst, hvor jeg på samme tid er maler, billedhugger og danser. På scenen er jeg både dukkefører og marionetdukke og sætter dermed spørgsmålstegn ved kunsten og dens kraft ved at sætte spørgsmålstegn ved menneskets plads i verden,” forklarer han for til slut at konstatere, at selvom hver eneste af hans performances på sin vis er en fiasko uden svar på, hvad et ansigt er, så prøver han altid igen, fordi trangen til at tage ordet og spørge på ny slår igennem.
LÆS også ISCENEs interview med festivalens producent Maria Westh Hage her
De vigtige samtaler om verden
Koreograf Botis Seva besøger også Waves Festival i år, og selvom hans forestilling BLKDOG udfordrer normer med andre greb end Olivier de Sagazans værk, er han helt på linje med franskmanden, når det gælder normbruddets kraft i kunsten.
”Jeg tror, det er vigtigt at bryde med normerne for al kunst. I dag lever vi i en tid, hvor vi bliver mere og mere bange for at sige noget, så der kan kunsten tage en aktivistisk rolle og fortælle om de ting, der sker. Vi kan vise ting på en anden måde. Vores arbejde stiller provokerende spørgsmål, og det skaber de vigtige samtaler om verden, som der bliver mindre og mindre plads til,” slår Botis Seva fast, da vi taler sammen online nogle uger før festivalen.
Jeg elsker at finde et sprog, hvor rødderne kan krydses med andre inspirationer
Han er kunstnerisk leder for truppen Far From the Norm, der åbner Waves Festival 2025 med performancen BLKDOG. Kompagniets navn indkapsler især dets erklærede mål om at mixe forskellige genrer i dansen.
”Da vi startede tilbage i 2010, var det svært for publikum at forstå sproget i hiphop, så vi gik andre veje. Både for at gøre vores udtryk mere teatralsk, men også for at integrere de forskellige steder, vi hver især kom fra koreografisk. Nogle har studeret og andre har som mig lært at danse ved at se videoer og gå på kurser, så vores fælles praksis har altid haft hiphop som fundament, men vi eksperimenterer og blander andre bevægelsesmønstre ind. Vi bryder med forventningen til en hip hop-forestilling, og jeg elsker at finde et sprog, hvor rødderne kan krydses med andre inspirationer,” siger Botis Seva med glød i stemmen.
Taktslaget i bevægelsen
Far From the Norm lader sig inspirere af forskellige former for bevægelse, men bruger også musik og manuskripter i researchfasen, når de skaber deres særlige udtryk, der sker i krydsfeltet mellem forestillingernes elementer.
“Kostumer, lys, lyd og bevægelser arbejder sammen fra starten, så hvert taktslag er integreret i bevægelserne. Vi har arbejdet meget detaljeret med musikken, fordi den skulle være en del af bevægelsen, ikke adskilt fra den,” forklarer Botis Seva og uddyber:
Det er ligesom at kigge bag gardinet eller åbne den lukkede dør, så finder man en anden slags hiphop derinde
“Det handler igen om, at vi vil udfordre de normer, der er knyttet til hiphop som genre. Musikken ændrer sig, lydene ændrer sig. Så vi arbejder stadig med hiphoppens beat, men de ligger inde i et andet musikalsk udtryk i BLKDOG. Det er ligesom at kigge bag gardinet eller åbne den lukkede dør, så finder man en anden slags hiphop derinde. Fundamentet er der, men det lyder anderledes, og jeg vil gerne eksponere publikum for andre udtryk, hvor de selv kan fortolke og ikke bare sætte et mærkat som hiphop på”.
Genkendelsen i det personlige
BLKDOG er et meget personligt værk bygget over Botis Seva og de øvrige medvirkendes egen følelser og historier.
“Jeg er frustreret over de massive krige, drab og dødsfald, der sker lige nu. Det føles som en frustration i kroppen, så forestillingen er min måde at imødekomme den hjælpeløshed, som mange oplever. Som kunstner kan jeg bidrage med min krop, mine drømme og ideer, og denne gang havde jeg brug for at få afløb for noget aggression og en følelse af at være fastlåst i nogle ting.
Som kunstner kan jeg bidrage med min krop, mine drømme og ideer
Performancen handler om at håndtere traumer i min barndom, og hvordan jeg håndterer de tilknyttede følelser i dag som voksen. Jeg ville se på, hvordan traumer påvirker os som mennesker, og hvordan traumet udgør en form for skjult viden eller hemmelighed, som man sidder fast i og ikke rigtig kan fortælle andre om,” fortæller han og fortsætter:
“Så den er baseret på mine oplevelser, men også de andre i gruppens, og vi oplever, at den taler til folk, der kommer og ser den. Alle oplever frustration eller traumer i deres liv og publikum kan relatere til det personlige i forestillingen, fordi de kan genkende følelsen, også selvom de ikke selv har oplevet netop det eller ville håndtere det på samme måde.”
En vej ud af mørket
Botis Seva fortæller, at gruppen også var inspireret af den trivselskrise, som får børn og unge til at overveje selvmord.
“Selvmord er en stor ting globalt, og man hører om børn helt ned til 12 år, der tænker på selvmord. Det er meget bekymrende, så vi ville også gerne have nogle af de følelser med, så unge mennesker kan relatere til den, fordi det er vigtigt for dem at se, at der kan være en vej ud af mørket,” forklarer han, der dog også peger på, at BLKDOG opleves forskelligt, når den spiller rundt omkring i verden.
BLKDOG rammer nok folk, hvor de er på forskellige tidspunkter og forskellige steder
“Det er nemt at associere til krig i vores bevægelser, og der er også lyde, der kan tolkes som skud, men jeg tror, den kan opleves forskelligt. Da vi opførte den i Kina, relaterede publikum den mere til ideen om krig, end til konkrete konflikter, så BLKDOG rammer nok folk, hvor de er på forskellige tidspunkter og forskellige steder,” understreger han, idet han igen nævner, at Far from the Norm gerne vil udfordre publikums verdensbillede ved at åbne perspektivet, ikke ved at diktere et andet sæt normer eller en bestemt livsanskuelse.
Botis Seva fortæller mere om kompagniets arbejde i en international kontekst i samtale med leder af Egnsteatret i Vordingborg Kommune, Gitte Nielsen, på Det Frie Felts Branchedage på WAVES XTRA d. 26. august. kl. 9.30 – 15.30. Dagen efter kan man deltage i en workshop med Far From the Norm.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Waves Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
