Budgetnotatet må være faldet ned bag et skrivebord under budgetforhandlingerne i Københavns Kommune. For hvordan kan det ellers forklares, at den ordning, der skulle sikre byens skolebørn adgang til scenekunst – efter at to vigtige puljer under Børne- og Ungdomsforvaltningen blev skåret væk sidste år – slet ikke kom med i budgettet?
Vi taler om cirka tre millioner kroner. Det er mindre end et mellemstort lyskryds. Men det kunne der åbenbart ikke findes midler til.
Hvad blev der af en-til-alle-ordningen?
Lad os lige spole lidt tilbage. Indtil sidste år fandtes der to puljer under Børne- og Ungdomsforvaltningen, som gjorde det muligt for skoler, at besøge teatret og opleve scenekunstens magiske rum. Og det var selvfølgelig også en ikke ubetydelig del af børneteatrenes økonomi – for selv med kommunale driftstilskud er billetindtægter fra skoler og institutioner helt afgørende. Også for at opfylde de resultatkontrakter, som de har indgået med Københavns Kommune.
Da puljerne forsvandt, forsvandt også det økonomiske incitament for skolerne til at gå i teatret. Reaktionerne kom prompte fra mange sider, herunder undertegnede, men der skete ingenting. Og ingen kunne rigtig forklare hvorfor, og hvad der var sket. Indtil det pludselig kunne høres på vandrørene, at man var ved at finde sammen om en anden løsning, en erstatning, som så skulle ligge i Kultur- og Fritidsforvaltning: en-til-alle-ordningen.
En simpel konstruktion, der allerede er kendt fra Frederiksberg og andre kommuner, og som ville kunne være med til at sikre op til 75.000 københavnske børn adgang til professionel scenekunst igen. Kultur- og Fritidsudvalget nikkede, teatrene jublede og der blev udarbejdet et budgetnotat – nu manglede det bare at komme med ind i det endelig budget. Og det er her, at det notat må være forsvundet. Eller også er det blevet ofret til fordel for noget andet. For væk er det. Ikke skyggen af det, eller noget andet der kan erstatte det.
Håret i postkassen
Tilbage står byens små børneteatre – med håret i postkassen og en voksende usikkerhed om
fremtiden. For skolernes budgetter er også pressede, og uden tilskudspuljer er det naivt at tro, at de bare selv kan betale for forestillinger. Det er ikke bare en økonomisk detalje. Det er
eksistensgrundlaget for en række scener, der har som speciale at skabe kunst for børn og unge. Når 75.000 børn mister mødet med scenekunsten, mister teatrene deres publikum, og deres indtægter og allerværst – børnene mister kontakten med teatret. Et af de sidste steder, hvor vi er til stede med hinanden, uden skærme og mobiltelefoner.
Det er her, børnene møder kunstneriske sprog, nye perspektiver og fortællinger, der kan åbne verden og skabe fællesskaber. De møder et rum, hvor man kan grine, græde og tænke sammen. For mange børn er skolen det eneste sted, de overhovedet har adgang til scenekunst. Mister de det møde, mister vi en hel generation af kommende teatergængere – og en del af vores fælles kulturelle dannelse.
Hvem sagde ulige vilkår?
Samtidig er Det Kongelige Teater med 120 millioner i ryggen fra Realdaniafonden ved at ombygge Stærekassen så det kan rumme et helt nyt børneunivers. Et projekt, som har målsætningen at udvikle partnerskaber og samarbejder med netop skoler og institutioner i København. Altså præcis det, som byens små børneteatre i årevis har gjort – og stadig gerne vil gøre meget mere af – men som nu bliver langt vanskeligere, fordi også den pulje, der skulle understøtte dette samarbejde, er blevet fjernet. Og her skal det også nævnes, at Københavns Kommune i øvrigt også støtter Det Kongelige Teater med ikke mindre end 56 mio. kroner årligt. Hvem sagde ulige vilkår?
I Københavns Kommunes officielle kulturprogram står der ellers: “Endeligt vil vi gøre en særlig indsats for at løfte kultur- og fritidsområdet overfor byens børn.” Det er bare svært at se, hvordan man løfter noget som helst, når man i praksis fjerner de vigtigste redskaber. Medmindre man selvfølgelig tænker, at Det Kongelige Teater nok skal klare det hele.
Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
LÆS hele budgetforliger her
Kommentar fra Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager
ISCENE har bedt de to ansvarlige borgmestre, Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager (C), og Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) om en kommentar til kritikken.
Jakob Næsager svarer, at “Hovedlinjerne i budgettet for 2026 er udstukket. Jeg håber fortsat, at vi kan finde penge til teatermuligheden, når vi skal have udmøntet de 24 milliarder af kroner i budgettet i udvalgene i løbet af de kommende måneder.”
Mia Nyegaard svarer: ”Det er vigtigt, at børn og unge får adgang til kulturoplevelser. Derfor er jeg også ærgerlig over, at Børne- og Ungdomsudvalget i 2024 sparede Åben Skolepuljerne væk, hvilket jeg også har givet udtryk for før. Da Radikale Venstre ikke har en plads i Børn- og Ungdomsudvalget, er det ikke noget, vi har haft indflydelse på.
Derudover er det desværre ikke alle ønsker i budgetforhandlingerne, som kan imødekommes. Men jeg er glad for, at Kultur- og Fritidsforvaltningen netop har prioriteret børneteater højt i perioden 2025-2028, hvor otte teatre med en børne- og ungeprofil samlet får 25,1 mio. kr. i driftstilskud inklusive statstilskud. Samtidig afsætter forvaltningen ressourcer til, at skoler og daginstitutioner kan købe forestillinger gennem den statslige refusionsordning, hvilket giver adgang til mere end 100 teateroplevelser årligt.”
