★★☆☆☆☆ Fra ungdomsroman til ungdomsmusical – Pixie lever stadig bedst i bøgerne

Ungdomsromanforfatteren Sofie Riis Endahl har som 24-årig allerede udgivet otte bøger. Nu debuterer hun som musicalkomponist på Teater V, men musicalen Pixie er for monoton i musikken og ringe i replikken til at fungere på scenen.

Man fornærmer vel ingen ved at sige, at Teater V i Valby ikke er skabt til musicals. I programteksten til ungdomsmusicalen Pixie skriver instruktør og teaterdirektør Pelle Koppel, at han i den 24-årige forfatter Sofie Riis Endahls musicaldebut ser et potentiale, som han gerne vil lægge scene til i håb om at udbrede nye fortællinger på flere scener.

Underforstået: Pelle Koppel har ikke tænkt sig at lave Teater V om til et musicalteater, men han ønsker med dette initiativ at støtte vækstlaget til gavn for hele scenekunsten. Det er absolut hæderlige forsæt, og jeg vil også gerne hylde initiativet. Den vilde udvikling, som den danske musicalscene har været igennem i en årrække, er langtfra slut endnu, og den næste store landvinding er de nyskrevne musicals. Den udvikling tager Teater V nu del i.

Harmonierne mudrer

Når det er sagt, så skal der i sagens natur mere end et scenerum og gode intentioner til for at producere en vellykket musical. Og for det første synes Teater V’s lydanlæg og lyddesigner Philip Meedom slet ikke at være sporet ind på skønsang:

Korsatserne mudrer sammen, harmonierne – både de bevidst disharmoniske og de ubevidst skæve – skærer ubehjælpeligt i ørerne, og lydniveauer på stemmerne er helt off i forhold til den forproducerede musik.

De tekniske begrænsninger – særligt dem, der vedrører investering i lydudstyr – er selvfølgelig sværere at komme udenom, når man bare lige vil lave en enkelt musical. Man går selvfølgelig ikke bare ud og opgraderer hele skidtet. Men konsekvensen er ikke desto mindre, at lyden bliver et problem for slutproduktet.

Computerproduceret jam

Det næste store problem er kvaliteten af den skrevne musik og tekst. Det løses heller ikke med gode intentioner, og selv som instruktør eller medvirkende er der grænser for, hvor meget forlægget kan forbedres i prøvelokalet.

Sofie Riis Endahls musik er for ensformigt i udtrykket. Enkelte sange har noget fint melodisk og fængende over sig, men generelt bliver det som en udefinerbar samling af computerproduceret jam, som ikke rigtigt bruger temaer, ledemotiver og dramaturgiske forløb til noget. Derfor er resultatet monotont.

Mangler i teksten

Jeg har meget begrænset kendskab til Sofie Riis Endahls litterære bagkatalog, men jeg kan forstå, at særligt de seneste bøger er blevet meget vel modtaget. Hendes litteratur er især kendt for et frivolt sprog og en rå og hudløs ærlig skildring af ungdomslivet.

I dette manuskript er sproget også temmelig frit, men råt og ærligt vil jeg ikke kalde det. De seks personer, vi møder i historien, er nærmest for anstændige. Dertil kommer væsentlige mangler i manuskriptets dramaturgi, som står i vejen for hele vores forståelse for rollernes motiver og intentioner.

Tekst til musik er også en kunst i sig selv, og den mestrer Sofie Riis Endahl ikke endnu. Måske kløjes de unge mennesker i forestillingens målgruppe ikke lige så meget i den talesprogsagtige lyrik. Men vi voksne til premieren fniser mange gange over de løjerlige vendinger, som man her forsøger at synge med stor patos. Det bliver uheldigt komisk.

Værket er hovedattraktionen

Iscenesættelsen, scenografien og kostumerne er ikke noget, man falder på halen over, men står på den anden side heller ikke i vejen for værket. Og de lovende musicalperformere, der bestemt har potentiale til mere, gør sit for at levere til projektet.

Det er Sofie Riis Endahls værk, der altså bliver hovedattraktionen i denne forestilling, og det er bare et for dårligt udgangspunkt.

Men med sine otte bogudgivelser som 24-årig, så ville det undre mig, hvis der ikke også kom flere nye musicals fra Sofie Riis Endahl. Efter hendes litterære udvikling at dømme, så bliver hun sikkert også bare bedre og bedre som musicalkomponist. Så vi glæder os til den næste.