★★★★☆☆ Det Satans Ukrudt – følsomt børneteater med rørende dukke i hovedrollen

Nænsomhed og humor følges ad i Anemonens fine og sorgmuntre dramatisering af Kim Fupz Aakesons forunderlige bog Det satans ukrudt.

Det kræver mod at skrive om Gud. Det har forfatteren Kim Fupz Aakeson masser af. I hans børnebøger er der adgang til kærligheden på alle måder. Også i fortællingen om drengen Alvin, der har brug for at mødes med Gud for at bede ham om at gøre sin døde far levende igen. 

Det er i hvert fald det forunderlige udgangspunkt for billedbogen Det satans ukrudt fra 2013, som Anemonen nu har dramatiseret til en nænsom og sørgmodig, men også vidunderligt kærlig forestilling. Det kræver også mod at lave teater om Gud. Men på Anemonen kommer Gud vitterlig ned fra himlen. Godt nok i en flyttekasse fra Silvan, men hvad kan man egentlig ellers regne med her i midten af København – eller i Ballerup, hvor fortællingen foregår? 

Smertedukke

Skuespilleren Bo Carlsson ankommer i grønt træningstøj med selvsikker rockstjerneattitude og guldstøv i håret. Cool og sej på en måde, så børnene både bliver trygge og foruroligede på samme tid, men også imponerede, fordi han er så overdrevet. Denne Gud er bare lige landet som Alvins nye nabo for at få et overblik over den verden, han selv har skabt. Og så står Alvin dér og er ked af det. 

Alvin er en dreng, der allerede har alt for meget ansvar. Han passer sin mor, der ikke længere kan komme ud af sengen af lutter sorg. Alligevel forsøger han forsøger at spise mad, som han ved, at han skal – også selv om der kun er en masse pakker med cornflakes. Det er virkelig rørende, at sønnen efterligner moderens måde at tale på, når han forsøger at få hende op af sengen. ”1 – 2 – 3 – så er det op!” lyder det fra den ukuelige Alvin. 

Heldigvis spilles Alvin ikke af nogen menneskeskuespiller. For Katrine Karlsen har skabt en skøn, rødhåret Alvin-dukke med stribet sweater og røde gummistøvler – og med et ansigt, der rummer barnets sårbarhed, men også dets overleverlyst og nysgerrighed. Alvins blik er lige akkurat så spørgende, at man ikke kan lade være med at se ham ind i øjnene. Det er en dukke, der får tilskueren til at føle smerten i sorgen.

De store ting

Tea Rønne er en energisk og loyal dukkefører, der fører Alvin rundt i hjemmets uoverskueligt store dyne, som Alvins mor gemmer sig inde under. Og Sif Jessen Møller giver Alvin en hjælpende hånd, samtidig med at hun siger hans replikker med så åben en stemme, at man netop kan mærke barnets undren i alle ordene. Begge dukkeførere har den særlige evne til at gøre sig tilsyneladende usynlige. Som publikum ser vi kun Alvin. Og vi kommer til at holde af ham, så vi håber, at denne Gud med guldstøvet kan gøre noget for ham.

Iscenesættelsen af Rolf Søborg byder på sund humor i kølvandet på sorgen. Men forestillingen er næsten så sensitiv, at sørgmodigheden er ved at tage overhånd. Ikke mindst i stykkets hårdeste replikker. Når Alvin fortæller, at han savner sin døde far, så siger Gud bare helt råt til Alvin: ”Jeg tager mig kun af de store ting”.

Værsgo! Det er barske ord. Dem accepterer Alvin heldigvis ikke. Så han fortæller Gud, at for ham er det en stor ting, at hans far er død. ”Vi savner ham faktisk hver eneste dag, min mor og mig,” indvender han. Og så får han efterhånden Guds opmærksomhed.

Planteø

Sir Grand Lear har skabt en rumlig scenografi, hvor Alvins hjem nærmest er en øde dyneø, der kan dreje rundt – mellem tre lyse vægge, som Gud kan få til at skifte farve. Det er sjovt tænkt, men det virker også lidt postuleret magisk. Særligt i flere af overgangene mellem scenerne, hvor stilheden virker akavet. Thomas Dinesens sfæriske og muntre karruselagtige musik er virkelig fin med sin stemningsopbyggende effekt. Så det er lidt ærgerligt, at den ikke alle steder får lov til at pakke Alvins sorg ind i dulmende toner.

Heldigvis samler alt sig hen mod slutningen. Efter mødet med Gud og hans nyskabte væsen, Knud, forvandler Alvins dynelejlighed sig til en ø med masser af planter. På væggene projiceres pludselig de fineste blomster, og under dynerne gror den flotteste ukrudtsidyl. Med tidseltrylleriet sat på turbo. 

En lille pakke gær

Det satans ukrudt er en følsom teaterforestilling, der får de 5-10 årige til at sidde på kanten af stolen. Også vi voksne tilskuere bliver en hel del klogere på Gud. Vi finder ud af, at Gud er vild med nutella-madder, for eksempel. Og at en lille pakke gær med kærlighed kan hjælpe og hele både sjæl og krop. Men frem for alt viser forestillingen, at børn er rasende gode til at tage sorgen én dag ad gangen. Som Alvin siger det helt lavpraktisk:

”Nu vil jeg gå over til Gud for at høre, om han ikke vil hjælpe mig med at reparere min mor.”