★★★★☆☆ Kærligheden sænker sig over Ishøj i Tonni2Ton – og det er godt

Tonni2Ton på Ishøj Teater er blevet en sjov og jordnær forestilling. Med sit budskab om at sætte fantasien fri får den alle ungerne til at smile.

Der er virkelig gang i fremtiden på Ishøj Teater. Helt konkret har Ishøj Teater netop indviet sin flotte, nye teaterbygning. Og inde på selve scenen i forestillingen Tonni2Ton graver to arbejdere fra kommunen med deres spader. “Det er fremtiden, det gælder – og der må intet stå i vejen!”

Sådan lyder det fra skumgummimunden på dukkehovedet af den ene af to talende arbejdere i orange veste, der graver et kæmpe hul. Lige der, hvor pigen Ingeborg skal forbi på vej til skole. Og så er dramaet i gang i denne forestilling for de 4-10 årige. Tonni2Ton er en hyggelig og munter dramatisering af børnebogen Tonni2Ton af Adam O.

Bedste fantasiven

Forestillingen handler om en pige, som føler sig ret alene – og som derfor ganske heldigt møder en ny ven. Hun er godt nok den eneste, der kan se ham. Den troldehyggelige Tonni2Ton med de kæmpestore hænder på Ishøj Teater viser sig at være verdens bedste fantasiven. Så efter nogle konfrontationer med et par uforstående forældre og en skrap skoleleder, så fatter de voksne endelig, hvad der er på færde. Kærligheden sænker sig over Ishøj – og alt ender godt.

Det er i korte træk handlingen i forestillingen, som Christine Albrechtslund har dramatiseret både kontant og sjovt. Kamilla Bach Mortensen har instrueret forestillingen med en jordnær realisme og fin humor, der trives godt i Karin Ørums enkle turnéscenografi. Egentlig skabes rammen om denne hverdagsagtige fantasiverden blot af en tredelt bagvæg på hjul. Så vi kan både følge familien derhjemme og den enorme fantasiven, der bor i det nygravede hul på vejen. 

Kostumerne er fulde af sjove detaljer og suppleret med opfindsomme tricks, som når fx familiens spisebord kommer vandrende ind på højkant med fastklistrede tallerkener med mad på – båret på ryggen af en tålmodig skuespiller. Og parykkerne er opfindsomt skabt på cykelhjelmagtige bunde med kæmpe håropsatser af noget, der kunne være isoleringsskumgummi. Her er der dømt god hårdag hele vejen rundt!

Den helt store skældud

Nadia Jasmin Nielsen har en herligt ung energi og funklende nysgerrighed i rollen som Ingeborg, der virkelig gerne vil have en god ven – og som straks er klar til at gøre alt for den Tonni2Ton, der viser sig at være helt vild med citroner. Hun spejler fint børnene legelyst og deres åbenhed.

Maria Garde har en jovial og herligt tilbagelænet humor. Både som doven kommunalarbejder og som frustreret mor – og hun har dukkespillerens naturlige samhørighed med arbejderdukkens bevægelser. Og Alex Lehmann spiller både en nervøs og ivrig kommunalarbejder og en sur klasselærer med en hektisk dynamik, der skaber liv i scenerne. For ikke at tale om hans overbærenhed i rollen som alternativ psykiater.

Komikken peaker dog, da Nanna Buhl Andreasen træder ind på scenen iført stram, lilla velourkjole og sommerfuglebriller i rollen som inspektør Blommegård, der er i gang med den helt store skældud af Ingeborg. Nanna Buhl Andreasen har de skønneste ansigtsudtryk og sætter sine fødder helt sirligt.

Midt i sin skældud kommer hun i tanker om en fantasiven, hun selv havde som barn – og hun udtaler ordet LE-GE-DE, som om hun smager på skovjordbær eller noget andet skønt, som hun ikke har spist, siden hun var lille. Her springer Betty Blommegård ud som legebarn. Det er virkelig en fin gøren-grin med voksnes manglende fantasi. Tilsat et forsonende bolsje med hindbærsmag.

Tamme sange

Undervejs synger skuespillerne en håndfuld sange. Musikken til de indspillede melodier af Søren Siegumfeldt er enkle og effektive, men teksterne går i ring. Også selv om ’citron’ kækt nok rimer på ’million’, sådan som man kan læse det i den lille pixiebog, som Ishøj Teater fortsat så generøst udgiver og forærer hver eneste tilskuer efter forestillingen – til hjælp til samtalen og erindringen om forestillingen.

Tonni2Ton er fredsommeligt og drømmetrygt teater til målgruppen. Al magt til fantasien! Sådan lyder budskabet, nærmest som et børnevenligt opråb fra 1970’erne. Det er retro, der giver mening. Og det er med til at få forestillingens budskab om kærlighed og rummelighed til at svæve enkelt og troværdigt over det røde gulv på Ishøj Teater.