★★☆☆☆☆ Prometheus på Nørrebro Teater – græsk mytologi med lort i hovedet

Forestillingen Prometheus på Nørrebro teater er moderne teater med aktuelle temaer, men den kollektive iscenesættelse fortaber sig i virkemidler og kradser kun i overfladen på dét, der ellers havde været det virkelig interessante.

Det er vel ikke for meget at sige, at noget er nyt på Nørrebro Teater? Da skuespiller Joen Højerslev i forestillingen Prometheus får smurt afføring i ansigtet, er den nørrebroske hovedscene gået ned ad en meget ensrettet vej. Så vender man ikke bare sådan lige tilbage til en teaterkoncert i primærfarver.

Det er ellers nok ikke den store overraskelse, at der ville komme en stilændring, for den ene halvdel af Nørrebro Teaters nye direktørduo er Jennifer Vedsted Christiansen. Hun har sammen med Emma Sehested Høegh stået bag teatergruppen How To Kill A Dog, som bestemt ikke er kendt for minimalisme eller feel-goodteater.

Tidens væsentligste myte

Prometheus tager udgangspunkt i myten fra græsk mytologi om, at titanen Prometheus skabte mennesket og gav det gudernes ild.

Af programteksten kan vi læse, at temaer som teknologi, magt, viden, filosofi og straf er på tapetet i forestillingen, der er iscenesat af Emil Rostrup igennem en “collective directing-proces”. Fedt! For Prometheus-myten er netop så facetteret og svulstig, at den rummer alt dét, og det er måske mere nu end nogensinde værd at dykke ned i de temaer.

En Snickers-bar i bleen

Desværre får man en fornemmelse af, at forestillingen kun berører temaerne undervejs, men ikke rigtig griber om dem og bearbejder dem.

Hvad skal vi med den umulige voksenbaby Zeus, som Nicolai Jørgensen gestalter så bestialsk og komisk idiotisk? Hvad skal vi med fladskærme på ryggen af de hjælpeløse mennesker, som Nanna Finding Koppel og Christopher Nallo illustrerer. Hvad skal vi med ChatGPT, prometium-metal og en robothund? Hvad skal vi med sølvpapir om armen og en Snickers-bar i bleen?

Konnotationerne er tydelige nok. Vi forstår godt, hvad der hentydes til. Men det bliver ikke mere end lidt eksistentielt, lidt politisk, lidt filosofisk og lidt underholdende. Derfor ender Prometheus som et temmelig rodet og retningsløst teatereksperiment, hvor potentialet synes at smuldre.

Kradser kun i overfladen

Der er ellers virkelig fede momenter igennem forestillingen, hvor instruktør Emil Rostrup, scenograf Mikkel Rostrup og holdet virkelig udforsker teatret som medie, hvilket bestemt har en værdi i sig selv. Særligt slutningen, som ikke skal afsløres her, har en usædvanlig skønhed over sig, som man sent vil glemme.

Men der er på de kun 75 minutter, som forestillingen varer, så utroligt mange ubegribelige valg, og så meget slingrekurs i iscenesættelsen, at det ikke er til at se igennem fingre med.

Nogle publikummer vil sikkert hæfte sig ved alt det, man kan reflektere over efter forestillingen. Men andre vil sikkert, som jeg, ærgre sig over, at forestillingen kun kradser lidt tilfældigt i overfladen på nogle fundamentale og højst aktuelle temaer.