Sofie Diemer: Er der noget galt med mit empatiapparat?

Aveny-T ansætter hvert andet år en huskunstner, der i løbet af en sæson skaber et mindre format til husets foyerscene og en større produktion til Store Scene. I denne sæson har multikunstner Sofie Diemer haft opgaven, og lørdag er der premiere på hendes anden forestilling, Mandebilleder.  Vi mødte hende til en snak om skriveblokade og om at udfordre sin egen position i kønsdebatten.

“For et år siden, gik jeg stille og roligt i gang med at skrive. Jeg satte mig ned foran dokumentet, og så kom der ikke noget. Sådan. Det er første gang i mit liv, at jeg har været helt blank,” fortæller Sofie Diemer, da vi bænket i teaterdirektørens lyse kontor øverst oppe i Aveny-T’s kringlede teaterhus mødes for at tale om forestillingen Mandebilleder.

Skriveblokeringen slap ikke taget, men fik Sofie til at reflektere over sit eget perspektiv på temaet. “Ideen på det tidspunkt var, at alle spillerne skulle spille mænd, og alle scenerne skulle være mandebilleder. Så gik det op for mig, at jeg slet ikke aner, hvordan mænd har det, og hvordan de taler sammen,” forklarer hun og fortsætter:

“Jeg blev helt flov over den banale indsigt, for hvad var der egentlig galt med mit empatiapparat? Så jeg gik i lære. Jeg har interviewet mange mænd og læst alt, jeg kunne komme i nærheden af om maskulinitet. Og langsomt kom det til at handle om at sætte spørgsmålstegn ved mit eget kønssyn og mine egne blind spots.

Jeg kunne sagtens have lavet en satirisk forestilling om mænd ud fra mit eget ekkokammer, men hvor er egentlig omsorgen og empatien i det,” spørger Sofie. Først i september landede den endelige idé om at skrive en forestilling om kvinder, der handler om mænd.  

Tryg i det satiriske

Refleksionerne førte således til en helt anden forestilling end den, Sofie pitchede, da hun søgte jobbet som huskunstner.

“Det var Kimmie Liv Sennova, der ringede og opfordrede mig til at søge stillingen. Så tog jeg fat i en masse seje folk og lavede en workshop, hvor vi fandt frem til de tematikker, jeg søgte stillingen med,” fortæller hun om afsættet for monologen GRWM og den aktuelle Mandebilleder. Den var oprindelig tænkt som en maskulinitets-sketchcollage, der kunne minde om de satirekoncepter, hun tidligere har udviklet på DR.

“Det satiriske er en stemme, jeg er meget tryg i. Jeg interesserer mig for at udstille og grine af verden og samtiden. Men her måtte jeg vende skuden og sige: nu laver vi en lineær plotforestilling med fire hovedkarakterer. Det var alt andet, end jeg troede, det skulle være,” siger hun og peger på, at det ændrede format også hænger sammen med holdet på forestillingen.

Debuternes debut

“Jeg har jo valgt at lave en sæson, der er en slags debuternes debut, hvor mange på holdet gør noget for første gang. På Mandebilleder har jeg ansat en filminstruktør, der har et vildt godt plotøje,” siger hun med henvisning til forestillingens instruktør, Mathias Broe. Sofie debuterede selv som teaterinstruktør med sæsonens første forestilling GRWM, hvor satiriker og tv/radiovært Helin Erdem også debuterede som skuespiller. Freja Kirk har skabt musikken til Mandebilleder, og debuterer samtidig som skuespiller på scenen.

”Jeg synes rollen som huskunstner forpligter til at eksperimentere – og det kan man gribe an på alle mulige måder. Man kan eksperimentere med form og teknik og lys, men jeg har valgt at gøre det med de mennesker, jeg har ansat,” forklarer hun og uddyber: “Hele det hold, jeg har valgt, arbejder alle ekstremt personligt, så derfor var det spændende at gøre det modsatte. Altså arbejde med et emne, som vi ikke kendte navlepillende altvidende til.”

Hun peger samtidig på, at hun har kurateret sæsonens hold ud fra forestillingernes politiske fokus på forskellige aspekter af kønsdebatten. ”Jeg står på mål for koncepterne, men jeg tror på, at når man laver politisk teater, som denne sæson er, så skal man have alle med ombord. Jeg vil ikke sætte nogen på en scene, som har en underlig mavefornemmelse med forestillingens udsagn. Enighedsteater er ikke spændende, men man skal vide, hvorfor man siger ting, og hvad det kommer af,” slår hun fast.

Det handler om identitet

Mandebilleder er blevet en forestilling, der undersøger, hvad der sker, hvis mænd er lige så gode til at tale om følelser som kvinder. Jeg spørger, om den handler om magt, men Sofie har et andet perspektiv:

”Ja, det handler om magt, men det handler også om identitet. Vi har en kønsforestilling, som er ekstremt binær, og køn er jo et spændende, betændt emne. Jeg kunne sagtens have taget et utopisk non-binært udgangspunkt, men så ville jeg springe over det, der er betændt i mig selv,” reflekterer hun og fortsætter:

”Det er også noget med at tale ind i den virkelighed, der findes, selvom jeg kan finde den betændt. Jeg synes, alle virkeligheder kan eksistere samtidig, så jeg ville gerne skrive om maskulinitet med så bredt et udgangspunkt som muligt. Jeg er ikke så interesseret i sandheder eller konklusioner, jeg er interesseret i kønsspektret, og så jeg ville gerne have et plot, man bliver nysgerrig på.”

Plottet bliver i Mandebilleder udfoldet i en form for scifi-setting, hvor mænd udvikler evnen til at tale om følelser ved at bruge en læbestift, som er opfundet af en kvinde med hjertesorg. ”Det er et tankeeksperiment, der stiller spørgsmål til det binære, hvor vi definerer vores identitet ud fra modsætningsforhold. Hvis det er vigtigt at være feminin, kan vi så føle os som det, hvis vi ikke står over for noget maskulint,” spørger Sofie Diemer.

Den tikkende emotionalitetsbombe

Hun peger på, at vi lever i et senmoderne samfund, hvor det psykologiserende sprog er blevet en kapital.

”Det at kunne tale om sine følelser er en magtfaktor, som man kan komme langt med, og som stereotypt placeres på top 5, når man italesætter kønsforskelle. Så det er da en enormt spændende problematik, hvad patriarkatet vil gøre ved en tikkende bombe som emotionalitet, og hvad det gør ved kvinders selvforståelse, hvis vi skal give slip på den magtfaktor,” påpeger Sofie.

”Det handler om, hvad vi gør, når modsætningsforholdene ikke er der. Alle de mænd, jeg har interviewet, har sagt, at de agerer efter kønsrollerne for at være interessante for kvinder. Og jeg tror jo, kvinder gør det samme. Nu har det været meget hot topic at tale om toksisk maskulinitet i popkulturen, men der har ikke været så mange bud på, hvad sund maskulinitet kunne være. Jeg synes, vi skal tale om det, og der er mange aspekter i det, fx taler mange spirituelle retninger om, at man både har en maskulin og en feminin side i sit indre.”

Et scifi hightech-univers

Sofie tror ikke, kvinder nødvendigvis har det gode svar på, hvad sund maskulinitet er og efterlyser litterære bud på tematikken. Nu giver hun måske selv et bud, der forsøger at navigere udenom de modpoler, hun fortsat ser, maskulinitetsdebatten sidde fast i.

”Kvinders kamp for ligestilling – og for at måtte være alt – har taget udgangspunkt i et fællesskab og en fælles viden. Det er en fredelig kamp båret af at dele viden. Det er svært at pinpointe en identitetsrevolution hos mænd på samme måde. Maskulinitetsdebatten er ikke så visionær. Det er som om, der er en blokade mod at opfinde noget nyt, så det bliver ved modpolerne mellem den traditionelle maskulinitet og dem, der gerne vil være bløde fædre.”

Vi nærmer os afslutningen på samtalen, da Sofie understreger, at forestillingen altså også er både rørende og sjov. ”Mathias (Broe, red.) og scenografen Mai Katsume har skabt et campet scifi-hightech-univers omkring startupvirksomheden, der laver læbestiften. Jeg synes, der er mange ting, der mødes i forestillingen. Og jeg tror, man kan tolke den på mange forskellige måder,” fortæller hun og håber, at unge tager deres forældre med ind til forestillingen.

”Det er en tværgenerationel tematik, der er vinklet på partnerskaber og kærlighed med fire forskellige hovedkarakterer, der repræsenterer fire arketyper og fire kærlighedsproblematikker. Så jeg tror, der kan komme nogle gode diskussioner ud af den,” lyder opfordringen til at dykke ned i de svære temaer, som Sofie selv fortsat kæmper med at balancere: ”Måske kommer jeg til at træde nogen over tæerne, og det er både problematisk og spændende og virkelig sjovt,” slår hun atter fast, før vi skilles.

Forestillingstrailer Mandebilleder