★★☆☆☆☆ Glashuset – uinteressant teater-thriller

På Herning Ny Teater er der sat vand over til en nyskrevet thriller, når Nanna P. Tüchsens Glashuset åbner sæsonen. Erfaring og kundskab er der nok af i Katrine Wiedemanns iscenesættelse, men desværre er resultatet skuffende, og jeg forlod salen lige så ureflekteret, som jeg gik ind.

Dybt i de svenske skove mødes to barndomsveninder i den enes luksuriøse villa. Til trods for deres sammenlignelige ophav og referenceramme har deres liv udviklet sig i stik modsatte retninger. Den ene blev multimillionær i forsvarsindustrien, den anden blev en succesfuld journalist med fokus på blandt andet klima og menneskerettigheder.

Journalisten skal interviewe den succesfulde erhvervskvinde, og pennen er spidset til at bore dybt i hendes samvittighed, men i takt med at der rippes op i den fælles fortid, falmer hendes glorie. For hvem har egentlig mest at stå til regnskab for?

Overfladisk kammerspil

Personligt har jeg en stor forkærlighed for det klassiske kammerspil, og Nanna P. Tüchsens Glashuset må afgjort henregnes til denne kategori. Desværre synes jeg ikke, at det er et synderligt vellykket eksemplar. Historien giver i og for sig fin mening, og tematikken er slet ikke uinteressant. Men hele det samlede udtryk strander bare på overfladen, og det efterlader mig på ingen måde i den “uundgåelige refleksion”, som der ellers er lagt op til i programmet.

Historien og karaktererne interesserer mig simpelthen ikke, og så er der ikke meget tilbage i et kammerspil. Millionæren er stolt med stolt på, og den ekstremt selvgode journalist er så forstokket i sin egen retfærdighed, at kun en meget begrænset udvikling er mulig. 

Selv da hun uundgåeligt konfronteres med sine fortrængte fejltrin, lader hun forstå, at det er udtryk for stor urimelighed, når hun nu er så god og har gjort så meget godt i verden. Det er ikke det, jeg forstår ved refleksion.

Ikke glasklart

Reumert-vinder Katrine Wiedemann står for både instruktion og scenografi, så man kunne have håbet på en klar og sammenhængende vision for begge dele. Hvis der var en sådan, undveg den min opmærksomhed. 

Enkelte møbler i afdæmpet, skandinavisk stil illustrerer effektivt, at vi befinder os, hvor pengene gror, men brugen af scenografien er ejendommelig, og jeg når aldrig til en forståelse af, hvad konventionerne i rummet er. Hvornår er man udenfor? Kan man se og høre gennem væggene? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Af ligeledes uforståelige årsager vendes hele rummet også flere gange under forestillingen. Ikke ved en drejescene, men ved en afvikler, der manuelt rykker rundt på sceneelementerne. Jeg gætter på, at det på en eller anden måde er en metafor for at ændre perspektiv, men hvis det er pointen, er det stort ståhej for en pointe, som forestillingen ikke leverer.

Rutinepræget

Sonja Oppenhagen og Birgitte Raaberg spiller de to barndomsveninder, og selvom der næppe kan herske tvivl om deres evner, fremstår Glashuset ikke som det klareste eksempel. Det gamle venskab, som skulle binde de to karakterer sammen og etablere en platform for en hudflettende dialog, skinner aldrig rigtig igennem. Og selvom den rå kvalitet i spillet aldrig helt fornægter sig, virker det en smule rutinepræget.

Jeg kan virkelig ikke se, hvad jeg skal bruge Glashuset til. Jeg er på intet tidspunkt interesseret i fortællingen, og karaktererne er så generiske, at jeg ikke for alvor gider at engagere mig i deres såvel ydre som indre konflikter. Jeg er bare ikke rigtigt på.

Med så mange færdigheder om bord er det mig lidt en gåde, at resultatet ikke er bedre.