★★★☆☆☆ Lydkryds er en sjov leg, der mangler lidt for at fungere som forestilling

I et samarbejde med Den Ny Opera har Østerlyd skabt en ny forestilling til børn med fokus på lyd. Lydkryds har mange gode ideer og får delvist børnene blandt publikum med, men som helhed betragtet mangler der lidt, før det rigtigt spiller.

”Det her, det er en vej,” siger performer Kirsten Østergaard Pallesen, da hun udruller en grå bane på tværs af scenegulvet.

Scenerummet er kvadratisk med publikum placeret på tre sider. Orange og grønne ledninger er spændt ud på kryds og tværs over scenen, mens selve gulvet indledningsvist er helt bart. På den fjerde side af kvadratet er alt det tekniske udstyr placeret. Herfra styrer og afspiller Ane Østergård de mange lydoptagelser, som hun og Kirsten Østergaard Pallesen optager i løbet af forestillingen.

Legende tilgang

I Lydkryds fortælles en historie om pigen Anna og hendes vej til skole gennem lyde og få bevægelser rundt på det grå vejkryds på scenegulvet. ”Gå den lige vej,” siger Annas mor. Og hver dag går Anna samme tur til og fra skole, selvom byens mange lyde lokker med alternative oplevelser.

Lydkryds har mange elementer, der fungerer godt. De to performere har en legende tilgang, der virker dragende på publikum. Med deres stemmer laver og optager de forskellige lyde fra byen. Biler, der suser forbi, hylende sirener, en nysgerrig hund, småsnakken i genbrugsbutikken og leg i skolegården.

Dertil kommer en række lyde, der skabes med diverse rekvisitter. Lyden af Annas far, der er jazzmusiker. Annas mor, som er forfatter og skriver på skrivemaskine. Anna, der børster tænder og spytter ud. Bøjler i genbrugsbutikken, der rasler mod hinanden. Døren til opgangen, der smækker, når Anna løber afsted om morgenen.

En samlet helhed?

De mange lyde fra byens liv afspilles på kryds og tværs og skaber et fint, mangefacetteret lydbillede. At børn (og voksne) blandt publikum får lov at give deres besyv med, da der skal opremses ideer til lege, er et hit. Især blandt de yngste, der morer sig, hver gang de hører deres egen stemme afspillet.

Til gengæld er der en længere sekvens midt i forestillingen, som stritter og ikke helt passer ind i oplevelsens helhed. Anna afviger fra sin daglige rute. Hun går på nye eventyr i byen. Her møder hun en gammel spolebåndoptager, der pludselig forvandles til et levende væsen med rullende øjne og viftende arme. Gennem Kirsten Østergaard Pallesens stemme og styring rapper spolebåndoptageren til Anna.

Desværre skratter lyden så meget, at det meste er uforståeligt. Det vi dog får med er, at den tilbyder Anna ”lyde fra hele verden”. Men hun takker nej, for hun kan “godt lide de lyde,” hun har. Der ligger helt sikkert gode tanker bag fortællingen, som bare ikke kommer helt frem. Måske en lidt skarpere dramaturgi vil samle Lydkryds, så den kommer til at fremstå som en mere helstøbt teateroplevelse. Ideen og den megen leg med lyde er i hvert fald skøn.

Se forestillingstrailer her.