★★★★☆☆ Døden i Venedig er en billedmættet rejse mod dødens forfald

Anja Behrens har skåret (næsten) til benet i sin fortolkning af Thomas Manns Døden i Venedig på Republique/Revolver. Hendes billeddigt fremmaner sanseligt længslen efter ungdom og forfaldets formationer i en dragende ensemblepræstation af fem erfarne og meget forskellige performere.

Rækker af hvide plasticspande strækker sig i dybden på det lige så kridhvide scenegulv. Måske er sceneriet en abstraktion af stranden, hvor Gustav von Aschenbach i Thomas Manns Døden i Venedig hentæres af kolera og forbudt kærlighed til ungdommen i skikkelse af den smukke Tadzio. Eller måske et billede på det hinsides, for nu tripper fem englelignende skikkelser ind. I hvidt med harper i hånden og med hver eneste lille, hvide krølle perfekt snoet i ens parykker.

Trouble in Paradise

De samles med nysgerrige blikke og ører. Lytter til den enes toner, så den anden. Kommer frem mod os og samles atter. Et ah, et uh, et åh vokser mellem dem. Først i lyst, så melankolsk, så storladent, til den ene figur pludselig mister pusten og gisper voldsomt efter vejret. Så voldsomt, at hun til sidst fremkalder opkast lige ned i en af de hvide spande.

“Jeg kan ikke holde det ud,” raser Charlotte Elizabeth Munksgaard igen og igen, og tømmer så samtlige spande for deres grønne sand, så scenegulvets hvidhed langsomt forurenes af det grønne. Den heterogene æstetisk skønhed opløses i kaos forstærket af figurernes planløse mumlen og strejf rundt i rummet. Der er trouble in Paradise, og værre skal det blive.

“Han længtes efter det usammensatte,” lyder en af performancens få replikker fra romanforlægget i Lotte Andersens åbne stemme. Men begæret er ikke usammensat. Livet er ikke usammensat, men derimod fyldt af kontraster og tvetydige følelser. Et moment af ro opstår dog, da Bo Madvig med rolige, glidende bevægelser bevæger sig nøgen som den/det nyfødte gennem universet til bølgernes skvulp.

Kraniet bag huden

Så brager et tordenskrald og de øvrige vender tilbage i sorte latexdragter. Under en spinkel himmelbue af neonfarvede diodelys kaster de sig rundt, før de atter samles om en lille radio. Den nynner hver for sig, det bliver til sang og Anders Moslings lystfulde Sunny trumfer de øvriges i en fælles hengivelse til den enkle, varme hyldest til at blive set i kærlighed.

Men atter trænger det syge, det liderlige, det komplekse ind med blottede kroppe, onde grin og uhyggelige tænder, der peger på forfaldet. Kraniet bag huden. Et flagrende sort tæppe rydder scenen, mens lyden af et tog bruser frem. I grønt modlys danser de i hurtigt tempo mod stærke kaktusarme. Marie Brolin-Tani bryder ud i en sensuel solo. Så samles de igen.

“Den nat havde han en frygtelig drøm. Skuepladsen var hans egen sjæl,” bliver næste – måske unødvendige – nøgle til det visuelle raseri, der formidler den indre rørelse af angst, lyst og nysgerrighed. En sprød fløjten ledsager næste transformation, hvor begæret først får fetichkant og siden bevæger sig over i det surrealistiske med utroligt flotte dyremasker og en dirrende urovækkende lyssætning i grumsede primærfarver.

Elegance i erfarne kroppe

“Som enhver anden ville han gerne vække behag.” Det vil de fem også, da de mod slut sætter sig foran hvert sit spejl og roligt lægger ungdommens maske på de ældede ansigter. De vender sig mod os med stivnede, hvide smil, mens musikken fader og overtages af havets brusen.

Anja Behrens har skåret direkte ind til kernen af Manns roman. Teatret kalder vinklingen “det fortrængtes genkomst”, hvilket det også er, men i valget af fem diverse performere over 60 år får fortolkningen vel også en særlig kraft af det fortabte – som måske aldrig var tabt – og en aktualisering ind i en tid besat af ungdom – som om det var én ting.

Det er et genialt greb, der bevarer essensen i romanen, men lader performancen blive et værk i helt egen ret og med et tydeligt behrensk fingeraftryk af højdramatisk, billedmættet konsekvens. Her i frugtbart samarbejde med David Gehrts billedskabende magi, et hold af komponister med Marie Koldkjær Højlund i front og fem spillere, der kombinerer elegance med erfaring i kroppe, vi drages af.

Døden i Venedig er et billeddigt, man skal synke ned i, og jeg ville have ladet mig helt forføre, hvis linen var gået helt ud. Når man kun tager få replikker med, bliver de meget styrende for oplevelsen, og her bliver de forstyrrende stavepladeagtige og unødvendige, da universet står klart i sig selv.