★★★★★★ The Art of the Fugue – synlig musik er magi helt op til stjernerne

Det Kongelige Teater har besøg af den ukrainsk-amerikanske stjernekoreograf, Alexei Ratmansky, der sammen med Den Kongelige Ballet har færdiggjort sin koreografi til The Art of the Fugue af J.S. Bach. Det er blevet et af de smukkeste, meditative værker, vi længe har set. Sublimt og indlevende løftet af et imponerende cast af dansere, musikere og sangere.

Den Kongelige Ballet har i den grad pudset fjerene på Gl. Scene, hvor de præsterer et mesterligt samstemt værk i fem dele. Første del til klaversolo, anden del med messingkvintet, tredje del med cembalosolo, fjerde del med strygetrio og femte del med kor. Bachs sidste værk er fra 1736-1750, og slutter brat, da han dør. Nu kan den kalejdoskopiske klangrigdom og virtuose frasering også opleves visuelt.

Båret på vinger af pianist Kelly Lenahan, strygere og blæsere fra Det Kongelige Kapel og sangere fra Musica Ficta smelter dansere og scenografi sammen til magisk og meditativ, visuel musik. Den begavede koreograf Alexei Ratmansky har gjort underværker for kompagniet. Danserne synes at vokse både teknisk og musikalsk med den minimalistiske, overvejende amerikanske stil – og gør den til deres helt egen.

Meditativt udtryk

Pianist Kelly Lenahans sarte tag på Bachs fugaer giver dem en højtidelig aura af en skræmmende virtuos arv, der i den grad stiller krav til puls, frasering og rytmisk kontrol. De mange fugaer og kanons i The Art of The Fugue har fart over feltet, trækker sjældent vejret og fletter sig ekvilibristisk ind i forskudte melodiføringer. Fuga betyder flugt, og det er jo tankevækkende, at Alexei Ratmansky selv forlod Rusland – om ikke i flugt – så midt i sit arbejde med værket, da krigen i Ukraine brød ud.

Han anser sig for at være ukrainer, og værket er tilegnet Ukraine. Det er abstrakt og meditativt, som en hyldest til livet selv, til musik og kunst. Stilen er inspireret af en bred vifte af moderne og neoklassiske forfædre. Ikke mindst Balanchine, hvis værker var en åbenbaring for Ratmansky. Det intense, musikalske arbejde har båret frugt med imponerende timing og musikforståelse. Der er flere sublime øjeblikke af åndeløs synkron opløsning i musikken. Det er guddommeligt, når det lykkes.

Uden historier med hierarkiske roller bliver kroppene til ren, visuel musik med frihed til at skabe egne billeder og veje ind i musikken. Danserne er inddelt i en soloherre, fem par, to herre-grupper og to dame-grupper, der giver en forbløffende variation, der spejler og kontrasterer musikken. I hænderne på Ratmansky har danserne en uhøjtidelig autenticitet, forenet i ét ensartet, fælles styrende princip – musikken.

Overjordiske billeder

Scenograf og kostumedesigner Moritz Junge har skabt forskellige udtryk til de enkelte dele. I første del ser vi et stilistisk træ, der lyser gyldent og drejer sig skulpturelt i nye formationer. Dansernes rene bevægelser med stor amplitude af strakte løftede ben og arme, synes at lande i musikken med lethed og transparens. Piruetter med brede arme spejler en centrifugal kraft i The Art of The Fugues ustoppelige strøm af toner, som perler på en snor.

I anden del lyser scenografien gyldent, mens messingblæserne ekvilibristisk leverer toner i et tempo og med en præcision og frasering, kun en sand mester kan præstere på sit instrument. Koreografien visualiserer musikken med en næsten naturvidenskabelig, geometrisk tilgang, der synes at spejle verdensrummet. Brandon Stirling Baker har skabt et kosmisk lys, der tilfører værket en drømmende magi.

Soloherren fremstår som en art musikkens muse. Han flyver vægtløst og flygtigt afsted på tonerne i dynamiske spring med overraskende retningsskift, utallige piruetter og fejende trin. Over scenen er lange, cylinderformede metalstænger blevet synlige, måske som en hyldest til orglet – et centralt instrument hos Bach. Alle stemmer i en fuga og kanon er lige vigtige og sidestillede, og i dette værk er alle dansernes indsats gensidigt afhængige – forbundet af deres kanoniske formationer og stafetter.

Bachs svanesang

Scenografien trækker os tydeligt ned på jorden efter pausen, hvor mægtige, mørke vægge med høje porte i begge sider af scenen tårner sig op over de nu relativt små, jordiske mennesker. Indbygget i scenografien sidder Kelly Lenahan iført et sanseligt barokkostume og spiller cembalo. Dansernes fødder glider bogstaveligt over gulvet eller træder på alle toner som kropslige fraseringer i en ny lethed, der spejler instrumentet.

Med The Art of th Fugue fornemmer vi en form for svanesang eller tilbageblik på en produktiv karriere. Væggene åbner sig, og soloherren klatrer op på en trappe og skuer ud over sit virke. Til en hæsblæsende, virtuos strygetrio folder rækker af dansere sig ud klædt i blåsort tyl med gentagelser og kanons i stramme formationer.

Danserne balancerer fint mellem koreografiens vekslen mellem stor amplitude, flygtige trin og sfærisk elegance. Alt bliver gradvist til et vagt minde, hvor soloherren står alene på tærsklen til døden omgivet af farveløse skabninger. Musica Ficta træder ind på podier klædt barokkens brusende dragter og synger sidste del a capella i en storladen gestus til musikken, dansen, kunsten – og Bachs udødelige virke.