Maya Ndiaye tager os med på en tur gennem Dårlige dage på Comedy Zoo. Hun er en stærk fortæller, der tryllebinder os med sine dagbogsobservationer af hverdagens absurditet. De er selvfølgelig et skjold for at se egne absurditeter i øjnene og finde et hjem til sig selv, hvor man kan mærke både det gode og det dårlige.
Hun har et lurendrejerglimt i øjet, som hun kigger ud på os og byder velkommen til “Helvede”. Eller måske bare til hverdagshelvedet – eller til “de andre”, som Sartre jo identificerede som Helvede. Storyteller Maya Ndiaye har os med det samme, for glimtet i øjet spiller æggende op til hendes lakoniske opremsning af fortrædeligheder og lover os mere.
Lyver man i sin dagbog?
Dårlige dage er en dagbogs-performance, som Ndiaye viste i en time lang version under dette års UP Comedy Festival, og nu kan ses i fuld længde. Dagbogen kan man som bekendt betro alt, men man kan også lyve sig ud af sit imposter-syndrom, for der er jo “ingen andre, der læser den”. Den præmis brydes naturligvis, når man læser op ad den på en scene, men konceptet giver os et fint spil mellem det troværdige og det utroværdige, det intime og det iscenesatte, som bidrager med et originalt greb til comedy-genren.
I et godt flow mellem observationer og undren veksler hun mellem at afprøve forskellige roller og reflektere over mærkværdigheder i gadebilledet
Det starter med virkeligt dårlige dage. Intet job. Hun har jo valgt at være kunstner og dermed også at stå i en relativt usikker økonomisk situation. Den kan Mayas bankrådgiver desværre sjældent hjælpe med, for “min chef siger nej”. Maya har slået sig, både cykel og telefon er i stykker, og hendes nabo klager over hende – med billeddokumentation. Kæresteforholdet er også gået en tur, men “det dårlige flytter med”.
Således forpjusket giver Maya sig i kamp med livet i et forsøg på at komme hjem til en identitet, hun kan bebo. Men først skal hun grueligt meget igennem på den quest, hverdagen ofte forvandler sig til. I et godt flow mellem observationer og undren veksler hun mellem at afprøve forskellige roller og reflektere over mærkværdigheder i gadebilledet.
Den hund har regnet dig ud
Til det sidste hører den kuriøse bid om munken i Lagkagehuset, mens en satirisk brod svirper skarpt i bidden om sminkede otteårige piger med eget kreditkort og overgearede fædre i selvsamme bagerbutik. Disse samtidsfænomener opfattes som helt almindelige, mens den ældre herre, der høfligt spørger, om han må tage en avis fra deres bord, straks betragtes med mistroiske blikke. Ndiaye kan male absurditeten frem, så det gør nas og sætter hendes eget identitetsprojekt i perspektiv. Hvordan være sig selv i en verden, der har mistet kompasset?
Imens giver hun den som hundeejer. “Den hund har regnet dig ud. Du er færdig”. Hun mindes forskellige jobsituationer som blandt andet model i den noget perifere del af branchen – undertøjsmodel i et provinsstorcenter. Som mellemleder i en virksomhed pumpet op på business bullshit bingo. Som lærer, hvor det “kan være fristende at lade som om, lorten ikke findes, men…”
Og så tager hun naturligvis også en runde på Tinder med den ene mere håbløse date efter den anden. Mændene er nok bare mennesker som alle andre, men den groteske datingsituation er ikke svaret på Mayas søgen efter mening. Heller ikke når hun projicerer den over på IKEA eller en semikendt rappers instaprofil.
Det, man fokuserer på, vokser
“Det, man fokuserer på, vokser,” siger et familiemedlem til Maya. Den floskel er sammen med det gennemgående mantra, “Der er så meget, jeg ikke forstår”, det konceptuelle princip for den underfundigt morsomme undersøgelse af verden, der har en detaljeringsgrad, som af og til snævrer ind til størrelse af et – fejlplaceret – chiafrø. Det er ikke lårklaskende sjovt, men langsomt og sikkert kilder latteren i maven og ruller ud i rummet.
Det er ikke lårklaskende sjovt, men langsomt og sikkert kilder latteren i maven og ruller ud i rummet
Anden akt tager os med tilbage til Mayas barn- og ungdom i Aarhus, hvor hun “som den gangster hun er” – på grund af sin etnicitet, må vi forstå – identificerer sig med Tupac fremfor de to andre muligheder, Cosby og Whitney Houston. Men også dengang måtte bandanaen falde, for bag den var der bare en velopdragen aarhusianer med hang til at sniffe til træflis.
Således lander Maya sine Dårlige dage i ønsket om at mærke noget igen – både godt og dårligt. At mærke solen i ansigtet og tale pænt til manden, der råber efter hendes hund. De andre er ikke kun Helvede, som man skal please med falske smil med næsen.
Maya Ndiaye er en fremragende fortæller, der bruger det underspillede til at lade problematikker vokse, men også får vist forskellen mellem det reelt dårlige og det bagatelagtige, der har en tendens til at fylde for meget. Dårlige dage har en god dramaturgi og spiller underfundigt på den særlige aarhusianske blanding af mindreværd og storhedsvanvid helt ind i dynamikken mellem kroppens kontrol og de himlende øjne.
Af og med Maya Ndiaye. Set i Comedy Zoo 6. november 2025.
