★★★★☆☆ Fædra er det sanselige billede af patriarkatets uundgåelige gentagelse

Dramatiker Bjørn Rasmussen og scenograf og instruktør Nathalie Mellbye mødes for tredje gang på Aarhus Teater, hvor de denne gang har givet sig i kast med myten Fædra. De har skabt en forestilling, der indfanger forbindelsen mellem lyst og vold i en visuelt og lydligt lækker afdækning af patriarkatets fortsatte greb om vores selvforståelse.

Det er som at træde ind i et billede af sublim sanselig skønhed. Nathalie Mellbye har skabt et scenerum af lækkerhed, hvor de gyldne gardiner changerer med de dybt-glødende teakpaneler og skuffer, der lydløst kan glide op og i. Bag gardinerne afsløres en drømmende, paradisisk have med planter spændte af saft.

Under lækkerhedens tilsyneladende perfekthed lurer den grumsede lyst. For henslængt, over det centralt placerede tv-møbel med den flimrende skærm, ligger Fædra stønnende, pulserende. “Jeg vil smage med din mund / Jeg vil røre med dine hænder / Jeg vil se med dine øjne / Jeg vil bo indeni dig / Luk mig ind!” messer hun, mens orgasmerne bølger gennem hende.

Kongen hører alt

Nanna Bøttcher er spændt som en fjeder som denne Fædra, der snart ryster af erotisk længsel, men også drages af volden. Volden, som udgår fra hendes testosteron-statuariske mand Teodor, der holder hele huset i et jerngreb. Dominansen, der har blandet sig med kærligheden, så de to aldrig kan adskilles igen.

“Nu er det os to, der bestemmer. Det skal vi lige vænne os til,” siger Fædra til den attråede, hendes stedsøn Hippolytos, da Teodor falder om og indlægges i koma. På et hævet podie står sygesengen under det meste af forestillingen, men “Kongen hører alt.” Han indtager sin position i hjemmet så let, som hans slag er hårdt, da han atter rejser sig, og støttes af den sygeplejerske, der – som en tvetydig katalysator – kommenterer familiens ageren og selv drages mod den potente patriark i sengen.

Hjemme spiller musene på bordet i den fatale leg med det forbudte. Overskridelsen, der ligger implicit i aldersforskellen og pirker til #metoo-bevidsthedsgørelsen, forstærkes af det incestuøse i relationen mellem stedmoren og den unge mand. Søde er de, når de leger pingviner, som var han barn igen, men smilet stikker i halsen, når legen får andre toner.

Skæbne eller kød?

Fædra er en overgrebshistorie i Bjørn Rasmussens stærke, mundrette gendigtning og Nathalie Mellbyes højspændte iscenesættelse. Hippolytos er et skadet væsen, der nok i momenter kan udfordre Fædra, men grundlæggende har et selvbillede af ikke at “være en rigtig prins.” Han kastes rundt af far og stedmors skiftende lyster, og kan kun på skrømt oppebære illusionen om at have en ligeværdig relation med den jævnaldrende Alice. Hun bliver forudsigeligt blot endnu en brik i den dysfunktionelle families magtspil.

Emil Busk Jensen og Maria Boda rammer som det unge par den kontrapunktiske uskyld, der ligesom den scenografiske lækkerhed får volden til at ramme hårdere. Smerten og volden, der styrer dem alle, men får sit mest ekspressive udtryk i Nanna Bøttchers rasende Fædra. Hun rives af dampende lyst og flås af angst, men kan på et splitsekund re-materialisere sig som spydig manipulator. Hun krænkes af Teodor, men krænker selv de unge uden at kny og med samme brutalitet – Hippolytos med sin anmassende krop, Alice med sin erfarings tyngde.

Bag hende toner Afrodite overjordisk frem i musiker Amanda Drews hvidklædte skikkelse. Sensuelt omfavner hun celloen og bevæger sig frit mellem historiens forskellige niveauer, og får dermed korets kommenterende rolle. Helt uden ansvar er hun dog ikke, for Fædra tilskriver hende at have kastet en forbandelse på hende, så hendes skød brænder efter Hippolytos. Skæbne eller kød? Lyst eller vilje? De almengyldige spørgsmål flyder med gennem tekstens gentagelser, hvor Afrodite igen og igen nævner at “være lænket til sin lyst”.

Voldsspiralens uundgåelige gentagelse

Lænket er de nok nærmere af patriarkatets bånd. Nanna Bøttchers Fædra er det frenetiske midtpunkt, men det lykkes i både manus og iscenesættelse at fremkalde nuancerne i den internaliserede volds tyngde, som rammer alle – også krænkeren. Fædra er således særdeles vellykket som klassikergendigtning og får, ud over den indlysende overgrebs-aktualitet, også tematiseret patriarkatets fortsatte greb om vores selvforståelse på en sanselig måde. Det taler direkte ind i nutiden uden at give nemme svar.

Til gengæld – eller måske netop derfor – skurrer samspillet af og til. Nogle gange lidt for højspændt, nogle gange lidt for skematisk. Langt flest var dog de sekvenser, hvor den voldelige energi vibrerede med præcis intensitet.

Den præcision går igen i alle dele af den kunstneriske vision fra Clement Irbils lys, der i sine mange nuancer, mellem sol og dunkelhed, gør lyset til en aktiv, sanselig medspiller. Aki Shiraishi Bechs foruroligende lyddesign vipper af og til – og med god ret – på kanten af gyseren. Amanda Drews kompositioner, som hun selv giver kølig stemme, fremhæver fortællingens klassikerstatus.

Måske bliver Fædra dermed mere et mangedimensionelt billede, vi går ind i, end et skuespil. Karaktererne fungerer som brikker, ligesom forestillingens øvrige elementer, i denne visuelt og lydligt dragende afdækning af voldsspiralens uundgåelige gentagelse.