★★★★☆☆ Bambi er tilbage følger How to Kill a Dogs sikre opskrift på succes

Med Bambi er tilbage genbesøger kollektivet How to Kill a Dog deres signaturmix af forvrænget ærlighed og gåsehudsfremkaldende hitballader. Emma Sehested Høeg er som altid magnetisk, og forestillingen konsoliderer instruktør Jenifer Vedsteds position som kunstnerisk direktør på Nørrebro Teater. Men selv om kernepublikummet jubler, kunne kollektivet snart overveje at gå nye veje.

Allerede før tæppet går, syder stemningen på Nørrebro Teater. Hobevis af hvide cis-straight middelklassekvinder er samlet for at spejle sig i et tragikomisk portræt af københavner­moderskabets bekymringer anno 2025.

Emma – figuren, der metodesikkert kun næsten er Sehested Høeg selv – skifter med kraft og humor mellem dyriske og dæmoniske kvindestereotyper. Moderskabstemaet er nyt, men de kunstneriske greb er stort set gentagelser af kollektivets tidligere succeser, og de øvrige medvirkende kommer til at virke en smule påklistrede.

Momfluencerens klovnerier

En familie på tre er rykket ud i en bortvisnende skov i skyggen af en forlystelsespark, illuderet af Petruska Miehe-Renards scenografi, der domineres af en enorm gul rutsjebane. Sammen med pariserhjulet i Kasimir og Karoline på Det Kongelige Teater føjer det sig nærmest til en lille bølge af smådystopisk forlystelsesparkæstetik i denne teatersæson. Uanset om man køber metaforen om familielivets rutsjebaneture, tilfører monstrummet stærke rumlige niveauer til iscenesættelsen.

Bambi er tilbage lægger sig kun løst i forlængelse af Felix Saltens roman fra 1923 og fungerer snarere som en udlægning af opløbet til Disneys alle-børn-traumatiserende hjortemor-dør-scene. Forestillingen kredser om moderfrygten: Hvordan beskytter man sit afkom i en skov fuld af pløkkegale jægere – især når man en dag er væk?

Flere figurer går igen fra How to Kill a Dogs tidligere værker, fx en gaffatapet, horrorhumoristisk Michelin-krop foldet ud som kritik af moderne kosmetiske illusioner, og en “amerikansk” bondepigeversion af mandens lillepige-fantasier.

Emmas tryllecirkel

Sehested Høeg formår trods den meget store sal at skabe samme fortrolige magi som i kollektivets debut Velkommen til Pandora, der spillede på mindre scener for fem år siden. Man fængsles stadig af karakterernes kunstigt konstruerede ægthed – og mest af alt af hendes sange. Musikerne fra Who Killed Bambi fungerer bedst i de skrøbelige ballader. Flere gange bruser et beatbåret track dog frem, og Emma fylder egenhændigt scenen, så ensemblets primære funktion synes at være at levere et skær af legitimitet.

Hendes kontrol over skift mellem vokalteknikker, de skæve gear i melodierne og teksternes finurlige balance mellem smerte og humor er eminent. Hun synger blandt andet sørgmuntert om det, moren savner mest: sig selv. Kvinden, der uden skyld kunne blive ude hele natten og ryge cigaretter uden at mærke presset om perfekt performet omsorg.

Emma står ikke alene, men der er ikke rigtig plads til de andre. Gustav Giese tilegner sig glimtvis rampelyset i sine konstante forvandlinger mellem faren i kropsnær kronhjortedragt, karikeret britisk jæger eller stodder-kanin. Deres Bambi-barn er først en kitsch vinduesdekorationshjort, men spilles siden på skift af Edith Snegaard Müller eller Gro Lodberg Strand, som nyttesløst kiler sig ind mellem forældrenes kollisioner.

Nødvendig umodenhed

Bambi er tilbage følger næsten revyens garantiform: Man får det, man kom efter, og gensynsglæden bringer publikum både til tårer og latter. I en tid, hvor horder af manbabyer skubber barnevogne gennem brokvartererne, er der en befriende nødvendighed i forestillingens insisteren på, at også mødre må være umodne og angste.

Men mellem glimt af stratosfærisk magi kan man alligevel længes efter, at How to Kill a Dog turde løsne grebet om deres sikre formel.