★★★★☆☆ Tag med på The Extraordinary History of Circus

Cirkus Cirkör er aktuel på Malmö Stadsteater med en kærligt kantet tur tilbage gennem tiden i The Extraordinary History of Circus. Fra nycirkus’ fremkomst i 80-90erne over fortidens koryfæer, hesteopera og narreløjer til Romertidens Cirkus Maximus – og lidt længere. Det er sublim historieundervisning for både børn og voksne.

Fem artister varmer op på scenen, der mest af alt ligner et tilfældigt og smårodet backstageområde, mens vi finder plads i Malmö Stadsteaters smukke kuplede Hippodromen-scene. Men så går vi i gang. Musiker og skuespiller Tobias Ulfvebrand udfritter de andre fire om, hvorfor de er blevet artister.

“Der stod to elefanter,” siger jongløren Viktor Gyllenberg. Og behøver man egentlig sige mere? Synet af de store dyr engang i barndommen indkapsler jo den fascination af det uventede, det fremmedartede, det fantastiske, som er kernen i cirkus. For artisterne, der skaber det spektakulære, og for os, der som publikum drages og forføres.

Tidsmaskinen starter i 90erne

Nycirkus er efterhånden temmelig gammelt, og har i Danmark fået den mere dækkende betegnelse samtidscirkus for sin evne til at bruge cirkussproget til at skabe fortællinger om samtidsrelevante – og mere almengyldige – emner.

Men selvfølgelig starter aftenens tidsmaskine i 90erne, hvor Cirkus Cirkör etablerede sig. Det blev startskuddet til en stærk forankring af cirkus på den svenske kunstscene – og måske lige så væsentligt i uddannelsessystemet fra grundskole til universitetsniveau. Med afsæt i punkens mindset og troen på at skabe selv, ud fra de forhåndenværende søms princip, blev den nordiske variant af nycirkus født til lyden af fræsende motorsav med en tidlig udøvelse af disruption.

Væk med “störst muliga tystnad” og ind med hærg, absurditet, meget lidt løn, men til gengæld en del kaffe. Skateboard ræser over scenen med dødsforagt, kaffekopper flyver i et hyperelegant jonglørnummer for fire, inden røgen indhyller jongløren, så kun hans ringe anes i tågen.

Sød pas de deux

Han træder frem igen og fortæller, at han har arvet det hele fra far og mor. De mødte hinanden i cirkus i 70’erne. Hun på rulleskøjter fra Vest, han akrobat fra Øst. Kun en enkelt nat fik de sammen, for dengang delte jerntæppet Europa i to, og der var spioner overalt. I den sødeste pas de deux nærmer de to forelskede sig hinanden, og undslipper for et øjeblik den lede – og også ganske akrobatiske – spion ved at svinge sig i vasketøjssnoren.

Simon Granit Ossoinak og Marie Asplund er det adrætte par. Hun vender siden tilbage i aftenens måske mest blændende sekvens, en aerial silk. Hun smelter næsten ind i de lange stofstykker, men kaster sig så i pludselige temposkift mod gulvet for atter at balancere yndefuldt oppe under sceneloftet igen. Hendes fuldstændig fleksible krop kan indtage de mest forbløffende poses.

Men nu foregriber vi den historiske rejse, der på vejen også har været omkring Buffalo Bills Wild West Show. Her ledes den noget mere posh hesteopera, Fer, an af Viktor Gyllenberg med stiv overlæbe og svingende kæpheste, mens de øvrige bedårer med den klassiske heste-poseren. Spørgsmålet om dyr på scenen afhandles stærkt i hestedressuren, og med Angela Wand som frådende domptør for Simon Granit Ossoinaks løvedyr, der tilmed slippes løs blandt det hujende publikum. Gæt, hvem der brøler sidst.

Vader i dyrelort

Vi får dukketeatrets poesi på linen højt, højt oppe over det lille lysende cirkustelt. Det udsender de kendte lyde, der trigger enhver med et barndomsminde om høj musik, galopperende heste og lidt farlige klovne. Komikken er her indlejret i karaktererne, der af og til er rå og selvbevidste, andre gange porøse og lyriske.

Vi får middelalderens narrefigurer, som vi kan kaste grøntsager efter. Grøntsagerne er ikke rådne, men fornemmelsen af udskud springer i øjnene. Den forstærkes, da en megaloman romer træder ind på scenen og hævder at have skabt cirkus. Romernes gladiatorvariant har ikke meget med nutiden at gøre, men det er dog tankevækkende, at det, der fascinerer så dybt, også har været en kamp for livet. Og at artistrollen på godt og ondt har stået uden for samfundet på forskellig vis op gennem historien.

Cikus Cirkör har skabt en både underholdende og meget poetisk forestilling. Den pleaser ikke sit publikum, men får modhagerne, risikoen og det rå med. Humoristisk, men også konkret symboliseret af at vade i dyrelort. De fem meget forskellige artister skaber præcise karakterer. Kun i momenter strammes rammen, når der namedroppes fremfor at vise det i Filip Alexanderson og Alexander Weibel Weibes rytmiske instruktion – der gerne og velkomment lader kaos råde i glimt.

Efter jubelskrigene at dømme rammer forestillingen plet hos de yngste i publikum, og der blev også klukket og sukket henført blandt de ældre af The Extraordinary History of Circus, der i høj grad er en tur til Malmö værd. Cirkushistorie fortalt i cirkus’ eget fabulerende og bjergtagende sprog – hvad kan man ønske sig mere til jul?