★★★☆☆☆ Lille Kosmos fortæller om det nære og det store, så det er svært at følge med

Kosmos er universet. Kosmos er også navnet på drengen i den nye børneforestilling fra Teater Hund & Co og Teaterhuset Filuren. Det er sødt og lidt forvirrende – præcis som forestillingen.

”Hele verden kan forandre sig på ét øjeblik”. 

Sådan siger Malik Grosos’ Kosmos i Josephine Eusebius’ Lille Kosmos. I Adelaide Bentzons iscenesættelse er fokus ligeligt fordelt på det nære og det store. På det små forandringer i Kosmos’ liv og på hele universet. Det er nok i virkeligheden både forestillingens styrke og svaghed.

Når alt forandres

Lille Kosmos handler om drengen Kosmos, der flytter fra lejligheden i byen til et hus på landet. Men mors kæreste og Kosmos’ bonussøster flytter ikke med. Og der er også så forfærdeligt stille ude på landet. 

”Alt det, der fandtes før, det findes ikke mere,” siger Kosmos, der føler sig skåret over i to dele. Selvom Emilie Rasmussen som hans mor gør et halvhjertet forsøg på at trøste, så er det ikke til nogen hjælp. For mor pakker heller ikke flyttekasser ud. Hun sidder bare på trappen og ryger cigaretter.

Det er først ved hjælp fra de to nye venner, Prik og Lille Bitten, at Kosmos langsomt finder ud af sine følelser – og samtidig lærer en masse nyt om universet. Da de tre for alvor kommer ind på livet af hinanden, leger rumskib og ”flyver” ud gennem galaksen, sættes der fart på lyseffekter og Johannes Eberl Smeds lydside. ”Det er så stort, at man ikke forstår det,” siger Kosmos om universet, før han bryder ud i en næsten Nik & Jay-lignende sang om at forstå, hvor man kommer fra.

Universet og en dreng

Men før vi når så langt, har der været en del skift i stemning og form. ”I begyndelsen er der ingenting,” forklarer Emilie Rasmussen os indledningsvist. Hun står på den mørke scene sammen med Jesper Bruun. Hun i spraglet bluse og smækbukseshorts. Han i blå fodboldtrøje. De fortæller om den første prik, der blev til en stjerne og siden til hele kosmos. 

Det går ret stærkt, og virker i første omgang helt uden sammenhæng til den efterfølgende scene, hvor Kosmos præsenteres som en dreng. Var det universet eller bare et barn, vi lige hørte om? 

Lille Bitten og Prik forsøger at trøste Kosmos ved at tale om stjerner og universet. Ved at få ham til at forstå, hvordan man på samme tid kan være lillebitte og kæmpestor. Efterhånden smelter de to dele sammen i Lille Kosmos. Her giver indledningen måske nok mere mening, men det bliver også ret filosofisk – i en grad, hvor flere af de yngste børn på tilskuerrækkerne lader til at miste fokus.

Kompliceret historie

Det sorte scenerum i Astrid Lindgreen Hjerminds scenografi ændrer sig gradvist. Først dukker en grøn stribe op på gulvet. Dernæst et par mønstrede blå-grønne patchwork-forhæng bagerst. Siden en lygtepæl, som Kosmos kan klamre sig til, da flyttebilen er klar til at forlade byen.

På landet bliver hele gulvet grønt, ligesom bagtæppet foldes helt ud med de grønne og blå mønstre som et andet landskabsmaleri. Eller måske som et barns tegning af, hvordan der ser ud på landet. Det hele forstærkes af Jesper Jepssons lysdesign, der som solen stråler over den landlige idyl. 

Malik Grosos skaber en sød og let naiv Kosmos. Han er drenget og troværdig. Det samme gælder Jesper Bruun som drengen Prik og Emilie Rasmussen som både mor og Lille Bitten. Men selve historien er forvirrende og svær at følge med i for de mindste, der – i hvert fald på denne dag i Aarhus – er mere interesserede i at få at vide, hvornår de må komme ud igen.