★★★★★☆ Vellykkede venskabsreplikker og troværdige skuespillere i Vi to

Abelone Koppels enkle, kloge stykke Vi to hos Teatret Masken bliver til en overbevisende forestilling om det svære ved at få en ven – og selv at være en god ven.

”Kender I ikke det, når man ikke tør være sig selv?” Sådan spørger den unge fyr i jeans og hættetrøje ud mod børnene hos Teatret Masken i Nykøbing Falster. 

“Jo!” lyder det spontant fra ungerne. Straks er fortroligheden etableret – og så er alle eleverne fra en 2. klasse på Lolland ellers optændte af at følge fortællingen om drengen Luka i hættetrøjen, der drømmer om at få en ven – og som især er fascineret af klassens nye dreng Ziggy. 

Den indre tvivl

”Ziggy lyser bare!” forklarer skuespilleren Nicolai Duckert Perrild i rollen som Luka. Han er mest alene hjemme på sit værelse, hvor han gemmer sine hemmelige ting inde under dynen i sin seng. 

Nicolai Duckert Perrild flakker i blikket, så han troværdigt udtrykker drengens indre tvivl og manglende selvtillid. Hans krop forsøger at gemme sig inde i et par løse jeans, selv om hans hemmelighed måske er, at han godt kan lide at gå i kjoler. 

Og så løsner han overbevisende op, når han træder ind i skoven, som er hans helt egen verden, hvor han kan tale med træerne, når han er ked af det, og hvor han kan høre deres svar. Samtidig skildrer han præcist skammen over at være en dårlig ven, da han kommer i en situation, hvor han egentlig burde forsvare Ziggy, men i stedet svigter ham totalt.

Skrigorange sneakers

Ziggy lyser bogstaveligt talt op, da han træder ind på scenen med sit orange hår, sit lilla shorts-jakkesæt og sine skrigorange sneakers. Men skuespilleren Rex Leonard stråler allerstærkest med sine glade og selvsikre øjne. Han gør sig selv sfærisk og næsten overnaturlig, sådan som han dukker op og forsvinder, hvis han da ikke slår kolbøtter hen over Lukas sovesofa. 

Rex Leonard har noget uforudsigeligt over sig. Han formår at vise den stærke facade hos et menneske, der insisterer på at gå klædt efter sin helt egen smag. Men han viser også en spændende sårbarhed, når han bliver udsat for mere og mere væmmelig mobning. Hans krop går fra at være spændt og selvsikker til at blive desperat og skrøbelig, når han ligger fladt udstrakt i skolegården – med ansigt gemt væk fra forfølgerne. Det er intenst skuespil.

Naturlige replikker

Vi to er skrevet af Abelone Koppel, der her virkelig har begået en klog tekst i særklasse. Teksten er alment genkendelig, når den beskriver den almindelige frygt for ikke at få en god ven, når man begynder i skole. Men teksten er samtidig så enkel, at den kan rumme mange forskellige sceniske fortolkninger, så den også kan gælde de store børn og teenagerne. 

Symbolikken er klar, og ikke mindst beskrivelsen af de to drenges drøm om at tage ud i skoven blandt træer, der lytter uden at dømme, fungerer virkelig godt. Samtidig rammer replikkerne følelsen af de mange forventninger, som kan være svære at leve op til, hvis man føler sig anderledes. Ikke mindst som barn. Som en konkret replik lyder: ”Jeg hader at spille fodbold, men jeg elsker at være i skoven”.

Abelone Koppels replikker har i det hele taget en naturlighed, der får dialogerne til at flyve uanstrengte afsted. Også da krisen pludselig indtræffer, og venskabet trues af sætningen ”Jeg troede, at vi var venner!”. En ultimativ sætning, som de fleste af os nok kommer til at høre eller sige på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Magisk sovesofa

Instruktøren Anna Schulin-Zeuthen følger ubesværet tekstens symbolverden. Hun har fået venskabet mellem de to usikre unge til at udvikle sig, så det bliver tydeligt, at de netop begge to tvivler på deres evne til at få en ven. Hun lader skuespillerne gå helt ud til grænsen af ensomheden, så man som tilskuer genkender den svære situation, når en dum hændelse pludselig truer med at smadre et venskab.

Scenografen Allan Frausing har tilsvarende taget udgangspunkt i Lukas værelse i form af en kvadratisk og forvandlingsparat sovesofa, som sjovt nok både kan slås ud og dreje rundt, så sengefirkanten pludselig også kommer til at minde om et uhyggeligt slagsmålssted i skolegården. Tilsat væmmelige lyde af slag i Jonas Jørgensens stemningsfulde lyddesign.

Uendelig skov

Bagtæppets smukke silhuetter af træstammer viser sig at komme fra en “skov” af virkelige træstammer, der bliver drengenes tilholdssted. Her er der ikke nogen, der gør nar ad dem. En glimtende krystal bliver deres amulet, og skovens “bagvæg” er et stort spejl, så skoven virker uendeligt stor. Det er virkelig smukt.

Ziggys karismatiske farveglæde afspejles også i lysdesignet af Michael Breiner. Allerflottest er lyset lige det sekund, da Ziggy træder ind på scenen i sitrende silhuetstråler i turkis-lilla-gul – som et øjebliks lysmagi. Lysets flammende farver fungerer samtidig som et billede på Lukas replik om Ziggys eksotiske navn: ”Ziggy – det lyder som ild, der danser.”

Markus Artved har desuden skrevet kendingssangen Mit hjerte banker i hele min krop med en dynamik, der minder om en god tv-julekalendersang, og Nicolai Duckert Perrild synger sangen med fin undren og stille tøven i stemmen. 

Forestillingen blusser stærkest, da venskabet sættes på prøve, men heldigvis sørger iscenesættelsen og Anne Nymarks dramaturgi for, at forestillingen ender godt, uden at slutningen bliver sentimental. Det beroligende budskab i Vi to er tydeligvis, at alle kan finde ud af at have en ven. Også de af os, der er mest modige langt ude i en skov.