HVORFOR DANSER BETTY?

På Betty Nansen Teatret har vi igennem 8 år inviteret dansen ind på institutionsteatret. Det har skabt publikumssucceser og givet os en ny kunstnerisk familie, skriver direktør Eva Præstiin i dette tilbageblik på otte års arbejde med at skabe opmærksomhed omkring dans og koreografi for publikum, medier og støttegivere.

Da Elisa (Kragerup) og jeg kom til Betty for 8 år siden var en af vores største drømme at skabe et sanseligt og fysisk teater, hvor kunstarter og fagligheder kunne skabe sammen.

Betty-forestillinger skulle ikke skulle være danse-, skuespil- eller musik-teater, men sig selv og det hele på en gang.

Vi oplevede en stor længsel mod det kollektive, det flerstemmige og det fysiske som modvægt til en individfokuseret kultur med sproget øverst i hierarkiet. Kroppen kan noget, ord ikke kan. Dans kan formidle følelser, stemninger og sætte os i forbindelse med noget, som vi genkender på et ubevidst plan. Dans taler med og til kroppen.

Derfor har især dansen og koreografien været markant til stede i Bettys kunstneriske profil.

Vi har produceret syv store “dansefortællinger” (i mangel af en mere formel genrebetegnelse) og haft et årelangt samarbejde med Dansehallerne og MYKA.

At vække nysgerrigheden

Forestillinger med dans og koreografi som centrum har spillet på alle tre scener på Betty, solgt masser af billetter, modtaget flotte anmeldelser og de koreografiske kunstnerne har vundet priser. I 2023 blev Årets Instruktørpris for første gang givet som delt pris til instruktør Amanda Ginman og koreograf Sebastian Kloborg for Mørkt Forår. Forestillingen spillede for udsolgte huse på Edison. På scenen var to dansere og to skuespillere og den nykomponerede musik var markant til stede gennem hele forestillingen.

D. 10. januar 2026 havde vi premiere på Mary Vs. Elisabeth I. Dorte Grannov Balslev skriver: “En dramatisk historie, der henvender sig til alle, men måske især til et publikum, der ikke nødvendigvis er hjemme i balletforestillinger eller smalle moderne danseforestillinger. Forhåbentlig vækker forestillingen nysgerrigheden på dansens verden i øvrigt.”

Bettys samarbejde med dansere og koreografer har skærpet vores kunstneriske profil og udvidet vores repertoire. Vi har arbejdet strategisk på at give dansen en markant, kontinuerlig og synlig plads på et større institutionsteater for at skabe opmærksomhed omkring dans og koreografi både for publikum, medier og støttegivere.

LÆS hele anmeldelsen her: Mary vs. Elisabeth I er magt og hatecrime, som var vi live på digitale medier

Rapport bekræfter udfordringerne

Efter en 8-årig dedikeret indsats gør det naturligvis indtryk, når vi kan læse i den grundige og nyligt offentliggjorte rapport bestilt af Augustinus Fonden, at dans opføres færre gange, end hvad der er gennemsnitligt på tværs af scenekunsten, og at en institutionsleder i samme rapport efterlyser et mere rummeligt landskab, der giver plads til flere forskellige genrer og til at gå på tværs af genrer.

I en rådgivningssession inden jul mødte jeg et meget talentfuldt kompagni fra det frie felt, som beskrev, at de med deres hybrid-genrer “ikke passer ind nogen steder”. De er desværre ikke alene. 50 % af de adspurgte i rapporten oplever, at det er svært at få adgang til scener, hvor de kan vise deres forestillinger. Rapporten giver med stor autoritet viden om de udfordringer de koreografiske kunstnere oplever. Udfordringer der ikke bliver mindre af, at det ofte kræver mere udviklingstid at skabe tværæstetiske forestillinger.

Drømmen lever i os

Vores erfaring igennem 8 år er, at vi hver gang må spørge det kunstneriske hold: Hvordan udvikler vi bedst dette specifikke værk sammen?

Vores strategiske indsats har været generøst supporteret af private fonde. Det har betydet, at vi har kunne tilbyde kunstnerne workshopperioder til kunstnerisk udvikling i tværfaglige og samskabende processer. For os som ledelse og for teatrets forholdsvis lille produktionsøkonomi har det været altafgørende, at få opbakning til både at have tid tid udvikling og til at realisere de ofte store produktioner bag forestillingerne. Uden privat støtte ville det ikke være muligt.

Hvis vi også i fremtiden ønsker at inkludere nye hybridgenrer og samarbejder mellem kunstarterne i det scenekunstneriske landskab er det essentielt, at der skabes udviklingstid og sceneplads.

Når vi forlader Betty til sommer, lever drømmen om det fysiske og flerstemmige teater videre i os og forhåbentlig også i alle de publikummer, der har oplevet det. Hermed en opfordring til alle os, der har indflydelse på feltet om at skabe stærke partnerskaber og infrastrukturer, som kan udvikle scenekunsten og sikre bæredygtige produktionsforhold – også til forestillinger, der er sig selv og det hele på en gang.

Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.