★★★★☆☆ Flotte hatte og ufarlige budskaber i My Fair Lady på Det Ny Teater

I Det Ny Teaters visuelt imponerende og underholdende opsætning af My Fair Lady er Eliza Doolittles Cockney-engelsk oversat til drævende 70’er-københavnsk, og Henry Higgins er en voksenbaby forklædt som intellektuel professor.

Den stadig aktuelle klassetematik er tydelig allerede fra ouverturen i Martin Lyngbos iscenesættelse af My Fair Lady. Den sociale arv visualiseres ved flasker, der evigt akkumuleres i antal og en tilføjet skytsengels-mor, som bliver symbolet på drømmen om et bedre liv for den lille Eliza Doolittle. Men tonen forbliver let og vittig, og der graves aldrig helt dybt nok i samfundskritikken.

Peter Plaugborgs Henry Higgins er i perfekt snobbet bromance med Kim Hammelsvangs Oberst Pickering, når de frydes over eget intellekt og studerer Sofie Topp Christensens Eliza som et dyr i zoo. Hun fastholdes dog også mere som comic relief end hovedperson i 1. akt med en noget karikeret dialekt. Under bandeordene og den let beskidte overflade savner man at fornemme, hvem Eliza egentlig er. Måske ved hun det heller ikke selv endnu.

Hattene stjæler showet

Et af forestillingens stærkeste kort er Tommy Kenters Alfred Doolittle, der som Elizas far er den heldagsdranker, man gerne vil sidde ved siden af på værtshuset. Kenter giver Hr. Doolittle et glimt i øjet – særligt når han drillende synger “mæææn med lidt lykke og lidt held” direkte til publikum, ruller en indforstået latter i hele salen.

I arbejdsværelset er Hanne Uldals afdæmpede Mrs. Pearce et ironisk spejl af Higgins’ kvindehad, når han hoppende og dansende formaner “hvorfor er kvinder ikke som mænd?” Også Susse Wold som professor Higgins’ mor er charmerende og udfordrer med kærlig sarkasme sin søns selvbedrag, når hun står som en søjle af tålmodighed i overklassecirkusset.

Det velsyngende ensemble fremstår som en samlet organisme, der legemliggør klasseskellet i både sangstemmer, kropssprog og dans. Som bargæster fra underklassen er de højlydte, bramfri og medrivende. Som overklassen til hestevæddeløb er de polerede og undertrykker humoristisk enhver følelsesimpuls. Særligt de overdådige hatte og kjoler designet af Paul Farnsworth stjæler showet i slutningen af 1. akt og står som det perfekte symbol på overklassens selviscenesættelse.

Maskefald efter ballet

Det velspillende orkester, ledet af Per Engström,  gav liv og klang til de velkendte sange. Særligt Christensen brugte sin sangstemme effektivt til at vise Elizas både sproglige og karaktermæssige udvikling; fra hendes mere barnlige lyse klang i 1. Akts “dajerligt”,  til når hun med moden autoritet i stemmen synger til Higgins at hun sagtens kan klare sig uden ham. 

Handlingen stagnerer en smule i det, der dramaturgisk burde være højdepunktet – balscenen, hvor det afgøres, om Eliza består som prinsesse eller ej. Men det er netop efterspillet i My Fair Lady, som bliver det mest interessante i forestillingen. Det er først her, at Eliza endelig træder i karakter, og Sofie Topp Christensen for alvor får lov til at give karakteren den dybde og alvor, man hidtil har savnet.

“Du er en lady nu, Eliza, det er hvad du er,” får hun at vide af Higgins, som har forelsket sig i det kvindeideal, han selv har skabt. Men det er Higgins selv, der i sidste ende indeholder en indre Eliza, når han med blodtud og bandeord endelig indser, at hun er kvinden i hans liv. 

Peter Plaugborg spiller Higgins med et udtryksfuldt kropssprog, og den karakteristiske talesang kommer virkelig til sin ret i parrets endelige opgør, som ender med at fremstå mere som et maskefald end romantisk forløsning.

Den åbne slutning giver Eliza stemmen tilbage

Med ét greb står slutningen mere åbent end forventet, og det er dét, der tydeliggør, at fortællingens egentlige forløsning ikke er romantisk. Den handler om Elizas ret til selv at definere, hvem hun er – og hvem hun ikke længere vil formes af. Her kan Sebastian Harris’ lattermilde Freddy Hill stå som et fint alternativ til den fordømmende og lettere kaotiske Higgins, når Eliza får agens til selv at vælge sin fremtid. På den måde bliver denne opsætning mere tidssvarende end dens forgængere.

My Fair Lady er en forestilling, som altid vil have et kernepublikum, der elsker den. Det afspejles også tydeligt til premieren, hvor flere publikummer selv dukkede op i store hatte som en kærlig hyldest til 1910’er-æstetikken.

Visuelt er opsætningen på Det Ny Teater overdådig og mættende, og det er lykkedes at puste en smule nyt liv i klassikeren. Den er dog fortsat mest en let og underholdende komedie med et spiseligt og ikke alt for udfordrende take på klassekamp, som dermed ikke risikerer at fornærme sit eget publikum.