Torsdag den 19. marts kl. 17.00 slår Warehouse9 dørene op for den officielle åbning til IPAF Festival, der præsenterer LGBTQIA+ kunstnere og i år finder sted i Dansehallerne. ISCENE har talt med festivalens co-directors Jørgen Callesen og Emma Castro Møller om, hvad netop denne festival kan nu og i fremtiden.
IPAF er Warehouse9’s internationale performancefestival, der afholdes hvert andet år. Festivalen er en vigtig forlængelse af organisationens dedikerede arbejde med at støtte og fremme LGBTQIA+-kunstnere og kulturarbejdere. IPAF beskrives som et “dynamisk mødested for kunstnere og publikum, der skaber muligheder for kunstnerisk udvikling, præsenterer intense live-performances og skaber rum for vigtig dialog og fællesskab.”
Åbningen byder på bobler, taler og en spoken word-optræden af Rei Mansa, der har været en del af Warehouse9 siden starten, og har optrådt ved flere forskellige arrangementer som blandt andet julekabareter. I dag fokuserer han mest på spoken word, men stadig med fokus på køn og seksualitet med et strejf af sund afsky for kapitalisme og normer.

Performance og dans
IPAF produceres i år i samarbejde med Dansehallerne og præsenterer “presserende, poetiske og genrebrydende værker i København, der aktivt engagerer sig i identitetspolitik, seksuelle udtryk og kropsrepræsentationer.” IPAF bygger på den overbevisning, at performancekunsten kan tilbyde nye perspektiver og forståelser af virkeligheden, kollektiv fantasi og en bedre og mere retfærdig fremtid. En mission, der i følge festivalen har fået fornyet aktualitet i nutidens geopolitiske landskab.
Nye perspektiver og forståelser af virkeligheden, kollektiv fantasi og en bedre og mere retfærdig fremtid
Emma Castro Møller og Jørgen Callesen siger: “IPAF bliver fire dage med queer performance og dans samlet under ét tag i Dansehallernes fantastiske rammer i Carlsberg Byen. Festivalen er kulminationen på to års arbejde og viser både internationale, turnerende performances og resultaterne af værker, der er skabt gennem residencies og kunstneriske udviklingsforløb hos Warehouse9.
Som organisation gør vi en dyd ud af at flette vores programmer sammen. Det betyder, at vores residencies og community-programmer væves direkte ind i festivalen. IPAF’s funktion er derfor i høj grad at understøtte den kunstneriske praksis, ligesom det er at fremvise performernes færdige arbejde for et publikum.”
Læs hele programmet her.

Inkluderende kunstneriske rum
Festivalen har mange års relationer til queer communities i Danmark og internationalt og udvikler inkluderende kunst. Jørgen Carllesen fortæller: “IPAF er et dynamisk mødested mellem kunstnere og LGBTQIA+ -communities, som muliggør præsentationen af kunstneriske eksperimenter i nær dialog med både publikum og professionelle fra den uafhængige scenekunstbranche lokalt, nationalt og internationalt.
Festivalens tydelige kønspolitiske fokus og mangeårige relationer til queer communities i Danmark og internatioanlt har gjort det muligt at gå i dybden med- og nuancere en række aktuelle tematikker og sætte kunstnernes praksis og aktuelle værker i realtion til en større samfundspolitisk debat.
Et inkluderende rum, som bygger på værdier og drømme fra queer aktivisme, D.I.Y. kultur og kønspolitiske bevægelser
Siden festivalens start i 2008 har Warehouse9s rolle været at skabe et inkluderende rum, som bygger på værdier og drømme fra queer aktivisme, D.I.Y. kultur og kønspolitiske bevægelser, samtidig med at vi kan tilbyde et professionelt teknisk og kuratorisk setup, der giver kunstnerne tryghed til at kunne udfordre sig selv og gå nye veje. Denne kombination har været unik i Danmark og været med til år for år at sætte queer og socialt engageret performancekunst på landkortet.”

Et scenekunstnerisk økosystem
Emma Castro Møller fortæller, at de skaber en hel infrastruktur, der giver queer-kunstnere en mulighed for at skabe værker: “Vi arbejder på at forbedre det scenekunstneriske økosystem som helhed. Vi støtter ikke kun den enkelte produktion, men kunstnerens samlede praksis. Vi arbejder med social bæredygtighed ved at skabe det fundament og den infrastruktur, der overhovedet gør det muligt for queer-kunstnere at skabe værker over tid. I år er det derfor særligt betydningsfuldt, at IPAF sker i et tæt samarbejde med Dansehallerne.
Det er et samarbejde bygget på solidaritet, som sender et stærkt signal om, at queer-kunst hører til på de store scener. I en tid med stigende systematiske tilbageslag for LGBTQIA+-rettigheder og en alvorlig indskrænkning af den kunstneriske frihed, får festivalen en markant geopolitisk betydning.”
Sender et stærkt signal om, at queer-kunst hører til på de store scener
Emma castro Møller forklarer desuden, at festivalens kuratoriske strategi handler om caretaking: “Når vi rykker ind i en ramme som Dansehallerne, bringer vi en queer-kuratorisk tænkning med os, der handler om at sænke barriererne for adgang. Er vi perfekte? Langtfra.
Vores ambition er, at accessibility skal være vævet ind i hele festivalens DNA. Det er en løbende proces, men i år betyder det konkret, at vi medbringer egne access toolkits, sliding-scale priser, indfører early access som standard og medbringer vores safer space politik. Og som noget helt særligt indretter vi et socialt “quiet space”, hvor publikum kan slappe af og finde ro til refleksion.”

I fjendtlige vande
Emma Castro Møller fremhæver igen vigtigheden af den bæredygtige infrastruktur for kunstnerne: “Vores fokus med IPAF – både nu og i fremtiden – er at etablere en holdbar infrastruktur for queer-kunstnere, der rækker langt ud over festivalens få dage. Ligesom Warehouse9 har IPAF historisk set taget mange former, og det er vores klare ambition, at festivalen fortsætter med at bevæge sig i de retninger og antage de former, som fremtiden nødvendiggør.
Kunst og kultur glimrer ved sit fravær på de politiske dagsordener
Vi navigerer lige nu i fjendtlige vande, når det kommer til LGBTQIA+-rettigheder og kunstnerisk frihed, hvilket uundgåeligt præger festivalen. At vi samtidig står få dage fra et valg, hvor kunst og kultur glimrer ved sit fravær på de politiske dagsordener, understreger kun nødvendigheden af vores arbejde. Det er vores håb, at fremtidige udgaver af IPAF kan finde sted under andre og mindre fjendtlige vilkår, både lokalt og globalt.
Indtil da fungerer festivalen som et rum, hvor vi øver os i den verden, vi ønsker at se. Ved at prioritere det nære – relationerne, tilgængeligheden og den institutionelle solidaritet med fx Dansehallerne – skaber vi konkrete handlinger, som vi håber skaber ringe i vandet i hele det scenekunstneriske økosystem.”

Ringe i vandet
Festivalen har historisk set taget mange former, men i år markeres flere vigtige nye initiativer, fortæller de to co-directors: “Gennem samarbejdet med Dansehallerne træder vi for første gang ind i en større institutionel ramme, hvilket er et nyt og spændende kapitel for festivalen.
Det er også første gang, vi samler hele festivalen under ét tag, siden vi forlod Kødbyen, og endelig markerer 2026 vores genkomst til Vesterbro, siden vi forlod området i 2021. Vi gør derfor en særlig indsats for at række ud til de lokale foreninger i området for at genforankre os i bydelen.”
Målet er en mere solidarisk, tilgængelig og dynamisk scenekunstbranche
Målet er en mere solidarisk, tilgængelig og dynamisk scenekunstbranche, afslutter Emma Castro Møller: “Det starter med at skifte fokus fra den enkelte produktion til en dybere understøttelse af kunstnerens samlede praksis. Vi tager dialogen med organisationen om, hvad det kræver at huse en queer festival, og vi håber, at det skaber ringe i vandet i branchen.
Men det handler i lige så høj grad om det, der sker i selve mødet: at samle mennesker omkring queer-kunstneres værker. De samtaler, der opstår, og den glæde, vi deler, er i sig selv en modstandshandling. IPAF handler om at skabe et frirum, men i høj grad også om at insistere på og vedligeholde det rum som en tilgængelig platform for fremtiden.”
Warehouse9 er en tværfaglig kunst- og performanceorganisation, hvis kerneopgave er at støtte udviklingen og præsentationen af værker og idéer skabt af LGBTQIA+ -kunstnere og kulturarbejdere. Vi er en drivkraft, der kultiverer ny tænkning, styrker fællesskabet og dedikerer rum til queer kunst året rundt.
Årets IPAF-temaer:
- Magt og overvågning: I Eve Staintons The Joystick and The Reins dissekeres samfundets definition af trusler og de overvågningssystemer, der rammer marginaliserede kroppe. Hazem Header undersøger, hvordan kroppen bærer på både revolutionens håb og systemiske traumer fra Egypten.
- Radikal sårbarhed og Queer Spektakel: Lucy McCormick hylder i Lucy & Friends det groteske og uperfekte som en vej til fælles overlevelse gennem et kaos af queer cabaret-spektakel og total nedbrydning af egoet, mens Alex Franz Zehetbauer genopliver narrens historiske ret til at tale sandt til magten gennem
- en absurd og lækkende æstetik.
- Queer mytologier: Charlie Laban Trier bedriver en form for identitets-arkæologi, hvor han maner glemte trans-mytologiske figurer frem og skaber nye rum for synlighed i dag.
Fremtidsplaner:
Håbet er, at IPAF også i fremtiden vil være opsøgende, foranderlig og uforudsigelig. I 2008-2021 blev den kuratoriske profil udviklet som en del af vores kunstner- og communitydrevne stedsspecifikke rammer i Kødbyen, som ofte byggede på internationale samarbejder og residencies. I 2022-2024 var Warehouse9 i transit på tværs af København fra Brønshøj og Vesterbro til Nordvest og Valby.
I 2026 er der fokus på mødet mellem queer performance og dans i et inspirerende og frugtbart, institutionelt samarbejde med Dansehallerne. IPAF skal være en tryg, inkluderende og kunstnerisk nyskabende ramme, der hvert andet år genaktualiserer tematikker om krop, køn og identitet og sætter spørgsmålstegn ved festivalformater, samt kunstnernes og publikums rolle i en kompleks og udfordrende samtid.
Der er endnu ikke lavet nogle konkrete planer for IPAF 2028, men den vil tage afsæt i både, hvad der rører internationalt og nationalt indenfor tværæstetisk queer performancekunst. Og i den kommende udvikling af vores scenekunstneriske laboratorium og lokalt forankrede community aktiviteter i Vanløse, herunder vores 20 års jubilæum i 2027, der fejres med et kurateret program og sætter fokus på Warehouse9s arkiv fra 2007 og frem.
IPAF-billetter
Billetter til de forskellige performances under IPAF købes her. Der er en fleksibel prissskala på billetterne efter et “betal hvad du kan”-billetsystem til nogle af forestillingerne i IPAF-programmet.




