★★★★★☆ Clara Schøn sætter musik til hævngerrigheden i En hilsen til min eks

Clara Schøn er på turné med sit egensindigt musikalske show En hilsen fra din eks, hvor comedy møder jazz. Der er en lang tradition i dansk popkultur for at slippe hadet til eks-kærester og deres nye kærester fri. Clara Schøn giver formatet nyt liv med sit originale miks af vulgariteter, hjertesorger, selvironi og raffinerede toner.

Clara Schøn har Hotel Cecil i sin hule hånd fra første sang i sit show En hilsen fra din eks. Det er heldigt for os og især for skolelæreren, Jannik, der glemte at spørge rektor om lov, før han købte billetter til showet til hele klassen. Vi kan nemlig “ikke få pengene tilbage.”

Det er fair nok, for vi får til gengæld en lind strøm af life hacks – og måske også det modsatte – i Claras fortolkning af den uopslidelige twenty-something-tilstand, som comedy ligesom mange andre genrer ofte botaniserer i. I Claras tilfælde kommer afprøvningen af kærlighedens varianter i en original form, hvor comedyen hopper i kassen med en ualmindeligt skøn jazztrio, der desværre ikke krediteres med navn.

Smægtende stalkerode

Jeg valgte at skrive “hoppe i kassen med,” selvom resultatet er langt mere elegant og smooth, end billedet umiddelbart visualiserer. Men sagen er jo, at Clara Schøn slipper afsted med nogle særdeles platte tekster, der foldes ind i musikken, så vi næsten forledes til at tro, at det er kærlighedspoesi. Det er det sjældent. Til gengæld er det bramfri og selvironiske observationer af det liv, der kommer efter “de levede lykkeligt til dages ende.”

For særlig lykkeligt er det jo ikke, når en del af pakken er kønssygdomme ad libitum. Ej heller er Clara i en lykkelig – men dog en ret underholdende – situation, når hun får en smægtende kærlighedsode ud af sin trang til at stalke dem, hun forelsker sig i. Det ender i et tilhold, men Clara er endog mere presset i den evige brunch-situation, hendes veninder, de nybagte mødre, sætter hende i. “Aldrig mere brunch,” skriger hun, mens jeg atter får blæst håret frem over panden af de to latterbrølende kvinder bag mig, der gang på gang rammes lige i identitetens solar plexus.

Til gengæld er det sødt – og lidt old school-kønsrolleagtigt – når Clara synger: “Når han ikke knalder andre / ikke bøvser for tit / og når han rammer skraldespanden / og også rammer din klit / når han bliver og snakker / og støtter op om din surdej / så send lige en tanke til mig” i sangen til ekskærestens nye kæreste. Fine er også de små indskud om Claras nuværende kæreste, der kontrapunktisk nuancerer fortidens fortrædeligheder og moderskabets trusler – og gør tykt grin med Claras egne idiosynkrasier.

Kuldsejlede forhold og generel pinagtighed

Der er en lang tradition i dansk popkultur for at slippe hadet til eks-kærester og deres nye kærester fri med Souvenirs “Jeg hader Susanne” (1997) og Sys Bjerres “Malene” (2008) som nogle af de suveræne, slidstærke højdepunkter. Clara Schøn fornyer genren med sin helt egen stil, der er både mere sødmefyldt og tvetydig end de nævnte, men stadig giver godgørende, grinefremkaldende los på forsmædelse og hævngerrighed.

Parforholdet er både attraktionen og det, man holder ud i strakt arm, i En hilsen fra din eks, som genren byder. Og det gør Clara Schøn med lige dele finesse og tumpet genkendelighed. Hun jagter ikke pointer, men skaber stemninger, og selvom tekstniveauet af og til er lidt tyndt, rammer hun rent ind i et publikum i mange aldre, der alle kan mindes kuldsejlede forhold og generel pinagtighed ved at være et menneske.

Når man som Clara er “fyldt 29 – og også 34,” håber vi også på, at andre livsfaser kan komme ind i hendes egensindige, musikalske univers. Det skiller sig markant ud med sit corny og dog bedårende mix af vulgariteter, hjertesorger og raffinerede toner. Kan ske, at Clara ikke fik legatpenge til at udvikle showet, men originalt blev det, og også skolelæreren og hans elever fik en del med hjem.