★★★★★☆ Ødelæg, siger hun er intens og dragende musikdramatik

Performancegruppen Kant Fabrik har indtaget Aveny-T med deres æggende, sanselige eksistensdrama baseret på Marguerite Duras’ roman Ødelæg, siger hun. Her sat i spil med Matilde Böchers pirrende kompositioner og Signe Asmussens forankrende stemme som væsentlige komponenter for den revolution, der udspiller sig i kvinden Elisabeth Alione.

Det gælder forvandlinger og revolutioner indeni i Marguerite Duras’ tekst Ødelæg, siger hun fra 1969. Men det starter i mørke og stilhed i Kant Fabriks dramatisering, som de har vist i forskellige versioner siden 2018.

En kvinde træder frem i dunkelheden og skridter salen af med øjnene. Magtfuldt i fuldkommen ro. Så forsvinder hun atter i skyggerne. Vi blændes af lys, og en ny kvinde træder frem. Helt i sort, men mere bevægelig end den første, der nu sidder med ryggen til i modsatte side. En spinkel sang stiger op fra hende gennem det murrende lydlandskab. “Det regnede i morges,” synger hun, mens vi langsomt aner tre skikkelser mere på den skrånende plæne, der fylder næsten hele scenerummet.

Tennis har regler

Ødelæg, siger hun er ikke en klassisk roman, men nærmere et teksteksperiment, hvor temaet om forvandling lige så meget udspiller sig i formens abrupte ledemotiver som i indholdet i sig selv. Som sådan er den velegnet til scenen, og bliver flot forløst af Kant Fabrik med Matilde Böchers pirrende kompositioner og Signe Asmussens forankrende stemme som væsentlige komponenter for den revolution, der udspiller sig i kvinden Elisabeth Alione.

Hun er kvinden i sort, der nu krabber sig over scenen til den syngende kvinde på den hvide dækstol, der abjekt signalerer det hotel, hvor handlingen udspiller sig. Elisabeth opholder sig på hotellet for at overkomme en traumatisk hændelse, og vi møder hende i lidelse. Hendes krop vrider sig indhyllet i Asmussens stemme. Noget trænger sig på indefra. Noget vil ud, men først holder rørelserne hende i en skruestik.

Scenen er – som beskrevet i originalteksten – abstrakt og fylder (næsten) hele scenens dybde. Det er en plæne, og i det fjerne anes lyden af et spil tennis. Et spil, der trods sin kraft og finesse ikke helt spejler kampen i kvinden. Tennis har regler, mens det, der foregår i hende, er uartikuleret og undviger definition.

Hvor møder man ellers folk?

Det betyder ikke, at performancen er formløs. Den er tværtimod uhyre stringent i kollektivets iscenesættelse og S.E. Andersens koreografi, der i glidende formationer gentager mønstre og det frapperende, slikkende, sugende kys på hinandens kropsdele.

For nu dukker de frem på plænen. Nysgerrige på den kollapsede kvinde kravler de nærmere og draperer sig omkring hende. Hver har et navn og en grund til at være på hotellet, men samtidig er de en trehovedet fortæller af Elisabeths historie. Fra traumet i fortiden, til angsten for andre og det ukendte til omfavnelsen af noget nyt.

“Hvor møder man ellers folk?” spørger én. Underforstået på hotellet, der i sig selv er en transitzone, hvor alt kan ske. Hvor man er ude af sit eget habitat. Hvor forvandling er mulig. Den sker i teksten, men lige så meget i dette rum, der changerer i Brian Cord’hommes lysdesign, der går fra kras sort/hvid over støvet orange til næsten hyper-realistiske blå og grønne kulører i et eget mentalt landskab af muligheder.

Forandringen sker i lyden, der snor sig mellem karakterne. Blæs, dryp, blide fuglefløjt, en buldrende rysten, men også ætsende smerte i lydlig form. Den sker i den bevægelige plæne, hvor de som skræmte kaniner kan hoppe i hvert sit hul, for i næste øjeblik henslængte at besidde de små kratre, som var de blot endnu en dækstol i solen på tennisbanen.

Dragende, moderne musikdramatik

Søvnen er metaforen, der følger forvandlingen. Elisabeth sover hele tiden, men noget i hende vækkes, og mod slut “sover hun godt. Hun sover vores søvn,” siger trioen, der selv vil hvile sig lidt, inden “stormen sprænger rammerne”.

Duras’ tekst er inspireret af ungdomsoprøret året før, den blev skrevet, men teksten er i sin abstraktion eksistensdrama til alle tider. Kant Fabrik giver tekstens sanselighed krop og et skær af humor, som tøjstykkerne gradvist smides, mens lagene skrælles af løget og forvandlingen kan sættes fri i sin egen storm.

Ødelæg, siger hun er et intenst, dragende og moderne stykke musikdramatik, der balancerer lethed og tyngde med original elegance i et diverst cast, der smelter sammen med teksten til en mental tilstand, der holder os i en skruestik.