★★★★☆☆ Jeanne d’Arcs frådende pommes frites-orgie er ikke til at ryste af sig

Teater Sort/Hvids sansebombardement af krigsbilleder og groteske tableauer forvandler Jeanne d’Arc til et ikon i opløsning og efterlader publikum tomme og uden fodfæste.

Hun ankommer med en klar appel, svinger det hvide flag. Har hun endelig overgivet sig, den ellers så stålsatte Jeanne D’arc? ”Mennesker. Våbenhvile?” lyder hendes sidste replik i hybridoperaen på Teater Sort/Hvid.

Igennem en hel forestilling har hun gennemlevet de mest bizarre spektakler. Til sidst hænger hun korsfæstet på en jetjager, mens publikum bliver tæppebombet af blitzende stroboskoplys og buldrende industrial noise.

Tolker man tekstens adresserede mennesker som os i salen, lander forestillingen i en klar pointe: Jeanne d’Arcs kamp er slut. Resten er op til os. Vejen til den umulige fred må vi selv finde. Det er symptomatisk for instruktør Anja Behrens og scenograf Nathalie Mellbyes svimlende iscenesættelse: publikum bliver torpederet med uafrystelige billeder og efterladt på perronen bagefter.

Menneske eller ikon?

I Behrens’ bearbejdning af den franske nationalhelgen fremstilles Jeanne d’Arc – kropsliggjort af sopranen Katinka Fogh Vindelev – som et ikon snarere end et menneske. Der slipper intet følelsesliv igennem Vindelevs harnisk: hendes mimik er stendød, når hun monotont reciterer teksterne skrevet til forestillingen af forfattere, aktivister og dramatikere.

Værket vil noget andet. Her er ingen ambition om at genfortælle en myte, der allerede er fortalt til hudløshed. Det er symbolværdien, Behrens går efter. Og netop derfor forbliver Jeanne d’Arc interessant: en figur, der flakker mellem vidt forskellige betydningspoler.

For højreradikale politikere som Jean-Marie Le Pen, der år efter år lagde kranse ved hendes statue på arbejdernes kampdag, er hun folkets beskytter. For popkunstnere som Chappell Roan og Rosalía er hun et ildspåsættende, frigørende queer-ikon. Det er en polarisering, der aldrig forløses i forestillingen, men holdes i spænd – især i danserne Bjørk-Mynte Paulse og Hilde Indeborg Sandvolds besættende bevægelser. Deres bipolare koreografi veksler konstant mellem koordineret, militant kontrol og manisk rastløshed.

LÆS forestillingens tekster her

Pulvermos til folket

En ilter ikonoklasme driver operaen – sunget af tre ensemblesangere foruden Vindelev selv. Det gælder ikke mindst den elektroniske komponist SØS Gunver Ryberg omkalfatring af Verdis Giovanna D’arco fra 1845, som danner ramme om forestillingen. Det orkestrale fundament er slået fuldstændig ud; til gengæld er vokalpartierne så godt som intakte og klinger som bastante fremmedlegemer i det elektroniske univers.

Den glødende patriotisme, som Verdis melodier er født med, bliver effektivt amputeret. Dels af den musikalske ondulering, dels af at sangen ikke er tekstet – så medmindre man har haft italiensk på A-niveau, aner man ikke, hvad der synges.

Det handler altså ikke om at forstå, men om at sanse. Og mit nervesystem presses så langt, at det næsten er ved at kortslutte. I begyndelsen bliver vi lukket ind i en lydkunstinstallation: Bulede stålplader med skudhuller hænger fra loftet. De er udstyret med højttalere og fungerer som resonansflader, der tilfører den lavfrekvente elektroniske komposition en kradsende forvrængning.

En stor blokvogn skubbes pludseligt ind i rummet – et mobilt køkken. Publikum får stukket en klat kartoffelmos i hånden, serveret på stålbakker, der ligner noget fra Vestre Fængsel. Det er en totaloplevelse: Vi skal ikke kun se og lytte, men også røre, smage og lugte. »Frygt stinker af lort og pis«, lyder det senere i Elias Sadaqs tekstbidrag. Pulvermosen er da heller ikke ligefrem appetitlig.

Pommes frites-orgiet

På et tidspunkt – efter at vi er blevet gennet ind i et nyt rum og placeret på stolerækker – træder de to dansere ind iført velourrøde narrekostumer og dødningemasker med to store fade pommes frites. Scenen har været talk of the town de sidste par dage, så jeg ved udmærket, hvad der er i vente.

Det gør det dog ikke mindre kvalmende at overvære dem proppe sig med de friturestegte kartofler i, hvad der udvikler sig til et frådende madorgie. Det er, som om frontallapperne er smeltet væk – reptilhjernen har taget over. Men noget er galt: De sluger ikke pommes fritterne. I stedet fylder de munden til bristepunktet, så brækrefleksen til sidst sørger for at det hele kommer ud igen og ligner den mos, vi tidligere fik anrettet. Yikes.

Beskudt af krigsbilleder

”Stop, stop nu”, udbryder min sidemakker undervejs. Hvad skal det til for? – kan jeg næsten høre hende tilføje. For det er det spørgsmål, forestillingen brutalt efterlader én med. Den tilbyder hverken en forklaring eller et rum, hvor vi kan fordøje de bizarre krigsbilleder, vi bliver beskudt med.

I stedet præsenterer den det ene opsigtsvækkende spektakel efter det andet – som en reel, man har fundet tilfældigt på sociale medier, men ender med at stirre på i halvanden time. Jeg bliver hverken rørt, opildnet eller provokeret, bare tom og apatisk. På den måde er værket præcis, som det skal være: et spejl af en verden, hvor vi stopfodres med billeder af krig og nyhedsstrømmen er så intens, at vi ikke når at synke den information, der bliver serveret.

Èn ting er sikkert: Der går lang tid, før jeg skal have kartoffelmos igen.