★★★★★☆ Chroniques – et svimlende og visuelt overvældende værk

København Danser har for anden gang inviteret det prisbelønnede belgiske dansekompagni Peeping Tom til København. Denne gang med Chroniques, der havde premiere i Nice i 2025 af koreograf Gabriela Carrizo. Værket er skabt til Østre Gasværks rå rum og er et syret, sort humoristisk horrorshow om en verden fanget i sine egne destruktive gentagelser.

Vi kender billedet af et lille barn, der bygger vaklende tårne af klodser igen og igen. Konstruktion og kollaps smelter sammen i en endeløs rytme af opbygning og destruktion. Sådan føles Gabriela Carrizos Chroniques.

I Carrizos univers er intet stabilt. Tider, steder og identiteter opløses konstant i surrealistiske landskaber og virtuose koreografiske forskydninger. Det er en forestilling, der langsomt undergraver beskuerens orienteringsevne og efterlader én fanget i gentagelser, opløsninger og forskudte virkeligheder.

Orden er kun en illusion

Scenografien synes hugget direkte ind i Østre Gasværks rå mure. Amber Vandenhoeck har skabt et mørkt og sanseligt univers af sten, huler, stiger, malerier og glas, hvor kunst, håndværk og videnskab flyder sammen i noget, der minder om middelalderlig alkymi. Kaotisk, men præcist komponeret vækker rummet både uro og nysgerrighed.

Vi begynder tilbage i stenalderen, indtil en kopimaskine pludselig styrter ned fra loftet og brutalt flår tidsbilledet itu. Rystelser, klirrende glas og videoprojektioner opløser langsomt verden foran os i nye paradigmer. Mennesker i brede sorte hatte og lange kjortler pakker billeder sammen, mens andre pludselig dukker op ud af mørket. En mand taber sin hånd. Andre spiller fodbold med den.

Orden er kun en illusion. Destruktionen er forestillingens egentlige motor. Kroppene er leddeløse og plastiske som tidernes skiften. De bøjer bagover som gummi, mens ben smelter som spaghetti i kogende vand. Et hoved hamres mod en sten. Det er kroppe, der nægter at lystre og konstant synes på vej mod opløsning. Intet i Chroniques får lov at stå stille ret længe.

Mennesket i gentagelse

Simon Bus, Seungwoo Park, Charlie Skuy, Boston Gallacher og Balder Hansen leverer alle intense præstationer med et nærvær, der balancerer mellem det teatralske og det foruroligende virkelige. De bevæger sig gennem scenografien som skikkelser, der hele tiden er ved at opstå eller forsvinde igen, mens statisterne glider næsten umærkeligt ind og ud af rummets mørke.

Overalt hviler en følelse af desperation og melankoli. Et par poserer et øjeblik som nygifte på et fotografi i et familiealbum, før den ene pludselig er i færd med at begrave den anden under stenene. Små absurde og tragiske situationer opstår og opløses konstant. Snart står en astronaut midt på scenen, snart et sci-fi-lignende univers og snart en stankelbensagtig robot.

Kroppe falder til jorden i fascinerende kramper og forskudte formationer. Ubehag, sorg og grusomhed driver gennem værket som en understrøm, der hele tiden vender tilbage i nye former. Gabriela Carrizo blotlægger mennesket som en skabning fanget mellem udvikling og destruktion, hvor historien synes dømt til at gentage sine egne bevægelser.

Labyrintisk mareridt

Raphaëlle Latinis lyddesign og Bram Geldhofs lysdesign er så integreret i værkets logik, at Chroniques næsten får karakter af et filmisk mareridt. Lyde synes at sive ud af materialerne og afsløre bevægelser eller skikkelser, vi endnu ikke kan se, mens lyset konstant forskyder rummets karakter fra mørk klippehule til skarpt lys og blodrød uhygge.

Centralt står en voldsom pistoldans, hvor en mand kæmper mod sin egen krops ukontrollerbare skydebevægelser, som var volden indlejret i kroppen selv. Sekundet efter fyldes rummet af Ray Charles I Can’t Stop Loving You og linjen: “So I’ll just live my life in dreams of yesterday.“

Kontrasten mellem brutalitet og menneskets længsel efter kærlighed bliver både absurd og dybt sørgelig. Gabriela Carrizo fastholder sine figurer i et univers, hvor omsorg, vold, længsel og destruktion konstant flyder sammen uden mulighed for forløsning. Chroniques efterlader publikum fanget i et svimlende kredsløb af skønhed, vold og menneskelig selvdestruktion, der taler foruroligende aktuelt ind i vores tid.