★★★★★☆ Frames er mesterligt cirkus i sin mest rene og rørende form

Belgiske Alexander Vantournhout har begået endnu en genistreg af en cirkusforestilling i tre akter, der foregår i åbne rum med naturen som kulisse. Metropolis – Performance og kunst i det offentlige rum er i fuld gang med sin sommersæson, der stadig overrasker på fineste vis. Frames med kompagniet Not Standing tager akrobatik til et helt nyt niveau af rendyrket, mesterlig poetisk kraft.

Metropolis er teatret for praktiske sko og solhatte eller paraply. Heldigvis skinner solen perfekt mellem små skyer mod den blå himmel, da vi begiver os ud over Refshaleøens stepper. Tre forskellige steder herude i det, der endnu er en form for herligt, urbant ingenmandsland, skal vi opleve artisteri, der kræver så meget fokus, at vi som publikum skal forholde os i ro. Den næsten åndeløse kontrol og stilhed på tre scener, der vender i hver sin retning, sætter i den grad kunsten og naturens egen orden i centrum.

Prisvindende Alexander Vantournhout nyder stor anseelse i Europa med sine nytænkende forestillinger, der tager cirkus ud af vante rammer og går nye veje. Frames er en næsten provokerende enkel ny ramme, der til gengæld stiller genrens tekniske sværhedsgrad til fuld skue. Så enkelt og dog så svimlende højt niveau af kraft, præcision og balance. Poesien pibler frem gennem fordybelsen og den autentiske magi, der opstår mellem os og kunstnerne i den fokuserede stilhed.

Fortryllende flow

Vi sidder i et firkantet telt med åbne sider i stole skabt til at have nakken bøjet bagover mod høje, smalle ryglæn i længere tid. Behageligt og godt tænkt herude midt i skov og krat. Vi ser små totter skyer i forskellige former svæve forbi i den firkantede ramme over os, og nysgerrigheden breder sig. Så er der en fod, der forsvinder igen, og i den anden side en hånd eller lidt af en arm, der forsvinder igen.

Fragmenter af mennesker, som endnu ikke skaber helheder, men gradvist kommer mere og mere til syne. Så kigger et ansigt ned på os, så hænger et ben ned, og en andens fod træder ned på den og løftes op. Snart hænger hele kroppe ned gennem rammen. Alene eller som støtte til andre kroppe. Det giver udtrykket “giv mig lige en hestesko” helt ny mening. Hele kroppe hænger på tværs af andre kroppe ned gennem rammen og hæver sig elegant og ubesværet op igen.

Not Standing pendulerer sig aldrig til kraft og momentum, men samler styrken op indefra eller får kraft fra langsom og kontrolleret partnering eller vægtfordeling. De fire artister frembyder en kolossal råstyrke og teknik, der ikke går på kompromis. Alle bevægelser er nøje timede og giver et indtryk af et fortryllende flow, koreograferede assistancer og kraftudvekslinger med uhyre skarp præcision.

Bevægelser som glidende skyer

Efter en vandring gennem landskabet når vi frem til den næste ramme, der denne gang er lige foran os og har dokken bag B&W Hallerne som kulisse med vand, måger, en bil og et par bygninger. I rammen bliver en artist til to, indtil de atter er fire inden i det lille metalstativ og skaber mønstre i alle retninger. Det ene billede efter det andet kommer til syne for os med konstante transitioner til nye næsten uvirkelige formationer under stor kontrol.

Rammen skaber uanede muligheder for at sidde i spænd mellem siderne – en person eller alle fire. Ryg mod ryg eller hånd mod fod eller stablet på hinandens lår eller hængende direkte i spænd ud fra siden af stativet. I kæder af kroppe med træk, skub og løft forvandles billedet konstant, som at kigge gennem et kaleidoskop.

Magien opstår, fordi vi aldrig kan regne det næste billede ud, når bevægelser udspringer af langsomt udviklende kraft, skub eller træk fra artisten selv eller en kollega. Kroppenes udbredelse i rammen er uforudsigelig og overraskende, som en dans uden et underlag. De bevæger sig som de glidende skyer i baggrunden, naturligt og ubesværet. Patty Eggerickxs kostumer med forskellige prints og stoflige detaljer løfter oplevelsen yderligere og tilfører de tre billeder et ekstra lag af magi.

Sublimt samarbejde

Not Standing lever op til deres navn. De står sjældent på deres fødder, men i tredje billede er der trods alt et underlag, som artisterne kan stå på. Til gengæld er det så småt, at der kun er plads til ét par fødder i størrelse 43. Publikum er nu placeret i traditionel manege-rundkreds rundt om piedestalen – stadig i stilhed og med så skærpet nærvær, at man kan høre maver, der rumler.

Efter en lang håndstand på podiet føres benene langsomt ned mellem armene. Med et dødløft hejses en anden artist op. Øjnene er vidt udspilede i så intenst fokus, at vi alle holder vejret på samme tid. Ingen afsæt – kun ren kraft og balancer, hvor kroppe sidder i spænd mod hinanden. Den tekniske sværhedsgrad og de kropslige udtryk er nu oppe i det mørkerøde felt, men vi har endnu ikke set en eneste dråbe sved.

Frames er overraskende rørende i al sin autenticitet, nærvær og udstilling af mesterlig kunst i tre billeder af sublimt samarbejde og, i overført betydning, menneskers behov for hinanden og mulighed for at være i konstant bevægelse, forandring og tilpasning.