★★★★☆☆ Drenge er et poetisk opgør med kønsstereotyper

På Sort/Hvid kan man i øjeblikket opleve Drenge, et samskabelsesværk, hvor musik, dans og video smelter sammen i en poetisk undersøgelse af maskulinitet. Mikkel B. Grevsen, Sebastian Kloborg og Frederik Valentin gør op med ensidige kønsstereotyper og undersøger, hvad der sker, når kroppen får lov til at bevæge sig uden de forventninger, der traditionelt knyttes til køn.

De ligger i en klump. Stablet nydeligt og flettet ind i hinanden, mens vi finder vores pladser. Mikkel Grevsens trompet sættes for munden, og fløjlsbløde jazztoner ledsaget af elektronisk musik i stor rumklang breder sig i rummet. Et æstetisk anslag bygges langsomt op fra bevægelsen af et par fingre til en hel hånd, der danser – strækker sig, flekser og balancerer. Vi ser sammenhængen mellem bunken og videoen på bagvæggen, og konceptet med Frederik Valentins live-videokunst etableres elegant.

Video, dans og musik begynder og slutter sammen. Musikken markerer overgange mellem scener, mens live video udfordrer dialogen med danserne, som vi ser dem på scenen. Det er noget af det, der gør Drenge interessant, at værket udforsker de tværkunstneriske muligheder og skaber overraskende effekter – ikke mindst på videosiden. Dansernes udtryk forstærkes, når de kan bevæge sig fra stramt koreograferet, synkron ballet til nærstudier af ansigtsudtryk i videoen på bagvæggen.

Fortællingen i følelsen

Samtidig kan Maria Ipsens lækre, sanselige kostumer ikke bare læses som jakkesæt, skjorte og seler, men får en tidløs duft af historien om en uniform og den, der bærer den. En lækker lædersko strækkes op i kameravinklen, et lige bukseben – en skov af ben. Indledningen med benene op og overkroppen på gulvet er et fint symbolsk greb, hvor vi kan studere ladede detaljer, der også senere kan nedbrydes ved at hive eller bide i slips og fjerne en skjorte.

Når de er på benene vrider de sig, bøjer af og bliver leddeløse. Dans og bevægelse med et videokamera er interessant, fordi det er muligt at gå i meta og lade kameraet fortælle, fremhæve eller underspille det, der sker på scenen. Kameraet zoomer ind på deres ansigter et efter et med al den historiefortælling, der ligger i de mindste trækninger. Samtidig arbejdes der med eksponering, fra det blegeste lys til de mest mættede farver, der på forunderlig vis fremhæver stemninger og følelser. Endnu et lag opstår i spændingen mellem det figurative og det organiske.

Når maskuliniteten knækker

Vi ser en balletscene til en tung basrytme, hvor de med hinanden i hænderne og armene på kryds foran kroppene fremstiller en fortolkning af nogle af de symboler og idealer, der historisk er blevet knyttet til den mandlige balletrolle. De springer på stedet, strækker benene synkront ud til siden. De drejer, løfter og poserer med strakte arme op over hovedet eller foran kroppen.

Formen fremstilles så mekanisk, at den kan knække, gradbøjes og nedbrydes – badet i flænsende stroboskoplys. Stilen går langsomt i opløsning, mens leg, vold, blidhed og indbyrdes regulering udvikler sig på scenen. Nogle slås, nogle lægger sig imellem, nogle bryder sammen, mens andre trøster. Vold, blidhed, forførelse, jalousi – pludselig står det hele i lys lue i en udforskning af den disciplinerede krop, der giver slip på forventningerne og lader stereotyperne slå revner.

Værket er lige så meget en følelse som en fortælling med styrken i den æstetiske oplevelse. De forskellige scener tager fat i forskellige myter og forestillinger om kroppen – fra perfektion til kaos, fra leg til professionalisme og fra slåskamp til kærlig omfavnelse – og viser, hvor mange forskellige udtryk maskulinitet kan rumme. Derfor får jeg indimellem trang til at kaste drivankeret, når en smuk idé udfoldes og lidt for hurtigt afvikles, fordi holdet har så meget på hjerte.

Fang magien

James Stephens, Dan Ozeri og Wolf Govaerts har en fin evne til at glide ind og ud af roller. Som individer og gruppe indgår de i flydende dynamikker, der inviterer ind i sanselige, nye ekspressive perspektiver. Jeg er især optaget af overgangen fra organiske, umiddelbare bevægelser til et mere figurativt symbolsprog. Raphael Frisenvænge Solholms lysdesign er fuldstændig centralt for den poetiske oplevelse af rum og stemninger.

Mod slutningen ses gruppen i en klynge mellem omfavnelse og kamp, mens de vender sig mod lyset i en stjerneform, og albuerne pludselig ligner vinger på et insekt – et lille moment af finurlig magi. Det er steder som her, nogen burde have trådt lidt på bremsen. Forestillingen haster af og til videre, netop når den rammer en nerve, der kunne løfte værket yderligere.

Drenge er en stor æstetisk og sanselig oplevelse med høj kunstnerisk kvalitet på tværs af sine udtryksformer.