★★★★★★ Følelsen af erindring flammer op mellem de eminente dukker i The Abandoned House

I den nedlagte stationsbygning i Vordingborg har Sew Flunk Fury Wit skabt en sansepirrende vandreperformance i The Abandoned House med Svend E. Kristensens fantastiske human-size dukker.

Stemningerne blafrer i The Abandoned House. Det er teatergruppen Sew Flunk Fury Wit og Egnsteatret i Vordingborg, der i en lykkelig co-produktion har skabt denne overvældende og sansepirrende forestilling, der fik sit første stedsspecifikke spillested i de nedlagte boliger på Vordingborg Station.

Allerede på vejen op ad trappen fra stationsbygningens ventesal blev erindringsfølelsen slået an. De tre performere sad på trappetrinnene og nynnede ganske svagt. De var iført lyse dragter, som om de skulle wrestle mod husets fortid. Kampen lykkedes. Rundt omkring i forladte korridorer og stuer kom nogle af husets tidligere beboere i hvert fald til syne i form af human-size dukker.

Svært at holde tårerne tilbage

Som tilskuere gik vi ind mellem dukkerne og standsede op i betagelse. Observerede hvordan nogle dukker havde ansigter, hvor øjnene var udslettet – eller havde ansigter, hvor fingre dækkede øjnene: Dukker med porcelænshvide, lysende ansigter, hvis latexagtige hud lignede noget, der var smeltet med tiden.

Dukkemageren Svend E. Kristensen har formået at puffe en dansende ynde ind i dukkernes lette kroppe og sløragtige gevandter. Samtidig udstråler dukkernes brutale kropssmeltninger også død og forgængelighed – udført i både glatte og rå dukkematerialer af ham og dukkebyggeren Katrine Karlsen.

Selv optrådte Svend E. Kristensen også som performer og dukkefører. Han er en magisk dukkekunstner. Når han er sammen med dukkerne, opstår en synlig transformation. Da han på et tidspunkt nænsomt lagde en dukke til rette i sin arm og skærmede dens ansigt med sin hånd, var det svært at holde tårerne tilbage.

Skønhed i forfaldet

Performancen foregik i mange rum. Noget gik hurtigt, andet gik meget langsomt. Det virkede, som om tiden skiftede gear undervejs – som et filosofisk virkemiddel i Jesper Pedersens sikre iscenesættelse, der igen og igen bød på subtile overraskelser. Han udnytter med stor variation Laura Ratschaus scenografi, der havde indrettet huset med et træfsikkert blik for skønheden i forfaldet. Alle de forladte rum var belyst af Martin Danielsens lysdesign – med forkærlighed for det dunkle. Nogle steder blev stemningen tilsat poetiske ord i fragmenter af kryptiske tekster af Kasper Thomsen – med ordet “tusmørke” som et af de fineste.

Performeren Louise Bonde gik hen mod os på sine bare fødder iført lyst tøj med strittende garnender. Hun så nogle af os dybt i øjnene og rakte sin hånd ud til et langt håndtryk. Varmt og inderligt. Og performeren Esben Wormslev stirrede på os med mandelformede øjne, når han tavst sad og tyggede på kyllingeben i et måltid, der aldrig lod til at ende – eller når han sad på hug i et forladt baderum, hvor vandet dryppede fra en hane, som ingen mere bruger.

Støvet og sfærisk

Oppe under loftet hang stadig gamle tørresnore mellem de gamle, solide træspær. Her dukkede Svend E. Kristensen op i mørket med en enkelt stump af et stearinlys. Flammen flakkede og lyste alt op, når husets beboere tilsyneladende trådte frem i dukkeskikkelser. Selv når lyset blev pustet ud, blev det aldrig uhyggeligt. Tværtimod faldt der en ro over os alle sammen, sådan som vi stod der i mørket til lyden af Andro Manzonis tyste musik, der subtilt blandede lyden af stemmer med enkle toner i temaer, der lige så langsomt løb ud.

Sew Flunk Fury Wit har tidligere har skabt værker af apokalyptisk grufuldhed, tydeligst i STØV fra 2016. Dette værk opføres fortsat – næste måned skal forestillingen til Estland og til april 2027 på Aveny-T.

The Abandoned House er et helt anderledes, men lige så velkomponeret kunstværk. Denne stedsspecifikke vandreperformance har underdrivelsen og stilheden som kendetegn.  Gennem sine udsøgte, sanselige scener formår værket at lokke tilskuerens meddigtende erindringer frem – sfærisk og musikalsk. Det er et følelsesmættet værk om nærhed og nuet. Måske om at søge ind i fortiden for at finde svar.

Da vi igen gik ned ad trappen, føltes det, som om vores egne ansigter var forandrede. Fordi vi havde ladet fortiden skylle gennem vores sanser. Takket være dukker med uudgrundelige ansigter.