Performancegruppen Sisters Hope har indtaget hele Den Frie Udstillingsbygning i København med en kapitalismekritisk totalinstallation. Så nu kan du indkvartere dig på en kostskole i et parallelunivers med fokus udelukkende på skønhed og sanselighed.
“Kernen her er alt det, der er ved siden af. Alt det, der ikke er fokus på ude i samfundet”, siger en af de unge studerende, der indkvarterer sig samtidig med mig på performancegruppen Sisters Hopes hypede totalinstallation Sisters Academy – The Boarding School på Den Frie Udstillingsbygning i København. Billetterne til installationen er blevet fuldstændig udsolgt meget hurtigt.
De små sanselige detaljer, altså det, der normalt ikke er i fokus ude i virkeligheden, er også vigtige ingredienser i det efterfølgende langsommelige indvielsesritual, man gennemgår, før man for alvor kan tage del i Sisters Hopes kostskole. Pludselig husker jeg, hvordan lunkent vand egentlig føles mod huden og at dvæle ved en duft.
Sanselig læring
Sisters Academy – The Boarding School er en totalinstallation, hvis omdrejningspunkt er læring på andre nye måder end de traditionelle, rationelle undervisningsformer, vi er vant til i et moderne, kapitalistisk samfund. I stedet retter Sisters Academy sin opmærksomhed mod, hvad der minder om ideerne bag mindfulness-bølgen; sanselighed, skønhed og at tage sig god tid.
Alt man har med på Sisters Academy skal derfor også være uden labels, og man taler kun engelsk. Et sugende, dryppende, blidt men lidt foruroligende lydunivers kører næsten konstant sammen med Sisters Academys egen radiostation, der spiller oldgamle, sukkersøde popsange som fx The Supremes. Alle de meget detaljerede elementer er med til at fastholde deltagerne, underviserne og personalet i den fiktive ramme, paralleluniverset holdt i kostskoleformatet.
En del af indvielsesritualet består desuden i at iklæde sig kostskolens uniform: en hvid skjorte og seler og at afgive sine personlige ejendele såsom mobiltelefon, computer osv. Alt er analogt på Sisters Academy. The copy stand, hvor man kan kopiere sine noter, fordi originalerne skal doneres til Sisters Academys arkiv, når man forlader stedet, er derfor også blot en blød lænestol og en lampe. Man må selv kopiere sine noter over på helt gammeldags manér med blyant på papir.
Kostskolens dage er også struktureret som på en rigtig kostskole (tror jeg). Der er morgenmad, fællesmorgensamling og herefter timer/workshops af skolens meget forskellige undervisere, der hver har deres eget lille lokale på kostskolen. Om aftenen er der middag i skolens flotte spisesal svøbt ind i røde, tunge, draperede gardiner og udstyret med lange spejlborde, hvis refleksioner blinker i loftet. En australsk musiker og performanceteoretiker, jeg spiser sammen med en aften, siger grinende: ”Det minder lidt om et kasino; både indretningen og de lidt suspekte karakterer her er”. Inden man spiser stiller alle sig op på deres stole og nynner til en lovprisning af maden, der selvfølgelig er vegetarisk og næsten uden sukker.
Workhops
”Jeg vil gerne bede jer overveje, om I er holdt op med at gøre noget, som I plejede at gøre i jeres barndom?”. Det er The Gardener, der spørger. Han har et stort skæg, kronraget isse og venlige, rolige øjne. I performancegruppen Sisters Hopes installation Sisters Academy – The Boarding School går man under et andet navn end det navn man har ude i virkeligheden. Man er altså ikke bare i en anden verden, et sanseligt parallelunivers i The Sisters Academy, man kan også udleve eller forstærke en anden side af sig selv end normalt. Alle underviserne har derfor også eksotiske eller spøjse navne som fx The (w) Hole, The Poetbuilder eller The Seer.
I The Gardeners time fortsætter vi med at balancere med tørrede roser på vores fingerspidser eller håndflader. Lidt efter med endnu større, tørrede planter. Vi har lang tid til det. Det er ikke så svært, som jeg forestillede mig, ligesom det er meget længe siden, jeg har brugt tid på den slags.
Senere får jeg enetime hos The Seer. Hendes lille, mørke rum er fyldt med røgelse og blid musik. Hun er spændende at se på med flagrende hår og mørk bemaling om katteøjnene. Timen består i at glide over gulvet på ryggen på en massagerulle. Det er rart og beroligende. The Seer taler ikke, hun giver sine instrukser med gestus og med berøringer. Hun afslutter timen med små forsigtige tryk på mine hænder og min hovedskal.
Hos stumme The Ship laver man mønstre og koreografier med sandskorn og gamle spillekort i en cirkel på gulvet med de andre studerende.
Dit poetiske jeg
Ens anden side, ens poetiske selv, ‘The Poetic Self’, som man kan udleve på Sisters Academy finder man bl.a. frem til ved de gentagende morgenfællesøvelser. I skolens store sal guides jeg liggende på gulvet sammen med alle de andre studerende af The Sister, alias stifteren af Sisters Hope, Gry Worre Halbergs sagte, intime stemme gennem en række overvejelser om mit ‘poetiske selv’ og dettes potentiale.
På Sisters Academy, hvor alle studerende og gæsteundervisere bærer samme neutrale uniformer, kan man altså udvikle og styrke sine poetiske måske hengemte og glemte indre sider. Sider, som måske kan være vanskelige at få rum til ude i den almindelige virkelighed. Selvrealisering og -udvikling lader i det hele taget til at være en stor del af Sisters Hopes kostskole-installation.
Andre fællesøvelser, hvor man skal finde hinanden to-og-to i mængden og stirre ind i hinandens øjne, gå eller løbe rundt i blinde i mellem hinanden, alt sammen guidet af The Sister, kan måske virke sekteriske og påtaget mystiske. Men det er samtidig forinden disse øvelser, at nogle af installationens smukkeste visuelle og filmiske scenarier finder sted. Performerne, underviserne og det øvrige personale på The Sisters Academy går, lister, kravler bare rundt i slow motion i mellem hinanden iført deres halv-ekstravagante tøj i et dunkelt rødt lys.
Kritik af kapitalismen
Sisters Academy – The Boarding School på Den Frie Udstillingsbygning i København er gennemført i sin detaljerigdom; et interessant og inspirerende mærkværdigt sted at besøge. Ligesom performancegruppen SIGNAs totalinstallationer indskriver man sig i en hel anden verden, blot med modsat fortegn hos Sisters Hope, hvor blidheden er det mest slående.
Jeg er overrasket over, hvor lidt teoretisk læring, hvor lidt tænkning, skolen tilbyder sine studerende, hvor lidt diskussion skolen arrangerer. De fleste timer lader mest til at omhandle klicheerne om at se verden i et nyt perspektiv, selvudvikling, massage eller berøring i forskellige udgaver. Groft sagt hele den alternative, spirituelle healingindustris område. Det modernistiske, rationelt oplysende projekt har fejlet. Verden er ved at gå under. Der er klimakrise, økonomisk krise og migrationsstrømme som følge af krige. Derfor efterlyses nye løsningsmodeller, som kunne være healing og krystaller. En strategi, der selvfølgelig også kommer til udtryk i kunsten.
Men jeg bliver overrasket over, hvor sært det alligevel er at komme ud i virkeligheden igen. Hvor meget jeg har lært fysisk af at opholde mig i en verden uden labels, uden 7Eleven, McDonalds, pap-pizzaer, trafikstøj, smartphones, almindelig travlhed, dårligt tv og arbejdsmiljø. Det har indlejret sig i kroppen på mig, at man måske kunne leve i en anden og bedre verden.
