Populært lige nu

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...

HamletScenen søger produktionsansvarlig

Ansøgningsfrist: 28. april 2024.
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Årets hidtil mest forløsende, uforskammede og originale revy

Kerteminderevyen gør det igen. Vender kendte problemstillinger på vrangen, mens den overrasker og frækt twister med sine pointer. Årets hidtil mest moderne i sit oplæg.

Kerteminderevyen har gennem de senere år markeret sig som revy-genrens svar på den frække dreng i klassen. Revyen tager ofte afsæt i politisk følsomme emner som islam, kvinder og seksuelle minoriteter, alt sammen tilsat en ramsaltet og top moderne humor og svævvinkling. I år finder vi f.eks. to islamiske kvinder, der under burkaen ikke holder sig tilbage, når det gælder det intime, mens andre indslag tager sig af Tyrkiets og Ruslands holdninger til homoseksuelle.

På den konto er Kerteminderevyen nok en af de mest nytænkende, visionære og vovehalsdristige på landsplan. Det er ikke ensbetydende med, at den grænsesøgning altid går godt, men det gør den i år.

Alt andet end konfliktsky
Årets udgave oser af originalitet, hvor udgangspunktet i nogle af indslagene er de samme, som i de andre revyer (#MeToo-bevægelsen, at Dansktoppen fylder 50 i år, osv.), men i denne revy tages eksempelvis disse to emner op på en helt nylig og overraskende måde. #MeToo-bevægelsen er henlagt til vikingetiden, hvor de brave skjoldmøer ikke vil finde sig i noget som helst, mens Dansk-top-hyldesten starter som et potpourri, der hurtigt udvikler sig efter svensk model, så der ikke må synges han eller hun, men kun intetkønnet høn, hvad der hamrende morsomt får diverse sangvers til at fremstå fuldstændigt groteske.

Marie Mondrup, Trine Gadeberg, Kim Himmelsvang og Farshad Kholghi. Pressefoto

Revyen havde allerede inden premieren været i mediernes søgelys, for årets plakat blev af nogle opfattet som racistisk, fordi revyens fire revyskuespillere var sminket, som var de fire forskellige racer med forskellig social baggrund. Den kritik tog revyen som en storm i et glas vand, mens de hellige meningsdannere og pressen fik tørt på.

I det hele taget har Kerteminderevyen heller ikke i år skam i livet og er igen alt andet end konfliktsky – og tak for det!

Gode skuespilpræstationer
Her er en letkøbt fordel revyens dansk-iranske skuespiller Farshad Kholghi, der tillader sig at tage religiøse emner op, ikke mindst islam. Noget etnisk danske revy-skuespillere ville blive klynget op på i dobbeltmoralens hellige navn.

Farshad Kholghi brillerer i monologen som Tyrkiets præsident, hvor han på vrøvle-tyrkisk forbander pressefriheden og opfordrer til, at kvinder skal bærer burka, at bøsser skal stenes, og at Tyrkiet i øvrigt burde melde sig ud af NATO. Men da EU spørger præsident Erdogan til hans holdninger, svarer han det stik modsatte; hylder den tyrkiske pressefrihed, kvinder, minoriteter og de vestlige værdier.

Aftenens mest overraskende og flot fremførte indslag står Trine Gadeberg for med nummeret “Det har jeg selv hørt”. Her tages problemerne med børns ofte grove sprog i det offentlige rum op i en elegant turneret tekst, hvor alting falder tilbage på forældrene. Pointerne omkring den vinkling sidder lige i øjet!

Marie Mondrup er skøn i rollen som den tolerante dansker, der lige under overfladen er dybt dobbeltmoralsk og småracistisk; en overfalde, der holdes sammen af afladsbidrag til diverse velgørenhedsforeninger. Kim Hammelsvang maner til eftertanke i den overraskende tekst “Tænk på et tal”, der viser sig at handle om Prins Henrik, som efter års latterliggørelse nu alligevel står tilbage som den ener, danskerne burde havde accepteret.

Kerteminderevyen 2018. Pressefoto

Enkelte numre kunne strammes op
Vanen tro lægger revyens direktør, Mads Nørby, vejen forbi scenen, denne gang med visen “Jeg er den sidste sexist på Zentropa”, Peter Aalbæk Jensen-sunget på Mogens Dams berømte “Jeg er den sidste turist i Europa”, kendt fra Lulu Zieglers udgave fra 1948.

Vandmærket for denne revy er kort og godt, at aktuelle emner og genkendelige problemstillinger vendes på hovedet, mens de får en overraskende vinkling eller pointe. F.eks. i nummeret “Ulven kommer”, hvor de berømte tre små grise er bange for den store stygge nydanske ulv. Heldigvis kommer deres redningsmand – og nix, det er ikke ulven. Mere vil jeg ikke afsløre her, for den uventede og morsomme pointe skal have lov til at stå for sig selv.

Der er enkelte indslag, som mangler slående pointer eller er for danse-forvrøvlede, og et enkelt Anne, Sanne og Lis-sangindslag virker direkte malplaceret. Her mærker man, at revyens instruktør, Trine Gadeberg, trods alt er kommet til i sidste øjeblik, for der burde være strammet lidt mere op på enkelte af numrene.

Men det er i petitklassen, sammenholdt med den øvrige kvalitet af de i alt 24 indslag, der gang på gang sidder lige, som de skal. Det her er kort og godt årets hidtil mest forløsende, uforskammede og originale revy overhovedet.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...

KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg

Den første udgave af teaterfestivalen under navnet KLAP er...
Annonce
Lars C. W. Wredström
Lars C. W. Wredström
er teateranmelder og kulturskribent ved Dagbladet Børsen
Annonce

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med en generel bekymring over, at kulturen ikke får mere plads i medierne. Der bringes ikke...