Tre minutter og tre måneder gammelt. Tiden og aktualiteten er afgørende for de velfungerende revynumre og det skal være stramt og aktuelt for ikke at kede. Men hvad er baggrunden, hvad skal det kunne, og hvad skete der med korpigerne? Rikke Rottensten, direktør for Alhambra – Museet for humor og satire, giver her et indblik i revyens særlige væsen.
Hvad var breaking news den 18. maj 2017 – nogen bud? Den dag toppede blandt andet domsafsigelserne i den såkaldte Kundby-sag og i sagen om sygeplejersken fra Nykøbing F., der var anklaget for at have givet for aktiv dødshjælp til patienter. Store sager og nyheder, som de fleste af os stadig kan huske og ved, hvad går ud på.
Men hvad ville I tænke, hvis for eksempel Lisbet Dahl eller Flemming Krøll valgte at lave et par revynumre i Cirkusrevyen eller Nykøbing F. Revyen her i juni 2018 om en eller begge sager?
Publikum ville uden tvivl sidde forundrede tilbage og tænke, hvilken ø uden wifi, de to havde opholdt sig på det sidste år. Det ville være svært at se numrene som repræsentant for revyen, som ellers behersker det så fuldkomment: At være en aktuel, politisk og virkelighedsnær kommentar til vores liv og dem, vi er.
Genrebetegnelsen ‘Revy’ kommer fra det franske ord ‘revue’, der betyder gensyn. Da den første rigtige revy havde premiere på Casino Teatret i København var det da også meget passende den 31. december 1849. Nytårsaften, hvor man netop ser tilbage på året, der er gået – og det var også, hvad Erik Bøghs revy gjorde.
Revyerne ser stadig tilbage. Men ikke ret langt tilbage. Aktuelle sager og personer falder hurtigt for en sidste holdbarhedsdato i en moderne revysammenhæng. Meget længere end tre måneder går de sjældent tilbage. I så fald drejer det sig om en virkelig stor sag, der har trukket linjer og omtale gennem hele året. For visse politikerparodier og generelle emner som ældrepleje, hospitaler, skoler gælder dog andre regler. De er langtidsholdbare.
Publikum skaber forandringen
På nogle punkter minder en klassisk dansk revy stadig om den revy, Erik Bøgh skabte på Casino Teatret og gjorde til en øjeblikkelig succes.
Men på ligeså mange punkter har den forandret sig radikalt. Selvfølgelig må en genre, der har sit udspring i det liv, den verden, der omgiver publikum, forandre sig i takt med tiden. Ellers ville den miste sin relevans for samme publikum. Men med omkring 300.000 solgte billetter hvert år, er det ikke ligefrem tilfældet i dag.
Vores tiltagende utålmodighed og svigtende koncentration har for eksempel også forandret revyerne. Hvis man ser i et revyprogram fra midten af 1930’erne, er der langt færre numre, end i nutidens revyer. Dengang tog man sig god tid til numrene. Især når stjernerne var på scenen. Man kan sige, at begrebet ’den store vise’ ikke kun handler om, at det er en vise, der har en særlig styrke og synges af revyens kvindelige eller mandlige førstekraft. Adjektivet ’store’ kunne også gå på det anseelige antal minutter de viser varede dengang.
Tager man en af Osvald Helmuths kendte viser, Dit hjerte er i fare Andresen, varer den ikke mindre end knap ni minutter. Så længe sad publikum glade og opstemte og lyttede til visemesterens vekslen mellem småsnak og sang i Cirkusrevyen i 1936. Ret skal være ret: De fleste indspilninger af visen går dog direkte på visen, og har skåret Helmuths forspil ud.
Tre minutter!
Havde 2018-instruktøren for Cirkusrevyen, Lisbet Dahl, fået den tekst i hånden, havde hun krævet den beskåret med totredjedele.
Tre minutter – det er hendes generelle vurdering af, hvad et moderne publikum kan koncentrere sig om i dag. Efter det vil vi have noget andet. Videre til næste nummer, tak!
Revyernes tempo er skruet radikalt op. Det skifte har ikke mindst en Per Pallesen stået fadder til med sin opfindelse af ’shortien’, da han overtog Hjørring revyen i midten af 1970’erne. ‘Shortien’ er små vittigheder i, hvad man kan kalde onkelhumor-stil opført som minisketch på scenen. De blev indført for at holde publikum konstant varme under forestillingerne og samtidig give skuespillerne tid til lige at skifte kostume og gøre skiftene mellem numre mere elegante og usynlige. Men ‘shortien’ skruede samtidig tempoet højt op i forhold til før. Det smittede, i dag bruger mange revyer ‘shorties’, og alle har skruet tempoet i vejret.
Vi ved, I er der
Fokus på og kontakten til publikum er der også rykket ved. Ligesom der er det i resten af dansk teater. Revykunstnerne har altid haft en tættere og mere direkte kontakt, et større nærvær i forhold til det publikum, der sad i salen. Den fjerde væg var ikke helt så høj på Apolloteatret, som på Det Kongelige Teater. Mange anmeldere og kolleger fremhæver også, at en Liva Weel havde en helt særlig publikumskontakt. På fotos og liveoptagelser kan man godt se og fornemme på hendes kropssprog eller høre på stemningen, at hun i høj grad viser salen, at hun ved, de er levende mennesker.
Men den sceniske opbygning er primært, at hun er stjernen, der står på scenen og optræder for en sal. I dag er der ustandseligt en direkte kontakt mellem sal og scene. Som når en Jacob Morild i Sønderborg Sommerrevy 2017 kommer ind og trykker halvdelen af første række i hånden og præsenterer sig som Kristian Thulesen Dahl, eller når en væsentlig del af pointen og det morsomme ved Niels Ellegaards klassiske figurer – de søde og meget kiksede mænd – er hans dialog med publikum om holdninger og oplevelser. Hvor de ofte tages ufrivilligt til indtægt for at mene det samme som Ellegaards figur.
Standup-genren og komikerne har måske spillet ind, når det gælder den forandring?
Og så er der selvfølgelig:
Korpigerne og balletten, der langsomt sivede ud af revyen efter krigen – med undtagelse af i Cirkusrevyen.
Den røde tråd, der er blevet klippet over. Mens det på Erik Bøghs tid, og igen hos en Poul Henningsen, var normalen, at en revy ligesom en almindelig teaterforestilling havde en rammehistorie, numrene ordnede sig ind under, kom det hurtigt til at virke begrænsende og snærende for instruktører og medvirkende. I dag er revyerne såkaldte lagkagerevyer, hvor numrene ligger lag på lag i en nøje afstemt og gennemtænkt rækkefølge. At lægge dén rigtigt er til gengæld en kunst – men det er en helt anden historie.
Teknikkens indtog i især scenografien, der har givet en langt mere moderne og fleksibel sceneoplevelse. Musikken, der i dag ikke i ligeså høj grad som tidligere bliver schlagere og glider ind i det almindelige populærmusikalske repertoire. Der skabes stadig masser af ørehængere ude i Revydanmark, men vi får dem ikke spillet i radioen eller andre steder. På den måde er revykomponisterne desværre gledet i baggrunden i en forestilling, modsat tidligere. Men især i modsætning til den enorme betydning de reelt har for stemningen og stilen i hele forestillingen.
