I ny-cirkusforestillingen As heavy as it goes løftes tunge sække. Sækkene falder mod jorden og det høres som taktslag, man kan tælle, imens man ser og hører arbejdet fylde hele scenen ud.
To jævnbyrdige kroppe, som er ens klædt, kommer ind på scenen, og stiller sig foran hver deres stabel af rissække. De trækker vejret, højlydt.
Willem Balduyck og Sophie van der Vuurst er par-akrobaterne, som holder rytmen sammen. De bevæger sig på scenen på samme måde, som vi bevæger os på i metroen. Målbevidste, fra A til B, uden at reagere eller næsten ænse andre, som rører på sig. Sådan går de, og med sækkene undersøger de rummet, sorterer dem i bunker, skaber nye mønstre af sække; diagonale eller lodrette rækker i rummet, de bygger mure, også for at nå den anden og komme i øjenhøjde, og prøver at vælte hinanden ved at kaste med sække. På trods af det marchagtige tempo, minder det om sød musik, for akrobaternes bevægelser flyder også ind i hinanden, og deres kroppe smelter sammen med sækkene.
De tripper kun på stedet og tøver, når den sidste sæk skal lægges på plads. Er det en måde at vise os det menneske, som identificerer sig så meget med sin opgave, at det har svært ved at afslutte det? Og hvornår mødes de mon, uden en sæk i hånden, og forholder sig til hinanden på andre måder end ved at vise fysisk styrke?
Forestillingen viser det grænseløse arbejde. Deres tydeligt trætte kroppe er mærket af løftearbejdet, det kan høres på deres vejrtrækning, men de fortsætter i takten. Som publikum fanges jeg ind i denne fantasifulde og minimalistiske kropsforestilling om både arbejdets fascination og dets skyggeside. Om når arbejdet, og det gælder alle former for arbejde, bliver hovedpersonen i et menneskes liv, og styrer handlingen.