Jeanett Albeck fra Sort Samvittighed rammer vores køn og hjerter i sin fortolkning af BRØGGER, der både giver lyst til at genlæse forfatterskabet og til at tage en stor, saftig bid af livet.
”Jeg vil have det hele”, proklamerer Jeanett Albeck med smægtende livslyst og smuttende øjne, mens hun betragter os gennem ruden foran det tomme, hvide scenerum, vi netop har passeret for at finde på plads på sæderækkerne. Som en passage gennem jomfrueligt terræn, som et tomt papir, der skal fyldes.
Og fyldt bliver både rum, øjne og ører, når Albecks sanselige og slagkraftige performance møder Suzanne Brøggers cool, men ikke mindre sanselige tekster i en punket forløsning, der blinker koket, sparker råt konfronterende og vugger os stille på armen.
Det starter muntert med altædende appetit på livet og nøgtern registrering af mor, der ”ikke var som andre mødre”. Nej, det tør siges, men Albeck får os næsten til at nynne lidt med på sangene om den traumatiserende, selvmordstruede – eller måske mere opmærksomhedssøgende – mor. ”Neuroserne blev fælles”, lyder det lakonisk og måske blev Brøgger selv en heks af dette skæbnefællesskab med sit ophav. Og måske ikke – det er ikke vigtigt i denne forestilling, der ikke handler om Brøggers liv, men bruger hendes distinkte, litterære stemme til at skabe en kalejdoskopisk kabaret af kvindeliv. En almengyldig og næsten tidsløs fortælling, der kaotisk skarpslebent banker en lige højre ind i vor tids bornerthed, slår vinduet op og spenderer en vise, der hylder seksualiteten, sensualiteten og kunsten.
Det peaker i teksten Voldtægt fra Brøggers debut Fri os fra kærligheden (1973), der fra sit lette anslag kryber mere og mere isnende ind i vores kroppe og tvinger os til at se fornedrelsen trin for trin, eller akt for akt, som Brøgger insisterende har bygget teksten op.
Det slutter livsbekræftende med Tidens uendelighed fra Ja (1984), hvor vi læner os tilbage i Albecks stærke stemme, først uset bag den duggede rude, så kiggende dragende ud. Da vi atter forlader rummet via scenen er den fyldt med billeder, billeder af liv, og vi går ud fulde af appetit på det svære, men smukke liv, som de to seje og generøse damer øser over os. Her er ingen svar, men modsætningsfulde sproglige og musikalske bud, som vi ikke kan undgå at mærke og tage med os ud i natten.
Vægten ligger på Brøggers tidlige tekster fra 70-80’erne, der udfordrer datidens kvindesyn og kønsroller, som også på lange stræk er nutidens. Men Brøgger og Albeck stikker dybere med deres kompromisløse, men lattermilde afsøgning af eksistensvilkåret for kvinden, datteren, moren, elskerinden. Liv Helm har iscenesat med en punk og pragt, som bringer mindelser om hendes fænomenale Og nu: Verden! på Husets Teater i 2016. Freya Sif Hestnes bidrager med en kunstrefererende scenografi, der skaber stærke visuelle billeder, men også bliver en fortælling i fortællingen, idet rummet fyldes, lukkes og atter genåbner transformeret.
Brøgger er en suveræn stemme i dansk litteratur – og hvor har vi dog brug for at høre hendes tankeklare tekster, der spidder smerten, men har lysten i centrum. Jeanett Albeck og holdet bag scenen forløser med en kærlighed og konfrontationslyst, som vi kun kan være taknemlige for. Læs forfatterskabet og drag til Republique for en personlig, intelligent og lidenskabelig fortolkning af det.
