Euripides’ Medea er inspirationen til Jason & Medea på Himmerlands Teater, men Martin Schwabs iscenesættelse når desværre hverken ind til tragediens kerne eller ind under huden på personerne.
Jason & Medea spilles i et lille, lavloftet rum bag foyeren på Himmerlands Teater. Hele lokalet er holdt i grå og beige nuancer, hvor vægge og gulv er dækket af beskidt, groft lærred i samme farveskala. Publikum kan tage plads på to stolerækker langs tre af scenegulvets sider. To søjler midt i lokalet er ligeledes dækket af en grålig farve, som for at få dem til at ligne antikke søjler. Der dufter af teaterrøg, og luften føles støvet i det forholdsvis lille lokale.
Der er ingen tvivl om, at scenograf Nick Pedersen har stræbt efter en stemning som i det antikke Grækenland, hvor Euripides’ oprindelige tragedie Medea, der er inspirationskilden til aftenens forestilling, finder sted.
Euripides’ fortælling om Medea, der – drevet af ulykkelig kærlighed – dræber sine egne børn, er én af de mest kendte græske tragedier. Euripides var den første af de tragediedigtere, vi kender i dag, der gav personerne en psykologisk dimension. Og den ses tydeligt hos hans Medea.
Men i Martin Schwabs version på Himmerlands Teater har historien svært ved at finde sin berettigelse. Det er en iscenesættelse af et skænderi fuld af vrede og bitterhed, som ender med den ene parts morderiske handlinger. »Hvor der førhen var en brusende flod af lidenskab, er der nu kun had,« konstaterer Erik Viinbergs Jason. Men det er ikke et had, der for alvor kan mærkes.
En universel kærlighedshistorie?
Forestillingen tager sin begyndelse, da Jason har forladt sin hustru Medea og deres to sønner for en yngre kvinde. Det er en anelse uklart, hvorfor de to nu mødes og diskuterer begivenhedernes gang, men ikke desto mindre er det denne bitre samtale, der er indholdet af Jason & Medea.
Medea spilles af teaterleder Susanne Sangill. Hun er iført en mørk, ungdommelig paryk, hårbånd, flade, sorte sko med snører, samt en cremefarvet, kjortellignende kjole, der leder tankerne hen på de oprindelige græske rober og ikke mindst på tragedieskuespillernes traditionelle klædedrager.
LÆS OGSÅ: Kirsebærhaven – evigt ejes kun det tabte
Erik Viinberg er den svigtende ægtemand Jason. Klædt i vest, trøje og bukser, der matcher hans grålige hår, er han noget ældre end den unge mand fra Euripides’ oprindelige fortælling. Men mærkeligt nok er valget af to modne skuespillere til rollerne ikke noget, der bliver direkte italesat eller på anden måde anvendt til at skabe en alternativ vinkel på fortællingen.
Medea delagtiggør publikum i sine overvejelser og tanker. »Hvis nogen krænker hendes ægteskab, så er hendes blodtørst større end de flestes,« som hun selv udtrykker det. Men selvom vi både hører om hendes mord på Jasons nye hustru og ser hende blodindsmurt, efter at hun har dræbt sine egne børn, fremstår såvel Medea som Jason mest af alt lidt følelsesløse og kolde. Som om de to skuespillere ikke for alvor er kommet ind under huden på de personer, de hver især portrætterer. Det hele bliver ved ordene, og gnisten, der kunne antænde deres følelsers bål, udebliver.
Læs mere om forestillingen her