Tjekhovs Kirsebærhaven bliver nærværende med stærke skuespilpræstationer i en sikkert sat parallel til vor tid, hvor vi også har svært ved at finde balancen mellem mindet om det svundne og en ny tid med helt andre krav.  

Kirsebærhaven på Nørrebros Teater tager fat, hvor Revisoren fra forrige sæson slap. Det er russisk drama med toner af både farce og tragedie, det er stort set det samme kunstneriske hold bag scenen, og der er også en del gengangere på det smukke scenegulv. Det er ikke en ueffen opskrift og ligesom forgængeren har Kirsebærhaven en del at byde på. 

Det er Tjekhovs sidste drama. Han opfattede det selv som en komedie, og sådan er det også iscenesat af Madeleine Røn Juul, der dog også fint bevarer den underliggende tragedie. Stykket bærer undertitlen En komedie om fråds og forandring, og selvom begge begreber kan behandles muntert, er fråds jo ret beset en dødssynd, mens forandring i vor tid nok opfattes positivt, men ofte også som et krav med vedhænget ”parathed”, og dermed også ofte forbundet med angst. 

Kirsebærhavens tematik rammer derfor også durk ind i tidens agenda med en forældregeneration, der ikke hører katastrofeklokken kime, men har svært ved at slippe det søde liv og den nytteløse have med de blomstrende træer. Den ville gøre sig bedre udstykket til sommerhuse, som tekstens nyrige entreprenør pointerer, men han taler for døve ører for det falmende aristokrati, der krampagtigt lever i nuet. Der er altid en anekdote, en romance, en fest eller en skål og ikke mindst minderne, der udskyder enhver form for aktiv handling. Greta Thunberg kunne ikke have sagt det bedre, men Tjekhov kan jo så måske sige det med flere nuancer. 

LÆS OGSÅ: Vendsyssel Teaters Stormene er et indblik i nordjysk Danmarkshistorie

Madame Ranevskaya, spillet med autoritativ sødme og uforudsigelig lethed af Christiane Gjellerup Koch, er godsets sol, som alle de øvrige planeter drejer om. Hun elsker voldsomt, lider ikke mindre storslået og slår så pludseligt om i distræte kommentarer. Gjellerup Koch er om nogen Nørrebro Teaters diva, og hun leverer atter en sydende præcis karakter, som man ikke kan andet end at forelske sig i. Så megen dårskab samlet i en fyrigt-flirtende person med små, melankolske sprækker. 

Kirsebærhaven
Kirsebærhaven på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen

Omkring hende huserer galehuset af mere eller mindre dysfunktionelle personager fra Ole Lemmekes dagdriverbror, der forklarer alt med billard-analogier, Michael Birkkjærs narkoleptiske nabo og Tina Gylling Mortensens seriøst vanvittige trylle-guvernante. Josephine Park i karakteristisk deadpan-stil som datteren, Sarah Bobergs kontrolhysteriske plejedatter, og søstrenes kærlighedsobjekter fra Asbjørn Krogh Nissens selvopfyldte idealist over Jacob Webles passivt-aggressive bogholder til Youssef Wayne Hvidtfeldts danderende dandy og Henrik Lykkegaards forkrampede pragmatiker, der modsat de øvrige handler, men som dem heller ikke er tilpas i sin rolle. Persongalleriet er komplet med Michelle Bjørn Andersens oldgamle, nostalgiske tjener og Marie Tourell Søderbergs modpart, den eksalterede tjenestepige, der søger kærligheden og eventyret overalt. 

Kirsebærhaven
Kirsebærhaven på Nørrebro Teater. Foto: Büro Jantzen

De spiller alle fremragende, men også en anelse stereotypt, fordi personerne i ret vidt omfang hænges op på enkle, fysiske karakteristika som knyttede hænder eller skridt som en påfugl, og fordi iscenesættelsen ret monotont følger stort set samme kurve i alle scener. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, når man vil tale om modstand mod forandring, men trods en virkelig gennemført stilisering bliver det også en anelse forudsigeligt i længden. Det er i meget høj grad de dygtige skuespilleres forestilling indrammet af Sven Dahlbergs godt tænkte og udførte tidsubestemmelige rum og kostumer, der forstærker tekstens aktualitet. Tjekhov bliver nærværende i en sikkert sat parallel til vor tid, hvor vi også har svært ved at finde balancen mellem mindet om det svundne og en ny tid med helt andre krav.  

Læs mere om forestillingen her

Instruktion og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul
Oversættelse: Thor Lange  
Scenografi og kostumer: Sven Dahlberg 
Koreograf: Esa Alanne
Lyddesign: Morten Oxholm
Lysdesign: Henrik Kegnæs Spangsbo og Sven Dahlberg
Medvirkende: Michael Birkkjær, Michelle Bjørn-Andersen, Sarah Boberg, Christiane Gjellerup Koch, Tina Gylling Mortensen, Asbjørn Krogh Nissen, Ole Lemmeke, Henrik Lykkegaard, Josephine Park, Marie Tourell Søderberg, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Jacob Weble
Spiller 21. februar-4. april 2020 på Nørrebro Teater