Erhvervslivet efterspørger det, kunsten kan levere

Spidsvinklede historier, kerneindhold og PR-strategier. Erhvervssamarbejder er en voksende trend i den frie scenekunstbranche, selvom mange stadig har modstand mod at hoppe med på vognen. For hvad hvis man kommer til at sælge ud af sine kunstneriske værdier?

Da Udviklingsplatformen for Scenekunst i starten af 2020 afholdt et seminar om strategiske samarbejder erhvervslivet og scenekunsten imellem, lød nogle af opgaverne for kursets deltagere således: Sæt ord på din vare, beskriv din strategi og vær klar i mælet omkring dine værdier. Særligt det første var en udfordring for mange – for hvilket sprog bruger man til at formidle sit kunstneriske projekt på en måde, så erhvervslivets CEO’er og Key Account Managers kan se nytten? Og er et ord som “nytte” overhovedet ét, man som fritænkende og idealistisk kunstner har lyst til at sætte i forbindelse med sin kreativitet?

Ja, mener flere og flere repræsentanter for den frie scenekunstbranche. For erhvervssamarbejder er ikke kun sponsorater i bytte for gratis billetter. Hvis samarbejdet forløber godt, og man som kunstner er i stand til at identificere den snitflade, man har med visse virksomheder, kan begge parter få meget ud af pardansen. Faktisk er erhvervslivet langt mere interesserede i egentlige samarbejder om produktudvikling eller teambuilding for deres medarbejdere, end de har lyst til blot at sponsorere. Så som kunstner gælder det om at finde ud af, hvad man selv kan bruge virksomhederne til. 

Udfordringer i erhvervssamarbejder

Martin Buck Hegaard er ejer af New Relevance, som formidler partnerskaber mellem eksterne parter og store virksomheder som 7/11, Copenhagen Fashion week, Copenhagen Pride og Microsoft. I januar var han hovedoplægsholder på Udviklingsplatformens erhvervsforum. Da ISCENE taler med ham i telefonen, opsummerer han det, han ser som de største udfordringer for uafhængige scenekunstnere, som har fået færden af finten ved erhvervssamarbejder, men ikke helt ved, hvor de skal sætte krogen i. 

“Når man skal indgå partnerskaber, skal man kunne se ud over egne behov og forstå sin partners forretning og dens mekanismer. En forretningsvirkelighed er organiseret på en bestemt måde. Det vil sige, at man som producent kan levere til mange dele af en virksomhed når først, man forstår, hvordan den fungerer”, siger Martin Buck Hegaard.

Fordi der i de fleste virksomheder er mange forskellige afdelinger som HR, PR, organisationen, marketing osv. er det en, måske indlysende, men vigtig sandhed, at man skal være bevidst om, hvad man kan tilbyde de konkrete dele af virksomheden. 

“Som kunstner skal man spørge sig selv: Hvad har jeg i værktøjskassen, hvad kan jeg levere? Er det en begivenhed, en PR-strategi eller måske en accentuering af en bestemt fortælling på et bestemt tidspunkt – en “spidsvinklet historie”?”. Når man er til møde med en virksomhed, skal man på forhånd have lavet en analyse af, hvad ens partner har brug for”, forklarer Martin Buck Hegaard.

Den dårligste strategi man som bejler til erhvervslivet kan lægge for dagen, er at sælge “fra skuffen”, altså tilbyde en potentiel partner et projekt, som allerede eksisterer. I stedet skal man tale ind i den passion, der i forvejen ligger i virksomheden og lade den være medudvikler på projektet, man leverer. Kunstneren skal kunne træde ud af sin egen virkelighed og respektere partnerskabet. At kunne sætte sig ind i virksomheders strategiske forretningsmæssige og kommercielle virkelighed er essentielt for et succesfuldt partnerskab, mener Martin Buck Hegaard.  

“Jeg tager virkelig hatten af for CBS”

At forstå andre menneskers følelsesmæssige og sommetider politiske virkelighed er – når den er bedst – måske nok en af kunstens spidskompetencer. Men at få hovedet rundt om begreber som branding og brugeroptimering er straks en anden sag. Især er frygten for at komme til at sælge ud af deres værdier noget, der holder mange scenekunstnere på behørig afstand af den drift- og bundlinjeorienterede forretningsverden. Men det er en stor skam, mener Pernille Backhausen, der er Partner i SIRIUS advokater og bestyrelsesformand i Dansehallerne. I januar var hun også oplægsholder på erhvervsforummet. 

“Mange på workshoppen kunne ikke se sig i partnerskaber med virksomheder, fordi de tænkte, at de ville komme til at give køb på deres værdier. Og hvis man kaster sig ud i et projekt, hvor man reelt laver branding for virksomheden, kan man da også nemt føle, at man går på kompromis. Men hvis projektet derimod er noget, hvor både kunstneren og virksomheden kan lære af hinanden, kan det være, at modstanden forsvinder. For noget af den skyldes ofte, at man simpelthen ikke kan se nytten i samarbejdet”, siger hun til ISCENE. 

Den tværfaglige performance, undervisnings og projekt-platform HØRT, der har til huse på Nørrebro i København, har stor erfaring med at “spidsvinkle” deres idéer i samarbejde med relevante partnere fra erhvervslivet. Med samfundsengagerende projekter skaber de interaktion mellem borgere, publikummer og organisationer i form af kunst, koncepter og workshops, der har til formål at belyse sociale problematikker. Partnerskaber med aktører som Københavns Universitet, Ungdommens Røde Kors og Roskilde Festival er for HØRT en måde at udvide deres berøringsflade og komme i kontakt med mennesker, de ellers ikke ville nå. 

“Som scenekunstnere har vi en tendens til at opsøge andre, der også laver kultur – såkaldt ligesindede. Men når man løfter blikket ud til nogle andre mennesker, kan man ofte forankre mere. For de er ofte mindre skeptiske og smagsdommeragtige og på den måde mere åbne. Det kan være en kæmpe gevinst at få nogle flere parter med på et projekt”, siger HØRTs talskvinde Nadja Engholt Kaspersen. 

Som et eksempel på et samarbejde, som løftede og inspirerede dem, nævner hun en kooperation med Copenhagen Business School, de kaldte for “Dialogfabrikken”. Her fungerede HØRTs aktører som intervenerende kunstnere på CBS i forbindelse med deres platform “Diversity and Difference”. Handelsuniversitetet ville gerne engagere deres studerende og undervisere på en anderledes måde, og HØRTs svar på det var  interaktive performances, hvor de studerende gik sammen i grupper for at “producere handlinger for diversitet og ligestilling”.

“I dét samarbejde tænkte vi “gud de fatter fuldstændig værdien af det her!”, siger Nadja Engholt Kaspersen – “De var meget hurtige til at forstå, hvad projektet kunne”.

CBS, som anses for at være et af de tre mest progressive handelsuniversiteter i verden, er i det hele taget med på beatet, når det kommer til at øjne scenekunstens værdi i optimeringen af udviklingsstrategier. Det har også Thomas Corneliussen fra det forsknings og data-baserede teater Stages of Science erfaret. Som et bidrag til CBSs strategi “Livslang Læring” er han godt i gang med et samarbejde, der arbejder med de indre strukturer på universitetet. 

“Min fordom om CBS er i den grad blevet gjort til skamme. Der sker en masse spændende ting og sager der, og det tager jeg hatten af for. Det, der gør det enormt interessant og spændende at arbejde sammen med dem, er den transformative forståelse af læringsprocesser, de udviser”, siger Thomas Corneliussen, som også deltog på Udviklingsplatformens erhvervsforum. 

Ind i teatrets maskinrum

Stages of Sciences helt særlige måde at udvikle forestillinger på har dybe rødder i forskning. En “hybrid mellem scenisk formidling og klassisk forskning” kalder Thomas Corneliussen sit hjertebarn, og i den sammenhæng er samarbejderne med organisationer og fonde essentiel. For kun gennem sparringen med dem er han i stand til at skabe den samfundsengagerende scenekunst, som bunder i det, han kalder den “etisk forsvarlige dramaturgi”. For skuespilleren og instruktøren er det vigtigt, at der ligger et udviklingspotentiale for de mennesker, der bliver inddraget i hans projekter. 

I samarbejdet med CBS har han således inviteret studerende ind i sit “maskinrum” på to forestillinger, hvoraf den første skal handle om kunstig intelligens og de udfordringer, der er knyttet til den stigende tendens til at bruge robotter i samfundet. Omvendt er han og hans kolleger blevet opfordret til at gå med ind i en udviklingen af en model, der hedder “kooperative læringsfællesskaber på tværs af generationer og professioner” som en del af CBS-strategien “Livslang Læring”. Her skal Stages of Science være med til at sætte retningslinjerne for en studiekreds, som senere også bliver en del af hans forestilling i form af en performance lecture. 

“På erhvervsforummet handlede det meget om at bruge kunsten i erhvervsmæssige sammenhænge, fx i en PR-strategi. Men vores arbejdsmetode handler mere om videns- og forskningsprocesser i samskabelse med organisationer. Vi bruger den viden organisationerne kommer med, samtidig med at vi aktivt genererer ny viden til samfundet”, forklarer Thomas Corneliussen og taler hermed alligevel ind i en af de strategier, oplægsholderne på erhvervsforummet efterlyste hos scenekunstnerne: At tage udgangspunkt i sit eget behov og ud fra det søge et partnerskab, og at finde sin naturlige snitflade med erhvervslivet, mødes på midten og lade projektet udvikle sig derfra. 

Giv ikke køb på værdierne

Ved at søge og kontakte virksomheder, man har et naturligt interesseoverlap med, kan man komme af med mange af de fordomme, man som kunstner kan have om erhvervssamarbejder, mener Pernille Backhausen. Selvom man skal tænke sig om i forhold til, hvem man har lyst til at arbejde sammen med, mener hun dog ikke, at man behøver sidde derhjemme og lægge lange og store planer, før man tager kontakt til en virksomhed. I stedet handler det om at få gang i samarbejderne og lade dem udvikle sig organisk. Martin Buck Hegaard anbefaler dog, at man har salgstalen i orden, inden man lader tungen løbe til forretningsmødet. 

“Hvis man vil indgå erhvervspartnerskaber, bliver man nødt til at formulere sit kerneindhold på en måde, som virksomheden kan forstå. Man skal have sine strategiske retningslinjer i orden, ellers kan man blive mødt med mange spørgsmål, man ikke kan svare på – som fx “hvilke værktøjer har du” og “hvilke værdier arbejder du ud fra”. Der skal man være konkret”, siger han til ISCENE. 

Da deltagerne på erhvervsforummet blev bedt om at sætte ord på deres “vare”, beskrev mange af dem den i meget brede – og ikke så konkrete – vendinger, fortæller Martin Buck Hegaard. Det sprog, man skal tale, når man kommunikerer med virksomhederne, er nyt for mange uafhængige scenekunstnere. Det er derfor måske netop her, man skal sætte ind, hvis man vil gøre sig håb om at få hul igennem til erhvervslivet. Samtidig er det lige så vigtigt at overholde sin egen strategi og sine kriterier for, hvem man er oprigtigt interesseret i at samarbejde med, understreger Martin Buck Hegaard. 

“Man skal aldrig give køb på sine egne værdier, for så ender man med at løbe efter en økonomi, som potentielt afsporer ens kunstneriske projekt. Det gælder om at finde ud af, hvad man kan som kunstner, og hvem, der anerkender det og vil arbejde med det. Min anbefaling er, at man skal være meget stringent”.

Forsikringen om at heller ikke erhvervslivet er interesseret i et kunstnerisk produkt, som udelukkende er møntet på at brande deres virksomhed, kan måske lokke flere scenekunstnere til at vove sig ud af ekkokammeret og komfortzonen og være med til at nedbryde den modstand, de kan have mod at indgå partnerskaber med ulige børn. En pointe, der kom frem på erhvervsforummet, var desuden, at frie scenekunstnere også har et ansvar for at bringe kulturen ind i erhvervslivet, hvor folk som udgangspunkt ikke “taler samme sprog” som dem. Hvis man formår at formidle sit produkt, så erhvervslivet kan se fidusen, er der i de utraditionelle partnerskaber et stort, uudfoldet potentiale, siger Martin Buck Hegaard: 

“På rigtig mange parametre efterspørger virksomhederne det, kunsten kan levere.”

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.